FRA STRESS TIL GULDFISK SÅ­DAN VANDT BLU­ME!

Per­nil­le Blu­me blev ramt af stress, stop­pe­de med at svøm­me og end­te med at vin­de OL-guld. Her er hi­sto­ri­en om den dan­ske guldfisk

BT - - OL I RIO - Mi­chel Wik­kel­sø David­sen | mi­cd@spor­ten.dk

Det klir­rer, når hun kom­mer gå­en­de der. De to me­dal­jer slår mod hin­an­den, mens Per­nil­le Blu­me sa­et­ter sin ta­ske fra sig og gør klar til at få klemt hver en fø­lel­se ud af krop­pen af et hungren­de pres­se­kor­ps. For hvert et skridt kan man hø­re me­tal­let slå mod hin­an­den. Det er en me­dal­je af guld og en me­dal­je af bron­ze. »Jeg vil ik­ke ha­ve, at de rid­ser hin­an­den, så jeg går og pas­ser på dem som to ba­by­er,« si­ger den ny­bag­te OLvin­der på 50 me­ter fri og bron­ze­vin­der i kvin­der­nes 4x100 me­ter med­ley. På plad­sen uden for OL-by­en er det umu­ligt for hen­de ik­ke at smi­le trods ba­re en en­kelt ti­mes søvn. Det sid­der der ba­re, og det kom­mer til at va­e­re per­ma­nent, for­nem­mer man.

For hun er hi­sto­ri­en om, at små sen­sa­tio­ner kan ske ved OL. Hun har al­drig vun­det en in­di­vi­du­el me­dal­je ved EM el­ler VM. Nu er hun OL-guld­vin­der i en af kon­ge­di­sci­pli­ner­ne i bas­si­net. Og det i kølvan­det på et år, hvor hun stop­pe­de helt med svøm­ning, for­di hun blev ramt af stress.

Det ven­der vi til­ba­ge til, for først skal vi en tur til­ba­ge i bas­si­net. Ta­et på mid­nat lør­dag af­ten i Rio, hvor hun slog fin­ger­spid­ser­ne i va­eg­gen som den før­ste og plud­se­lig var OLguld­vin­der.

»Jeg vid­ste ik­ke, at jeg hav­de vun­det. Først kig­ge­de jeg rundt på de an­dre skam­ler, for­di de ly­ste rødt. Jeg kun­ne ik­ke se på min egen skam­mel, at den ly­ste rød, så jeg ta­enk­te: ’Åårh, fuck.’ Så vend­te jeg mig al­li­ge­vel om og så det. ’Uuååårh.’ Jeg tror nok, at jeg har haft det grim­me­ste an­sigt no­gen­sin­de, men det er, hvad det er. Man må godt va­e­re grim, når man er glad,« si­ger Per­nil­le Blu­me.

Hun kan na­e­sten ik­ke stop­pe med at ta­le. Or­de­ne strøm­mer ud af mun­den på svøm­me­ren, og det er

Li­ge efter, jeg hav­de få­et min me­dal­je, sagde jeg, at det er lidt an­tik­li­maks. For man får den, og man vil ba­re så ger­ne til­ba­ge til det øje­blik igen, hvor man slår ind, og jeg står så­dan her »åååå­hh« (la­ver gri­mas­se, red.).

ik­ke ba­re selv­føl­ge­lig­he­der. Det er umid­del­bar gla­e­de og mas­ser af tan­ker om, hvad der sker om­kring hen­de i de her ti­mer og da­ge. Hun ved, at hun skal ny­de det nu, for til­ba­ge i 2012 vend­te hun hjem til et an­tik­li­maks. Et lil­le hul. An­tik­li­maks »Li­ge efter, jeg hav­de få­et min me­dal­je, sagde jeg, at ’det er lidt an­tik­li­maks, men så al­li­ge­vel ik­ke’. For man får den, og man vil ba­re så ger­ne til­ba­ge til det øje­blik igen, hvor man slår ind, og jeg står så­dan her ’åååå­hh’ (la­ver gri­mas­se, red.). Li­ge nu er det på in­gen må­de et an­tik­li­maks. Jeg ved, at jeg har en mas­se for­an mig. Jeg ved, at det nok skal kom­me, når jeg kom­mer hjem, og jeg har for­be­redt mig på det,« si­ger Per­nil­le Blu­me. Gi­ver det her lyst til at fort­sa­et­te el­ler til at stop­pe på toppen?

