ENDELIG!

Det skul­le ta­ge mig ot­te for­søg at fin­de en at­le­tik­di­sci­plin, hvor jeg kun­ne pra­este­re no­gen­lun­de ac­cep­ta­belt. Høj­despring blev ven­de­punk­tet, hvor der og­så i nat ud­de­les guld­me­dal­jer i Rio for kvin­der­ne

BT - - NYHEDER -

Kug­le­stød. La­eng­despring. 100 me­ter. Trespring. Ha­ek­ke­løb. Spy­d­kast. Ham­mer­kast. Jeg har snart be­gi­vet mig ud i samt­li­ge at­le­tik­di­sci­pli­ner, men har end­nu haft til go­de at for­la­de Øster­bro Sta­dion med op­rejst pan­de.

‘Man skal ik­ke sa­el­ge skin­det, før bjør­nen er skudt’, forta­el­ler et gam­melt ord­s­prog. Der­for holdt jeg og­så fast i tro­en på, at jeg før el­ler si­den måt­te kun­ne fin­de min me­ti­er in­den for at­le­tik­ken. Tå­l­mo­dig­he­den gav po­te, for nu blev det da­gen, hvor jeg endelig fik ros for mi­ne pra­e­sta­tio­ner på at­le­tik­ba­nen, da jeg gav mig i kast med høj­despring.

Den før­ste rig­ti­ge høj­desprings­kon­kur­ren­ce blev an­gi­ve­ligt af­holdt i Skot­land i 1800-tal­let. Hi­sto­risk set er det dog me­re in­ter­es­sant at se på den tek­ni­ske ud­vik­ling, som di­sci­pli­nen har gen­nem­gå­et. Ind­til 1968 hav­de høj­despring va­e­ret do­mi­ne­ret af fle­re for­skel­li­ge tek­nik­ker, der al­le hav­de én ting til­fa­el­les: sprin­get fo­re­gik med front til over­lig­ge­ren.

’The Fos­bury fl­op’

Det var alt­så nor­ma­len, ind­til en mand ved navn Di­ck Fos­bury ryste­de at­le­tik­ver­de­nen til OL i 1968, der blev af­holdt i Me­xi­co. Her kom ame­ri­ka­ne­ren ind i høj­desprings­kon­kur­ren­cen og prak­ti­se­re­de et spring, hvor han hop­pe­de med ryg­gen til over­lig­ge­ren. Det hav­de man ik­ke set før, men det vir­ke­de, og han vandt OL-gul­det med et spring på 2,24. Tek­nik­ken blev se­ne­re navn­gi­vet ‘the Fos­bury Fl­op’.

I dag er ver­dens­re­kor­den på 2,45 for ma­end, der blev sat af cu­ban­ske Javi­er So­to­may­or i 1993. Hos kvin­der­ne er Stef­ka Kosta­di­nova in­de­ha­ver af ver­dens­re­kor­den med et spring på 2,09, der blev sat i 2009. Beg­ge re­kor­der er sat med Fos­burys tek­nik.

Det var selv­føl­ge­lig og­så den tek­nik, som jeg prø­ve­de at prak­ti­se­re, da jeg i dag stod over­for den hø­je over­lig­ger. Med mi­ne to me­ter er jeg selv i den hø­je en­de, men jeg hav­de på for­hånd for­ven­tet, at det var ka­ste­di­sci­pli­ner­ne, som jeg kun­ne im­po­ne­re i. Kug­le­stød, spy­d­kast, ham­mer­kast. Jeg har va­e­ret skan­da­løst rin­ge i al­le tre, så nu var høj­desprin­get sid­ste mu­lig­hed.

Lan­ding gør ondt

Der­for var jeg og­så stål­sat på at pra­este­re! Jeg sat­te mig et mål på 1,25, da det net­op var over halv­de­len af den ver­dens­re­kord på 2,45, som Javi­er So­to­may­or ejer. De tek­ni­ske des­si­ner blev gi­vet af at­le­tik­tra­e­ner Mar­tin Stensvig, der her hav­de til op­ga­ve at for­me frem­ti­dens høj­desprin­ger. De før­ste for­søg er ik­ke va­erd at skri­ve hjem om. Det fø­les gan­ske en­kelt ik­ke na­tur­ligt at sprin­ge bag­la­ens, så det kra­e­ve­de lidt til­vaen­ning. Men da først tek­nik­ken sad i ska­bet, gik det hur­tigt.

