Drengen, der ville vaere skuespiller

For to år siden – samme år som han fyldte 75 – kunne John Martinus fejre 60 års skuespillerjubilaeum. Men at han overhovedet blev skuespiller – en selvlaert af slagsen – skyldes ifølge flere venner ukuelig vilje.

Som dreng fik han svedere i skolen, fordi han ikke fulgte med i undervisningen. Den lille John Martinus ville hellere tegne cirkus- og revyplakater. Og når skolen i det københavnske Sydvest-kvarter, hvor han voksede op, havde elevforestilling, kunne man vaere sikker på, at John Martinus stod med på rollelisten, ligesom han i en alder af 12 år havde sin debut på de rigtige skrå braedder i selveste Cirkusrevyen, hvor han vandt en amatørkonkurrence. Stolede på sit talent En skuespilleruddannelse tog han aldrig. Han stolede på sit talent, valgte at laere faget skridt for skridt i bl.a. de berygtede og vovede ’Sengekantsfilm’ og biografhittet ’Olsen Banden i krig’ og en raekke andre populaere danske lystspil, ligesom landets revyer også fik glaede af hans talent helt fra de unge dage. Ikke mindst den berømte revy ’Rottefaelden’ i Svendborg, som John Martinus var en del af fra 1961.

Så kom ’Matador’. Og med den genkendeligheden på gaden.

På trods af det blev John Martinus aldrig én af dem, der kom med i den tunge ende af skuespiller-hierarkiet, og forblev ham, der på film og tv var henvist til bi-rollen som den lidt brovtende indebraendte karakter. Hvilket venner og kollegaer kalder ’skaebnen’.

»I branchen er der ingen, der er i tvivl om, hvad John stod for. Men han var ikke interessant for pressen som så mange andre, der drikker sig ihjel, eller bliver skilt. De får omtalen i pressen, dét skal der til for at blive en rigtig stjerne. Så det blev han aldrig,« som den mangeårige ven Stefan Fønns, søn af revykongen Volmer-Sørensen, udtrykker det.

Hvad der aldrig blev ham forundt i de helt store folkelige medier, som tv og film er, opnåede han dog på landets revy- og teaterscener, hvor han som helt ung havde set med fra sidelinjen, når datidens store stjerne Kjeld Petersen, som han var påklaeder for, fik taget til at lette på Folketeatret.

Og så var der det mangeårige samarbejde med vennen Dirch Passer, som han fik overtalt til at medvirke i Holstebro Revyen, et af karrierens mange højdepunkter.

Men inde under succeserne lurede også frustrationenen over ikke at kunne bruge talentet til fulde. Fordi efterspørgslen ikke var stor nok. Var klar med nyt revy-show Dét var én af grundene til, at John Martinus sammen med pianist og ven Michael Due havde sat en turné sammen, som skulle bringe dem rundt i hele landet, som rejsende i revyperler.

Forberedelserne til showet – som skulle have haft premiere om få uger – fyldte John Martinus’ sidste dage. Sammen med de daglige gåture rundt om Lyngby sø med sin elskede hund.