Det stør­ste no­gen­sin­de

BT - - OL I RIO -

OL-GULD! DAN­MARK HAR vun­det OL-GULD. Det er na­e­sten – men hel­dig­vis og­så kun na­e­sten – ik­ke til at fat­te. ’Det pas­ser ik­ke - gu’ gør det så!’ Som Flem­m­ing Toft sag­de det, da Dan­mark vandt EM-gul­det i fod­bold i 1992. Men vi skal slet ik­ke ned ad den sti. Jeg vil ik­ke sam­men­lig­ne her­re­lands­hol­dets OL-guld i Rio med no­get som helst an­det i dansk sports­hi­sto­rie. Det må an­dre klo­ge sig på.

Jeg vil ba­re slå fast, at det­te uden si­destyk­ke er det stør­ste dan­ske hånd­bol­dre­sul­tat no­gen­sin­de. Og der er jo el­lers sam­let en del tit­ler sam­men i de se­ne­ste 25 år. Men dret over­ra­sken­de OL-guld til Mik­kel Han­sen og co skri­ver sig di­rek­te ind på en su­ve­ra­en før­ste­plads. JAN­NI­CK GRE­EN for at ud­fyl­de sin rol­le og støt­te Nik­las Lan­din. CAS­PER U. MOR­TEN­SEN for at få os til at glem­me alt om An­ders Eg­gert. KON­KUR­REN­CEN I HERREHÅNDBOLD har al­drig va­e­ret stør­re, end den er nu, og det gør ba­re den dan­ske pra­e­sta­tion i Rio end­nu me­re im­po­ne­ren­de. Og som en im­po­ne­ren­de prik over i’et var det i fi­na­len de fran­ske ’Les Ex­perts’, som blev ned­lagt.

Det har in­tet lands­hold for­må­et at gø­re i en fi­na­le si­den VM i Sve­ri­ge i 1993. Si­den den­gang har Frank­rig vun­det 10(!) fi­na­ler i tra­ek. Men søn­dag i Fu­tu­re Are­na blev eks­per­ter­ne neut­ra­li­se­ret. Uds­let­tet. Flå­et ned fra de­res pie­destal. Af et dansk lands­hold, som le­ve­re­de det, vi al­le sam­men vid­ste, der skul­le til: Den per­fek­te kamp.

Dan­sker­ne tvang de el­lers så ru­ti­ne­re­de fransk­ma­end til at la­ve en ma­eng­de fejl, jeg al­drig har set fra RENÉ TOFT HAN­SEN for at nå top­for­men, selv om hans knae blev fuld­sta­en­dig smadret for små ni må­ne­der si­den. LAS­SE SVAN HAN­SEN for at spil­le sit livs tur­ne­ring. HANS LINDBERG for at hol­de hu­mø­ret højt som re­ser­ve - det kra­e­ver stor pro­fes­sio­na­lis­me. HEN­RIK MØL­L­GAARD for godt for­svars­spil i fi­na­len. NIK­LAS LAN­DIN for vi­se ver­dens­klas­se i de af­gø­ren­de kam­pe ef­ter en dår­lig start på tur­ne­ring. GUD­MUN­DUR GUD­MUNDS­SON for … at VIN­DE OL-GULD og luk­ke mun­den på al­le (os) skep­ti­ke­re. de­res ha­en­der tid­li­ge­re. Så I, hvor man­ge an­grebs­fejl, Dan­mark fremtvang? Det var helt ek­stra­or­di­na­ert fra de rød­hvi­de ’eks­pert-dra­e­be­re’. OG DET VAR et dansk lands­hold, som var for­mi­da­belt tak­tisk sat op til fi­na­len. I al­le spil­lets aspek­ter. Land­stra­e­ner Gud­mun­dur Gud­munds­son hav­de la­est Frank­rig per­fekt. Han tog ini­ti­a­ti­vet fra kam­pens start ved at spil­le 7 mod 6, og han gav al­drig sty­rin­gen fra sig igen.

Snak­ken før OL gik på, om Gud­munds­son mon sta­dig var land­stra­e­ner, når OL var af­slut­tet. Nu går den vel me­re på, hvor der skal rej­ses en sta­tue af den island­ske hånd­bold­pro­fes­sor. Land­stra­e­ne­ren fortje­ner la­es­se­vis af an­er­ken­del­se og respekt for en urok­ke­lig tro på sit kon­cept. KAS­PER SØN­DER­GAARD for at bli­ve ved og ved og få for­løs­nin­gen i fi­na­len. JESPER NØD­DES­BO for at ac­cep­te­re sin rol­le som mar­gi­nal­spil­ler og bi­dra­ge med enorm vin­de­rat­ti­tu­de på ba­en­ken. MADS CHRI­STI­AN­SEN for at va­e­re en ar­bejds­mand på øver­ste hyl­de og ud­fyl­de sin rol­le til per­fek­tion. UL­RIK WIL­BEK FOR me­re end no­gen an­den at ha­ve ført dansk håndbold til det ni­veau, hvor det er i dag. Og for at va­e­re i stand til at im­ple­men­te­re det, selv om der har va­e­ret mas­ser af mod­gang. JEG VED, HAN har va­e­ret me­get på­vir­ket af de dår­li­ge re­sul­ta­ter, og den med­føl­gen­de hår­de kri­tik, der har va­e­ret fra me­di­er og eks­per­ter. Men han har holdt fast.

Jeg skrev før OL, at jeg var be­kym­ret. Og jeg skrev og­så i grup­pe­spil­let, at jeg ik­ke kun­ne se Dan­mark vin­de gul­det med det spil, som de le­ve­re­de. Jeg tog fejl. No­get så gru­e­ligt. Og det gør jeg med gla­e­de. For Dan­mark har rejst sig på en må­de, som kun de helt sto­re tur­ne­rings­hold kan gø­re det. De la­ve­de fejl­e­ne i grup­pe­spil­let, hvor de tab­te to gan­ge, og så fik de ju­ste­ret tin­ge­ne, så de stod knivskar­pt fra kvart­fi­na­ler­ne og frem. MIK­KEL HAN­SEN for at va­e­re ver­dens bed­ste hånd­bold­spil­ler – så sim­pelt er det. MOR­TEN OL­SEN for som slut­run­de­de­butant at sa­et­te sit ka­em­pe sto­re og af­gø­ren­de af­tryk på an­gre­bet. HEN­RIK TOFT HAN­SEN for at le­ve­re på et kon­stant højt ni­veau og top­pe det i fi­na­len. HE­LE DHF-SY­STE­MET for at ska­be en hånd­bold­kul­tur, som har af­født så man­ge ta­len­ter, at der kan ska­bes et

Det­te var et OL, som skul­le vi­se, at Dan­mark ef­ter to slut­run­der uden me­dal­jer er til­ba­ge i ver­den­stop­pen. Men det nø­je­des dan­sker­ne ik­ke med. De tog det he­le i Rio. Rub og stub. Som det bed­ste hånd­bold­hold i den stør­ste tur­ne­ring af dem af al­le.

Der­for skal der ly­de en ka­em­pe respekt til: MI­CHA­EL DAM­GAARD for at gø­re det, han blev bedt om. MADS MENSAH LAR­SEN for at da­ek­ke frem­ra­gen­de op skidt pyt med an­gre­bet. olym­pisk guld­hold. Det her … Det er ka­em­pe stort. Det stør­ste no­gen­sin­de i dansk herrehåndbold.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.