De voks­ne børn ud’

BT - - KENDER DU DET? -

Så er som­mer­fe­ri­en for­bi for lan­dets gym­na­sie­e­le­ver. Og hold da ka­eft hvor er vi fora­el­dre gla­de for det. For der fin­des ik­ke no­get me­re gal­de­frem­kal­den­de end at kom­me hjem fra ar­bej­de og fin­de 5-6 voks­ne men­ne­sker i ens so­fa. Mens alt fly­der, kø­le­ska­bet er tømt, og man får den kla­re op­fat­tel­se, at det er pa­ent ir­ri­te­ren­de, at man kom­mer og øde­la­eg­ger hyg­gen. Mod­stra­e­ben­de rej­ser de sig og går ind på va­e­rel­set, så de ik­ke ’er i vej­en’. Men de me­ner dog ik­ke, at de­res tom­me chipspo­ser, brug­te glas og pizza­bak­ker kan va­e­re i vej­en – så dem la­der de stå. Jeg har man­ge ven­ner med børn, der går i gym­na­si­et. Og oven­na­evn­te sce­na­rie er fak­tisk et af ’de hyg­ge­li­ge’. Et af de me­re blod­tryks­for­hø­jen­de er klas­si­ke­ren: ’Hvor­for har I holdt fest, når jeg hav­de sagt nej? Og HVEM HEL­VE­DE har so­vet i MIN seng?’ Spørgs­mål, der som re­gel bli­ver mødt af be­na­eg­tel­ser, som kun la­der sig om­ven­de af kla­re be­vi­ser – så­som bra­en­de­ma­er­ker i møb­ler­ne og brug­te kon­do­mer i fo­den­den. De ’børn’, jeg ken­der, er ik­ke ’or­kan­ram­te’. Det er gan­ske al­min­de­li­ge un­ger med en gan­ske al­min­de­lig op­va­ekst. Al­li­ge­vel sy­nes de selv, at det her er gan­ske nor­mal ad­fa­erd. Men det skal sim­pelt­hen stop­pe. NU. Hør her, un­ger: Det er ik­ke nor­mal ad­fa­erd. I er ik­ke børn. I SKAL ik­ke bo hjem­me. Vo­res børn skal fat­te, at når de er fyldt 18, så er de voks­ne. Hvis man bli­ver bo­en­de i si­ne fora­el­dres hjem, er man en af de voks­ne. Det be­ty­der, at man ta­ger li­ge del i hus­hold­nin­gen – op­vask, gulvvask, o.s.v. OG at man be­ta­ler hus­le­je. »Ja­men, jeg får så lidt i SU.« »Så få et job. Hvis du bo­e­de et an­det sted, skul­le du og­så be­ta­le hus­le­je.« Voks­ne hjem­me­bo­en­de børn er pis­se for­va­en­te. De ta­ger for gi­vet, at de må bo hjem­me. Og de ta­ger for gi­vet, at så la­en­ge de bor hjem­me, er de ’bør­ne­ne’. Men hvis vi skal kun­ne hol­de ud at bo sam­men med dem uden at op­fat­te dem som lud­d­ov­ne snyl­te­re, så er der én klar re­gel: ’I bor her på sam­me pra­e­mis­ser som al­le an­dre le­je­re.’ Det be­ty­der: At der er fa­el­les plig­ter. At der er fa­el­les­rum, som man de­ler, og som skal stå re­ne og pa­e­ne, når I for­la­der dem. At I be­ta­ler je­res reg­nin­ger til ti­den. Og at I la­ver je­res plig­ter – uden at sur­mu­le. (Husk: I bor her bil­ligt, for­di I er un­der ud­dan­nel­se. Der­for er en del af je­res plig­ter – at stu­de­re). Ud over de fy­si­ske plig­ter er der an­sva­ret for at ska­be en god stem­ning i hjem­met. Er der er no­get, som I er util­fred­se med, så tag an­svar for at få talt om det. Hvis an­dre i hus­stan­den har det sva­ert, så ud­vis ek­stra om­sorg – tag en buket blom­ster med hjem, lav no­get sup­pe el­ler vis på an­den må­de in­ter­es­se og for­stå­el­se for dem, I bor sam­men med. Og­så selv­om de ik­ke li­ge til­hø­rer je­res egen ge­ne­ra­tion. Vi voks­ne har va­e­ret så ge­ne­rø­se med vo­res om­sorg. At vo­res un­ger glem­mer, at om­sorg og an­svar og­så er no­get, de kan stå for. Ka­e­re fora­el­dre. Hvis je­res voks­ne børn gør det uli­de­ligt at va­e­re i je­res eget hjem. Hvis de ik­ke har ta­enkt sig at in­d­ord­ne sig un­der hus­reg­ler­ne, så smid dem ud. Uan­set hvor hårdt det fø­les, og på hvor bar bund un­ger­ne står. Så er det ka­er­lig­ste at smi­de dem ud og la­de dem ta­ge an­svar. For de SKAL la­e­re det, og det er vo­res pligt at la­e­rer dem lek­tien. Til voks­ne hjem­me­bo­en­de børn: Kom nu. Tag jer fuck­ing sam­men. Tag an­svar for at hjem­met er et rart sted at va­e­re – for al­le.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.