Tå­rer af sølv, da Em­ma hil­ste på mor

BT - - OL I RIO -

TRI­UMF Der kun­ne jeg godt ma­er­ke, at jeg blev sinds­sygt ked af det – el­ler gla­e­de­stå­rer var det jo. De støt­ter mig, de ser mig og ta­ger fri fra ar­bej­de for at kun­ne se mig. Det er sinds­sygt fedt,« sag­de Em­ma Aa­strand Jør­gen­sen med det helt sto­re smil.

Hun kun­ne na­er­mest ik­ke va­e­re i sig selv. Em­ma Aa­strand Jør­gen­sen hop­pe­de op på me­dal­jepo­di­et, og så gik hun ud til den lil­le fa­mi­li­a­e­re fanska­re. Her fik hun sin mor at se på søste­rens telefon. Og så be­gynd­te tå­rer­ne at tril­le.

»Jeg tror ik­ke, at min mor sag­de så me­get. Jeg tror mest, at hun gra­ed. Jeg kun­ne ik­ke hø­re det, for der var en mas­se ju­bel. Men hun hav­de og­så ba­re gla­e­de­stå­rer. Hun sag­de: ’Ne­e­ej, he­e­ej og åååå­hh!’,« si­ger Em­ma Aa­strand Jør­gen­sen. Tur­de ik­ke tro på det Det var ef­ter lø­bet og ef­ter me­dal­je­ce­re­mo­ni­en. Da det i hvert fald var helt sik­kert, at Em­ma Aa­strand Jør­gen­sen blev num­mer to. Det var hun slet ik­ke sik­ker på ef­ter si­ne 500 me­ter i ka­jak­ken. Vin­de­ren var på plads. Un­gar­ske Da­nu­ta Kozak var et godt styk­ke for­an. Men se­kun­der­ne var lan­ge, fra ka­jak­ker­ne hav­de pas­se­ret mål­stre­gen, til re­sul­ta­tet kom op på tav­len. Jeg tror ik­ke, at min mor sag­de så me­get. Jeg tror mest, at hun gra­ed. Jeg kun­ne ik­ke hø­re det, for der var en mas­se ju­bel. Men hun hav­de og­så ba­re gla­e­de­stå­rer

»Først ta­enk­te jeg øv, selv­om jeg ik­ke vid­ste, hvor­dan num­mer to til ot­te end­te. Jeg syn­tes selv, jeg hav­de et godt løb, og jeg kig­ge­de ba­re ned i min båd og ta­enk­te, at nu må det bed­ste ba­re ske. Det var syv ka­nongo­de ro­e­re, jeg var op­pe imod. Da jeg kig­ge­de op på ska­er­men og så, at jeg stod som num­mer to, tro­e­de jeg ik­ke helt på det, for­di det nog­le gan­ge er uof­fi­ci­elt. Jeg ta­enk­te ba­re, ’at det her kan ik­ke va­e­re rig­tigt’. Så ro­e­de jeg stil­le og ro­ligt ind til bro­en, og jeg blev ved med at stå som num­mer to på ska­er­men. Jeg gik hen og spurg­te Lisa, der blev num­mer tre: ’Er det her det rig­ti­ge?’ For jeg hav­de det så­dan, at ’det ved jeg sgu ik­ke helt, om jeg tror på.’ Men det var det så. Det er jo helt vildt!,« si­ger Em­ma Aa­strand Jør­gen­sen.

Ja, den var god nok. Em­ma Aa­strand Jør­gen­sen hav­de vun­det sølv. Dan­marks 11. me­dal­je ved det­te OL.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.