Pi­gen i ka­el­de­ren -

BT - - NYHEDER -

KIDNAPNINGEN Des­pe­ra­tio­nen ly­ste ud af den un­ge pi­ges øj­ne: Hja­elp mig! Bleg og af­kra­ef­tet hav­de hun spur­tet af sted i dét, der føl­tes som en evig­hed. Trods sin sva­ek­ke­de til­stand var hun ilet gen­nem folks ha­ver, var sprun­get over et hegn, nå­et ud på ga­den, hvor der var men­ne­sker. ’Ring til po­li­ti­et’ bad hun. De ryste­de ba­re på ho­ve­d­et af hen­de og gik vi­de­re. Nu ban­ke­de hun sta­kån­det på vin­du­et ind til en gam­mel da­me. Gen­tog sin bøn og sag­de ’jeg er Na­ta­s­cha Kam­pusch’. I dag er det ti år si­den, at pi­gens des­pe­ra­te bøn blev hørt, og der en­de­lig kun­ne sa­et­tes et punk­tum for en af hi­sto­ri­ens mest om­tal­te kid­nap­nings­sa­ger. Ti år si­den, at det lyk­ke­des den østrig­ske Na­ta­s­cha Kam­pusch at flyg­te fra sin kid­nap­per. Ef­ter ot­te års ta­ersk, trus­ler og mis­brug.

I in­ter­views med fle­re uden­land­ske avi­ser kal­der hun da og­så da­gen i dag sin ’an­den fød­sels­dag’, da­gen, hvor hun blev ’gen­født’. Men som det frem­går af hen­des nye bog - som net­op er ud­sendt på tysk - er hen­des ti år i fri­he­den et tvea­eg­get sva­erd.

’Jeg flyg­te­de fra én fjen­de, og plud­se­lig hav­de jeg tu­sind­vis af fjen­der,’ står der bl.a. i bo­gen ’Ti års fri­hed’, hvor hun og­så gi­ver ud­tryk for, at »sam­fun­det blev mit an­det fa­engsel.«

I dag er Na­ta­s­cha Kam­pusch en kvin­de på 28 år, som sta­dig ka­em­per med at fin­de sit stå­sted i li­vet.

Hun har for­søgt fle­re ud­dan­nel­ser som jour­na­li­stik og psy­ko­lo­gi og har for­søgt at få et nor­malt liv. Men hen­des for­tid kom­mer kon­stant i vej­en, li­ge­som hen­des hånd­te­ring af den gør det.

Med na­e­sten stoisk ro har hun gen­nem de se­ne­ste ti år for­talt om åre­ne i ka­el­de­ren, med mild over­ba­e­ren­hed af­fun­det sig med at va­e­re gen­stand for om­ver­de­nens sna­gen i for­ti­den og nu­ti­den. Og den ro har De hav­de hel­le­re set et kna­ek­ket men­ne­ske, et sår­et of­fer, der har be­hov for hja­elp og ik­ke kan kla­re sig ale­ne. Må­ske var det bed­re, hvis jeg var ble­vet al­ko­ho­li­ker, stor­ry­ger og på an­ti­de­pres­siv me­di­cin va­e­ret som en rød klud for man­ge. Ik­ke mindst på de so­ci­a­le me­di­er.

»Det ir­ri­te­rer folk. De hav­de hel­le­re set et kna­ek­ket men­ne­ske, et sår­et of­fer, der har be­hov for hja­elp og ik­ke kan kla­re sig ale­ne. Må­ske var det bed­re, hvis jeg var ble­vet al­ko­ho­li­ker, stor­ry­ger og på an­ti­de­pres­siv me­di­cin,« si­ger Na­ta­s­cha Kam­pusch i et in­ter­view med avi­sen Aar­gau­er Zei­tung. Vil ik­ke ha­ve børn Og hvad med frem­ti­den, med ka­e­re­ste og børn, bli­ver hun spurgt?

