’En af 100 tå­rer er skuf­fel­se’

Ka­mil­la Ryt­ter Juhl og Chri­stin­na Pe­der­sen må nø­jes med OL-sølv ef­ter ne­der­lag i en dra­ma­tisk fi­na­le, men gla­e­den over­går skuf­fel­sen hos den tra­et­te duo

BT - - OL I RIO - LI­GE VED OG NA­E­STEN Søren Paa­ske | spa@sporten.dk

Tå­rer­ne tril­le­de ned ad kin­der­ne på Ka­mil­la Ryt­ter Juhl og Chri­stin­na Pe­der­sen, da kron­prins Fre­de­rik i går ef­ter­mid­dag bra­si­li­ansk tid ha­eng­te sølv­me­dal­jer­ne om hal­sen på de to dan­ske da­medoub­le­spil­le­re.

Det var ty­de­lig­vis over­va­el­den­de for det dan­ske par at stå der på po­di­ets na­est­hø­je­ste trin. Arm i arm. De ska­e­ve­de da med de­res blan­ke øj­ne over til ja­pan­ske Matsu­to­mo og Ta­ka­has­hi, de ny­kå­re­de olym­pi­ske me­stre, som og­så er num­mer et på ver­dens­rang­li­sten. Det var så ta­et på, at Ryt­ter Juhl og Pe­der­sen hav­de le­ve­ret over­ra­skel­sen. Og kun­ne ha­ve stå­et der i ste­det. Øverst på me­dal­jeskam­len. For­an med 19-16 i tred­je og af­gø­ren­de sa­et lig­ne­de det dansk tri­umf.

Men fem ja­pan­ske po­int vend­te fuld­sta­en­dig bil­le­det og af­gjor­de det vil­de­ste fjer­dra­ma ind­til vi­de­re ved det­te OL med en sejr på 18-21, 21-9 og 21-19.

Der­for var de dan­ske tå­rer selv­føl­ge­lig et ud­tryk for skuf­fel­se og fru­stra­tio­ner. Men det var iføl­ge Ka­mil­la Ryt­ter Juhl – som med et me­get tomt blik lig­ne­de den mest med­ta­ge­de af de to spil­le­re – i langt hø­je­re grad et ud­tryk for gla­e­de og stolt­hed. Og tra­et­hed. Men trods alt mest gla­e­de.

»Vi er fuld­sta­en­dig smadre­de li­ge nu. Det er den hår­de­ste kamp, vi no­gen­sin­de har spil­let. Bå­de fy­sisk selv­føl­ge­lig. men og­så i ho­ve­d­et. Der er man­ge ting, der fly­ver rundt. Vi er fuld­sta­en­dig ek­stremt stol­te af den her me­dal­je, som vi jo fø­ler, vi har vun­det. Men det er klart, at når vi kun er to po­int fra at ta­ge den an­den flot­te me­dal­je, er man selv­føl­ge­lig og­så skuf­fet. Al­le tå­rer­ne er pri­ma­ert gla­e­de­stå­rer. For­di vi er så gla­de og stol­te. Og så er der li­ge én ud af 100 tå­rer , der er skuf­fel­se, og må­ske den an­den ud af 100, der er ren og ska­er tra­et­hed,« si­ger Ka­mil­la Ryt­ter Juhl, mens mak­ke­ren Chri­stin­na Pe­der­sen sup­ple­rer:

»Vi er så tra­et­te, da den sid­ste bold er spil­let. Ka­mil­la si­ger til mig: ’Jeg har al­drig va­e­ret så tra­et og ud­mat­tet før’. Det er, som om det he­le snur­rer, da vi er fa­er­di­ge, og det he­le er ba­re sy­ret til. Vi kan na­e­sten ik­ke ha­en­ge sam­men. Det var og­så lidt et suc­ceskri­te­ri­um for os, for vi vid­ste på for­hånd, at vi skul­le helt der­ud for at slå de to ja­pa­ne­re. De sid­ste tre kam­pe her har va­e­ret lan­ge kam­pe, og jeg fø­ler, at den her er den hår­de­ste. Vi er fuld­sta­en­dig ud­mat­te­de og selv­føl­ge­lig ae­r­ger­li­ge over, at den (sej­ren, red.) smut­te­de fra os så­dan her,« si­ger Chri­stin­na Pe­der­sen og knip­ser med fin­gre­ne, mens kam­pens sid­ste fem bol­de i ho­ve­d­et sta­dig kør­te rundt i ho­ve­d­et på hen­de. Mang­le­de held til sidst »Hvis der no­gen­sin­de var et tids­punkt, hvor jeg øn­ske­de at va­e­re hel­dig, var det i slut­nin­gen af kam­pen. Hvis vi ba­re hav­de få­et et en­kelt po­int …,« si­ger hun, før Ka­mil­la Ryt­ter Juhl over­ta­ger:

»Jeg sy­nes ik­ke, det er så­dan, at vi la­ver nog­le hur­ti­ge brø­ler-fejl mod slut­nin­gen. Gør vi det, vil­le det va­e­re bit­tert og så hav­de vi ae­r­gret os end­nu me­re. Men jeg har for­nem­mel­sen af, at på 19-19 er det ik­ke, for­di vi spil­ler tor­ske­dumt,« si­ger den ene halv­del af den duo, der har sik­ret det bed­ste dan­ske OL-re­sul­tat no­gen­sin­de i den ra­ek­ke.

Del­ta­gel­sen i OL-fi­na­len kom­me et år ef­ter, at de to spil­le­re nå­e­de de­res da­va­e­ren­de høj­de­punkt med et VM-sølv. Men mod­sat sid­ste års guld­kamp er de to dan­ske­re den­ne gang til­fred­se med de­res ind­sats.

»Vi kig­ge­de hin­an­den i øj­ne­ne in­den den her kamp og lo­ve­de, at vi vil­le gi­ve alt. Vi var må­ske lidt for til­fred­se, da vi spil­le­de os i VM­fi­na­len sid­ste år, hvor vi og­så tab­te, og det har vi va­e­ret ae­r­ger­li­ge over. Der­for kig­ge­de vi Ken­neth (Ken­neth Jo­nas­sen, as­si­ste­ren­de land­stra­e­ner, red.) i øj­ne­ne og lo­ve­de, at så­dan skul­le det ik­ke va­e­re den­ne gang. Jeg får helt gå­se­hud, når jeg snak­ker om det. Og det blev det hel­ler ik­ke. Vi gjor­de alt, hvad vi kun­ne. Vi har og­så li­ge få­et ver­dens stør­ste kram­mer af Ken­neth og Lars (Lars Uhre, land­stra­e­ner, red.) her­u­de bag­ved. De er så stol­te, og det gør os helt vildt stol­te, at de er det,« si­ger Chri­stin­na Pe­der­sen og til­fø­jer:

»Men … Det er to po­int. Sport er brutalt, og det er det det va­er­ste, der kan ske med bad­min­to­nøj­ne. Det er at ta­be med to po­int i tred­je sa­et.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.