’Lis var det spejl, jeg al­tid har ledt ef­ter’

He­le sit liv har Ali­ce Søvn­dal va­e­ret vred på den kvin­de, der som ung bortadop­te­re­de hen­de. Først som 51-årig hav­de hun mo­det til at mø­de sin bi­o­lo­gi­ske mor. Da hun hør­te Lis’ stem­me for­svandt vre­den

BT - - MODE -

btwe­e­kend@bt.dk Foto Ni­ko­lai Li­na­res

Ali­ce Søvn­dal har al­drig haft lyst til at mø­de sin bi­o­lo­gi­ske mor. I man­ge år har hun kun haft un­dren og skuf­fel­se ti­l­overs for den kvin­de, der som 22-årig valg­te at bortadop­te­re hen­de. Al­li­ge­vel rin­ge­de en me­get nervøs Ali­ce Søvn­dal den­ne vin­ter til den mor, hun al­drig har kendt. »Jeg står her og ryster. Må jeg stil­le dig en mas­se spørgs­mål,« spurg­te hun. »Ja, selv­føl­ge­lig,« lød det i den an­den en­de. »Jeg hå­ber ik­ke, du bli­ver cho­ke­ret over, hvad jeg vil spør­ge dig om. Men har jeg no­gen sø­sken­de?« »Ja, jeg er gift og har en søn.« »Okay, så jeg har en halv­bror. Hvad ske­te der egent­ligt den­gang, si­den du bortadop­te­re­de mig?« »Jeg blev mis­brugt.« »Det var da skra­ek­ke­ligt. Kun­ne du ta­en­ke dig at mø­de mig?« »Ja.« Så snart Ali­ce Søvn­dal hør­te stem­men i den an­den en­de, faldt tin­ge­ne på plads in­de i hen­de. Stem­men var ha­es li­ge­som hen­des egen, men ae­l­dre. 22 år helt pra­e­cis.

Vre­de og spørgs­mål

Ali­ce Søvn­dal har al­tid vidst, at hun var adop­te­ret. »Jeg fandt ud af det, da nog­le børn i sko­len kald­te mig hore­un­ge. Jeg gik hjem og spurg­te, hvad det be­tød, og mi­ne fora­el­dre for­tal­te – hvad de hav­de for­talt mig tid­li­ge­re, men som jeg hav­de glemt – at jeg var adop­te­ret.« Selv­om det er man­ge år si­den, og selv­om adop­tio­nen var lyk­ke­lig, så har hun i man­ge år bå­ret på en vre­de over, at hun blev af­vist af den kvin­de, som bar hen­de i ma­ven i ni må­ne­der. Vre­den send­te hen­de som te­e­na­ger på jagt i sin fars pa­pi­rer. Hun fandt si­ne adop­tions­pa­pi­rer med sin bi­o­lo­gi­ske mors navn, Lis Bo­dil Jen­sen, men der var in­gen for­kla­ring på, hvor­for hun skul­le bortadop­te­res. Fra den dag un­dre­de Ali­ce Søvn­dal sig over, hvor­for en frem­med kvin­de en­gang hav­de gi­vet hen­de fra sig. Hvor­for vil­le hun ik­ke ha­ve hen­de? For­kla­rin­gen fik hun først den vin­ter­dag i år. »Jeg hav­de gen­nem la­en­ge­re tid va­e­ret med i en Fa­ce­book­grup­pe for dan­ske adop­te­re­de. På et tids­punkt søg­te DR nog­le, der vil­le stå frem og forta­el­le om at va­e­re adop­te­ret. Jeg meld­te mig med det sam­me.« DR fo­re­slog at hja­el­pe hen­de med at fin­de den mor, der hav­de gi­vet hen­de va­ek i sin tid – og la­ve et tv-pro­gram om det. Der er fle­re grunde til, at Ali­ce Søvn­dal al­drig selv hav­de op­søgt sin bi­o­lo­gi­ske mor. Først og frem­mest var hun sim­pelt­hen ban­ge for at bli­ve af­vist af den kvin­de, der én gang hav­de gi­vet hen­de va­ek. »Der­u­d­over bad mi­ne fora­el­dre mig di­rek­te om at la­de va­e­re. Jeg tror, de var ban­ge for at mi­ste mig. De var ban­ge for, at bi­o­lo­gi­en vil­le be­ty­de me­re, end de hav­de lyst til,« si­ger Ali­ce Søvn­dal. Det skul­le fora­el­dre­ne nu ik­ke fryg­te, for Ali­ce Søvn­dal kom­mer fra et ka­er­ligt adop­tiv­hjem, og er, som hun selv si­ger: ’Ble­vet for­ka­e­let i ho­ved og røv’. Fora­el­dre­ne var in­dre­mis­sions­ke og drev en køb­mands­for­ret­ning. Ali­ce var ene­barn, og fora­el­dre­ne ka­em­pe­de for at hol­de de­res op­rør­ske og vil­de dat­ter på Guds vej. For Ali­ce kla­tre­de i tra­e­er og la­ve­de bal­le­de, så hun skam­mer sig i dag. »Der var man­ge kon­flik­ter. For når mi­ne fora­el­dre sag­de nej, gjor­de jeg al­li­ge­vel det, jeg vil­le. Jeg holdt fe­ster og stjal øl fra mi­ne fora­el­dres bu­tik. Når jeg sag­de, jeg gik i KFUK, gik jeg til fest i ung­dom­s­klub­ben. I en pe­ri­o­de for­søg­te jeg at ta­ge det krist­ne ind og gå til mø­der i KFUK for at gø­re mor og far gla­de, men det gik slet ik­ke. Al­le for­bud­de­ne pas­se­de mig ba­re ik­ke,« si­ger hun.

På jagt ef­ter mor

I 2005 dø­de Ali­ce Søvn­dals adop­tiv­far. Der­ef­ter vend­te tan­ker­ne om at fin­de sin bi­o­lo­gi­ske mor til­ba­ge. »Jeg be­gynd­te at sø­ge i kir­kebø­ger ef­ter min mor. Jeg fandt op­lys­nin­ger om hen­des kon­fir­ma­tion og no­get, der skul­le vi­se sig at va­e­re en gam­mel adres­se.« Al­li­ge­vel gjor­de hun in­tet – bl.a. for­di hun hav­de lo­vet sin adop­tiv­mor at la­de va­e­re. »I 2013 dø­de min mor, men den­gang var jeg ik­ke klar til at op­sø­ge min bi­o­lo­gi­ske mor. Jeg tur­de sgu ik­ke, men gik med fryg­ten for at bli­ve af­vist. Til sidst tog til­ret­tela­eg­ge­ren fra DR af­fa­e­re og kon­tak­te­de min bi­o­lo­gi­ske mor bag min ryg. Jeg hav­de nok al­drig ta­get mig sam­men, hvis hun ik­ke hav­de gjort det,« si­ger Ali­ce Søvn­dal med et grin.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.