Gra­esk ø-per­le

Den gra­e­ske ø It­ha­ka, der er ny på den dan­ske char­ter­him­mel, by­der sig til med frisk fro­dig­hed, le­ven­de hi­sto­rie og mas­ser af uspo­le­ret char­me

BT - - REJSER - GRAEKENLAND Tekst og fo­to: Ole Ox­gren | rejser@bt.dk

I Det Gra­e­ske Øhav strå­ler sag­noms­pund­ne It­ha­ka om kap med solen

Det tog den gra­e­ske sagn­kon­ge Odys­seus – ham, der er kendt fra Ho­mers pragt­ful­de forta­el­lin­ger – na­e­sten ti år at fin­de til­ba­ge til sin gra­e­ske hjem­stavn, It­ha­ka, og hans la­engsels­fuldt ven­ten­de hu­stru, Pe­ne­l­ope.

I dag ta­ger tu­ren for os for­va­en­te char­ter­turi­ster ba­re godt tre ti­mer fra lan­din­gen i den lil­le og no­get slid­te tid­li­ge­re mi­li­ta­er­luft­havn Pre­ve­sa, på det gra­e­ske fast­land, til vi la­eg­ger til land ved Odys­seus’ tid­li­ge­re ø.

Vi er lan­det i de tid­li­ge for­mid­dagsti­mer og net­op ste­get om bord på den lil­le fa­er­ge, der skal sej­le os det sid­ste styk­ke ud til den na­est­mind­ste af De Io­ni­ske Øer: It­ha­ka. De fle­ste har for­modent­lig hørt om den lil­le ø på et el­ler an­det tids­punkt i de­res sko­le­tid, men de fa­er­re­ste har op­le­vet den på na­ert hold. Og sja­el­dent har den of­test lidt småke­de­li­ge trans­fer­tid fra luft­havn til fe­ri­e­sted va­e­ret skøn­ne­re end her i det ve­st­gra­e­ske øri­ge, hvor It­ha­ka me­get vel kan gå hen og bli­ve ny dan­sker-fa­vo­rit blandt de syv øer – og­så kal­det de syv sø­stre – hvoraf Kor­fu nok er den bedst kend­te.

So­lens strå­ler slår smut på bøl­ge­top­pe­ne, da gu­i­der­ne fra Fol­ke­fe­rie sa­et­ter sce­nen til det tra­di­tio­nel­le in­for­ma­tions­mø­de af al­le ste­der midt i rum sø. Umid­del­bart er det ik­ke helt nemt at hi­ve os va­ek fra ra­e­lin­gen og den skøn­ne ud­sigt, til gen­ga­eld er de us­a­ed­van­li­ge ram­mer net­op så even­tyr­li­ge, at vi al­le når at fo­rel­ske os bå­de i It­ha­ka, li­ge­som Pe­ne­l­ope og Odys­seus gjor­de, end­nu in­den gu­i­der­ne Linda og Lud­vig er nå­et helt gen­nem de­res forta­el­ling og de man­ge prak­ti­ske be­ske­der, et så­dant in­for­ma­tions­mø­de og­så in­de­hol­der.

Et strejf af Ve­ne­dig

Da vi får land­ken­ding, og It­ha­kas bjer­ge be­gyn­der at rej­se sig af ha­vet, stop­per snak­ken. Op­ma­er­k­som­he­den ska­er­pes om de gol­de top­pe, der er om­kran­set af grøn fro­dig­hed, og det sid­ste styk­ke ind gen­nem en af ver­dens stør­ste na­tur­li­ge hav­ne til Vat­hi, der er ho­ved­by­en, er in­tet min­dre end magisk. Det sid­ste styk­ke ind til Mo­lo-bug­tens bund be­gyn­der de pa­stel­far­ve­de hu­se i ve­ne­ti­ansk byg­ge­stil at duk­ke op, in­den de fle­ste hu­se in­derst ved hav­nen rejser sig som en kol­o­ri­stisk halv­bue langs van­det. Vo­res lil­le fa­er­ge la­eg­ger til ved en end­nu min­dre mo­le, og vel i land be­hø­ver vi hver­ken bus el­ler taxa til at frag­te os til vo­res ho­tel.

Al­le­re­de på før­ste­da­gen af vo­res ugelan­ge op­hold fin­der vi ud af, at It­ha­ka fak­tisk ev­ner at le­ve op til salgs­bro­chu­rer­nes el­lers sja­el­dent gyl­di­ge slo­gans om uspo­le­ret gra­esk ø-idyl. Til­ba­gela­e­net, na­e­sten lidt søv­nig, kan øen, der er på stør­rel­se med Sam­sø, vir­ke. Det er da og­så nog­le da­ge si­den, der for al­vor var gang i den … Ja, helt til­ba­ge til 1600 til 1100 f.Kr., hvor It­ha­ka var ho­ve­d­ø­en i Det Io­ni­ske Hav og reg­ne­des for en af de magt­ful­de sta­ter. Øens se­ne­ste blom­strings­tid var i 1500-1700-tal­let, da De Io­ni­ske Øer var un­der ve­ne­ti­ansk ind­fly­del­se, og en ny ae­ra er må­ske på vej med char­ter­turi­ster­nes ind­t­og.