»Det gi­ver helt klart lyst til at fort­sa­et­te. Jeg ta­en­ker, at jeg sgu da ik­ke kan stop­pe nu. Det må jeg ik­ke! Jeg ejer ik­ke en EM-ti­tel, jeg ejer ik­ke en VM-ti­tel, men jeg har til gen­ga­eld… en OL-guld­me­dal­je! Så må­ske det kun­ne va­e­re me­get fint li­ge at ud­vi­de min sam­ling lidt.« Sort tid Efter det må­ske sva­e­re­ste år i hen­des liv er Per­nil­le Blu­mes liv ’ba­re skønt li­ge nu,’ som hun si­ger. Hun står med to me­dal­jer om hal­sen i ste­gen­de sol i Rio. Hu­mø­ret sva­e­ver op­pe om­kring Kristus-fi­gu­ren el­ler Suk­ker­top­pen, men det har det ik­ke gjort al­tid.

For hun tog den pau­se, som al­le snak­ker så me­get om. Hun hav­de ik­ke lyst til at svøm­me. Hun hav­de lyst til at ka­ste op, når hun skul­le til tra­e­ning. Det blev for me­get. Og hun stop­pe­de.

»Jeg føl­te, at det var stress. Alt i krop­pen… man fø­ler sig syg på en må­de, der er sva­er at be­skri­ve. Jeg hav­de kon­stant tan­ker in­de i ho­ve­d­et, og jeg kun­ne ik­ke luk­ke ned for det. Der var ik­ke no­get tids­punkt, hvor jeg ba­re kun­ne slap­pe af. Jeg sov me­get og glem­te en mas­se ting. Jeg var ik­ke til ste­de. Det er tegn på stress,« si­ger Per­nil­le Blu­me.

»Jeg kom forbi det punkt ved at hol­de en pau­se og ik­ke skul­le til tra­e­ning. Al­le men­ne­sker kan bli­ve ramt af stress. Og­så eli­tesport­s­u­dø­ve­re. Det var nok det, jeg blev ramt af. Så er man nødt til at tra­ek­ke stik­ket og si­ge, at det okay at ta­ge tre må­ne­der, hvor man ik­ke er på. Og­så selv­om det er en sport, hvor man er af­ha­en­gig af si­ne re­sul­ta­ter. Jeg hav­de det på det tids­punkt så­dan, at hvis jeg kom med til Rio, vil­le det godt nok va­e­re stort. Kom­mer jeg med, er jeg ba­re med, og så skal jeg ny­de det. Det er det, der er op­le­vel­sen for mig.«

Men op­le­vel­sen blev lidt stør­re end det. Nej, ut­ro­lig me­get stør­re. Der kom­mer for al­tid til at stå Per­nil­le Blu­me ud for Dan­marks OL-guld­me­dal­je num­mer 43 no­gen­sin­de. Og det tak­ker hun ik­ke mindst sin mor for. Pia Blu­me har va­e­ret med til at ven­de det for sin 22-åri­ge dat­ter.

»Jeg brug­te min mor me­get. Hun er ud­ddan­net stres­sco­ach, så man kan si­ge, at hun er pro­fes­sio­nel. Det har va­e­ret sva­ert for hen­de bå­de at va­e­re mor, men sam­ti­dig bru­ge nog­le af hen­des stres­sco­ach-kom­pe­ten­cer. Men vi har haft en rig­tig god ba­lan­ce­gang. Der har og­så va­e­ret vo­res ska­en­de­ri­er, hvor jeg har va­e­ret sur på hen­de, for­di jeg ba­re ger­ne vil­le ha­ve, at hun var min mor. Men hun har va­e­ret der he­le vej­en igen­nem, og jeg har og­så snak­ket med Car­sten, som og­så er med til OL for Team Dan­mark, og som har fulgt mig he­le vej­en op til. Han har haft en ka­em­pe­stor ind­fly­del­se de sid­ste da­ge på, at det her er sket,« si­ger Per­nil­le Blu­me.

For min­dre end et halvt år si­den hav­de hun ik­ke lyst til at svøm­me. Hun kun­ne ik­ke sove, og krop­pen var fa­er­dig. Nu er hun guld­vin­der. Og krop­pen? Det er en helt ny fø­lel­se.

Man fø­ler sig syg på en må­de, der er sva­er at be­skri­ve. Jeg hav­de kon­stant tan­ker in­de i ho­ve­d­et, og jeg kun­ne ik­ke luk­ke ned for det. Der var ik­ke no­get tids­punkt, hvor jeg ba­re kun­ne slap­pe af Per­nil­le Blu­me

»Jeg fø­ler mig som en vulkan in­de­ni. Der sker rig­tig man­ge ting in­de i min krop. Så li­ge nu prø­ver jeg at kom­me lidt ned i gear, sa­et­te far­ten lidt ned og få lidt mad og va­e­ske ind. For de sid­ste 48 ti­mer har va­e­ret fuld­kom­men ube­skri­ve­li­ge og på et helt an­det ni­veau, end no­get an­det i mit liv har va­e­ret.

Per­nil­le Blu­me

LAES ME­RE I 1. SEKTION PÅ SI­DE 4-5

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.