Først blev over­lig­ge­ren sat til 1,00 me­ter. Bar­nemad! Der var mas­ser af luft mel­lem over­lig­ge­ren og un­der­teg­ne­de. Der­na­est 1,10 og 1,20. Over i før­ste for­søg. Mar­tin Stensvig var im­po­ne­ret: »Har du gå­et til ba­sket­ball,« spurg­te han. Det var umu­ligt ik­ke at hø­ste lidt selv­til­lid ef­ter den kom­men­tar, men jeg hold­te fo­kus!

Min tek­nik blev for­bed­ret spring for spring. Først ar­bej­de­de vi på mit til­løb. Her lø­ber man i en stor kur­ve mod madras­sen, hvor man en­der med si­den til over­lig­ge­ren. Når man be­fin­der sig cir­ka en me­ter for­an madras­sen, fo­re­ta­ger man sit spring. Her hand­ler det om at få det bed­ste af­sa­et og sam­ti­dig fast­hol­de krop­pen i en bø­jet po­si­tion, så man kan slan­ge sig over. Det var isa­er et pro­blem for mig at få be­ne­ne med over og ret­te min ryg, så det ar­bej­de­de vi på. Selv­om jeg end­te med at få lidt ondt i ryg­gen af at lan­de på madras­sen med en helt spa­endt ryg, så for­bed­re­de det mi­ne hop.

Ef­ter 1,20 me­ter løf­te­de vi over­lig­ge­ren fem cen­ti­me­ter for hvert spring. Ef­ter et par flot­te spring, hev jeg stan­gen ned ved 1,45, og jeg var søn­der­knust. Som en en­gel sendt fra him­len gjor­de Mar­tin Stensvig mig dog hel­dig­vis op­ma­er­k­som på, at at­le­ter­ne jo nor­malt har tre for­søg pr. høj­de.

Fan­ta­stisk fø­lel­se

Jeg fik ta­get tri­ko­ten på igen, som jeg i af­magt hav­de re­vet af ef­ter det fa­ta­le spring, og jeg var klar til at slet­te al­le spor af skuf­fel­se. Til­lø­bet var ele­gant, og jeg sat­te af med en flot ti­m­ing. Med ryg­gen til slan­ge­de jeg mig over over­lig­ge­ren til stor be­un­dring hos de fi­re til­sku­e­re, der sad på Øster­bro Sta­dion.

1,45 me­ter var kun for­tid nu. Jeg hav­de va­e­ret op­pe over. Selv­til­li­den råb­te på 1,50, men jeg rev ned i al­le tre for­søg. Jeg fik dog ro­sen­de ord med på vej­en af en im­po­ne­ret Mar­tin Stensvig, der kon­sta­te­re­de, at: »det kan du da godt fin­de ud af!«.

Det var før­ste gang, jeg hav­de få­et det at vi­de. Ved de ot­te re­ste­ren­de di­sci­pli­ner var mi­ne tra­e­ne­re for­ble­vet tav­se, da jeg hav­de pra­este­ret un­der ni­veau. Fan­ta­stisk fø­lel­se!

I mor­gen er det tid til at sam­le op og vur­de­re, hvor sva­e­re di­sci­pli­ner­ne rent fak­tisk var!

FOTO: REU­TERS

Sko:

Over­lig­ger: 1,4 Se­ba­sti

Let, la­vet af fi­berg­las, 4 me­ter lang

Sko­en til den fod, som du sa­et­ter af på, har en høj ha­el ind­byg­get, så den støt­ter

Til­løb:

Ti skridt langt kur­vet til­løb fra en af si­der­ne Ales­sia Trost fra Ita­li­en, i kva­li­fi­ka­tions­run­den i Rio.

Se­ba­sti­an Bjer­ring Jen­sen | sebj@bt.dk Bax Lind­hardt | foto

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.