Med åb­ne ar­me

Vi bli­ver i hvert fald ta­get imod med åb­ne ar­me og fin­der hur­tigt ud af, at øens ind­byg­ge­re er lyk­ke­li­ge for dan­ske ga­e­ster, men og­så en smu­le forun­dre­de … For sik­ke da et ak­ti­vi­tets­ni­veau, vi la­eg­ger for da­gen. En sol­stol og må­ske en sol­hat og et glas gyl­den ret­si­na gør det ik­ke ale­ne: De dan­ske ga­e­ster har travlt med at ud­for­ske øen på kryds og tva­ers. Vi vil ud at van­dre og cyk­le og ta­ger i rigt mål på or­ga­ni­se­re­de ud­flug­ter, og vi op­fø­rer os i det he­le ta­get me­get an­der­le­des end de turi­ster, der nor­malt be­sø­ger øen, nem­lig gra­e­ker­ne og ita­li­e­ner­ne, der jo kan det der med la dol­ce vi­ta. Nok er vi og­så til det sø­de liv, og uden at tram­pe rundt i gra­esk ga­eldskri­se og mang­len­de lyst til at be­ta­le skat så ken­der vi jo til gen­ga­eld og­så til det med at yde, før vi kan ny­de. Så selv­føl­ge­lig hal­ser vi rundt i den gra­e­ske som­mer­var­me og op og ned ad stø­ve­de bjergsti­er, før vi med rysten­de knae tør la­de os kø­le ned med et glas ouzo og et stort glas af det go­de lo­ka­le øl.

I maj kom nog­le af de før­ste dan­ske turi­ster til It­ha­ka, da Fol­ke­fe­rie og Aar­hus Char­ter åb­ne­de den nye desti­na­tion. Ja, må­ske kun godt og vel de før­ste, for en­kel­te dan­ske­re har jo nok tid­li­ge­re fun­det vej på egen hånd. Men dansk-ame­ri­ka­ne­ren Linda la Cour, der har haft hus på øen i en snes år, har ik­ke tid­li­ge­re mødt dan­ske turi­ster og er lyk­ke­lig for, at hen­des gra­e­ske pa­ra­dis nu er ble­vet op­da­get af den dan­ske rej­se­bran­che:

’Col­ora­do with an oce­an’

»Er her ik­ke vi­dun­der­ligt,« spør­ger hun og slår ud med ar­me­ne, mens hen­des øj­ne tin­drer, og mun­den ik­ke står stil­le et se­kund. Hun er in­tet min­dre end vild med øen og de­ler be­gej­stret ud af sin vi­den om bl.a. de bed­ste stran­de og spi­se­ste­der.

Den 73-åri­ge tid­li­ge­re in­dret­nings­ar­ki­tekt fra Col­ora­do ser man of­te su­se rundt på øen på sin scoo­ter, og hun har al­tid van­dre­støv­ler, biki­ni og lidt hvid­vin og brød med sig:

»Man ved al­drig, hvor­når man li­ge får lyst til en duk­kert, og min mand og jeg el­sker at van­dre, gri­ner hun, der på It­ha­ka har fun­det sin drøm på jord og ka­er­ligt om­ta­ler øen som ’Col­ora­do with an oce­an’.«

Net­op It­ha­kas bjer­ge er en se­va­er­dig­hed i topklas­se. Tre top­pe når op i 800 me­ters høj­de med Ni­ri­tos som det hø­je­ste, og ve­je­ne der­til er nye og ek­sem­pla­ri­ske, så man uden pro­ble­mer selv kan ud­for­ske høj­der­ne i le­jet bil el­ler på scoo­ter. 800 me­ter ly­der må­ske ik­ke af så me­get, men der er mas­ser af ma­vekil­dren­de ud­sigts­punk­ter, og det er først på en ørund­t­ur, som og­så er med på Fol­ke­fe­ri­es ud­flugts­pro­gram, at man for al­vor op­da­ger, at It­ha­ka ik­ke er en, men na­er­mest to øer, der er bun­det sam­men af en ba­re 600 me­ter bred tan­ge.

Oli­ven­tra­e­er og pinjer

Land­ska­bet på It­ha­ka kan min­de lidt om det, man op­le­ver i Tosca­na – ba­re med fa­er­re turi­ster. Til gen­ga­eld er der oli­ven­tra­e­er overalt, li­ge­som de sta­te­li­ge pinjer er ka­rak­te­ri­sti­ske for øen. På van­dre­tu­re kan man ny­de duf­ten af me­ri­an, sal­vie og ore­ga­no, som vok­ser vildt, og sam­me kryd­de­ri­er går igen i me­get af den go­de gra­e­ske mad. En tra­ve­tur i og om­kring øens gam­le ho­ved­stad Pa­leo­chora, hvor ru­i­ner­ne af en kir­ke med fi­ne byzan­tin­ske va­eg­ma­le­ri­er og et sti­sy­stem, der er renove­ret for

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.