»Børn øn­sker jeg ik­ke. En ka­e­re­ste .... jeg kan godt li­de tan­ken, men har ik­ke lyst til at ta­le me­re om det.«

Det var den 2. marts 1998, at ma­re­rid­tet be­gynd­te.

Na­ta­s­cha Kam­pusch var en but­tet lil­le pi­ge, ge­nert og uskyl­dig. Dén mor­gen var hun - som al­le de an­dre mor­ge­ner - på vej til sko­le. På ryg­gen hav­de hun sin tur­kis­blå rygs­a­ek med sko­lebø­ger­ne i. Hun var iført en vin­rød ny­lonjak­ke, kjo­le og mør­ke­blå uld­strøm­pe­buk­ser, som der stod på po­li­tiets ef­ter­lys­nings­pla­kat.

Men al­le­re­de da den var ble­vet ban­ket op på lyg­te­pa­e­le i Wi­en og om­egn, var uskyl­den for­s­vun­det ud af de barn­li­ge øj­ne. Ti-årige Na­ta­s­cha Kam­pusch hav­de mødt hel­ve­de på jor­den.

I ot­te år holdt hen­des kid­nap­per Wol­f­gang Prik­l­o­pil hen­de fan­gen i en ka­el­der un­der ga­ra­gen til sit hjem i den lil­le østrig­ske by Strasshof, en for­stad til Wi­en.

Hu­set var som en fa­est­ning med over­våg­nings­ka­me­ra­er og alar­mer overalt. Bag et skab i hu­sets køk­ken hav­de Prik­l­o­pil la­vet en skjult stå­l­dør, der kun kun­ne åb­nes ude­fra. Den før­te ti trin ned i ka­el­de­ren til det, der blev den lil­le pi­ges cel­le. På fem kva­drat­me­ter.

Den gruop­va­ek­ken­de tid, som Na­ta­s­cha Kam­pusch til­brag­te i ka­el­de­ren, er be­skre­vet i ad­skil­li­ge in­ter­views og bø­ger. I sin sy­ge hi­gen ef­ter at få den lil­le pi­ge til at el­ske sig sky­e­de Wol­f­gang Prik­l­o­pil in­gen mid­ler, li­ge­som han fik hen­de over­be­vist om, at flugt ik­ke var en mu­lig­hed. At han hav­de pla­ce­ret spra­eng­stof om­kring al­le ud­gan­ge.

Mens ef­ter­søg­nin­gen ra­se­de uden­for i den vir­ke­li­ge ver­den, blev lil­le Na­ta­s­cha Kam­pusch i ka­el­de­ren. I ot­te år.

Da det den 23. august 2006 lyk­ke­des hen­de at flyg­te fra sin kid­nap­per, hav­de hun op­nå­et min­dre pri­vil­e­gi­er. Wol­f­gang Prik­l­o­pil tro­e­de på hen­de, når hun sag­de, at hun ger­ne vil­le stif­te fa­mi­lie med ham.

Dén dag ren­gjor­de hun hans bil. Støv­su­ge­ren kør­te, da hans mo­bil­te­le­fon rin­ge­de. Han trak sig va­ek for bed­re at kun­ne fø­re sam­ta­len. Og den 18-årige pi­ge vid­ste, at det var nu el­ler al­drig. Hun spur­te­de af sted, over stok og sten.

Hun var ik­ke la­en­ge­re en lil­le but­tet sko­lepi­ge, men bleg og ma­ger, og po­li­ti­et var da og­så usik­re på, om hun nu var dén, hun på­stod. Men et ar på det ene øre var med til at iden­ti­fi­ce­re hen­de. Li­ge­som hen­des fa­mi­lie blev bragt til po­li­ti­sta­tio­nen.

Ot­te års ma­re­ridt var slut. Nye fjen­der Men et nyt var og­så be­gyndt. For ver­den uden­for var en ka­em­pe om­va­elt­ning for den nu un­ge kvin­de. Og ver­den vil­le ha­ve no­get af hen­de. Ik­ke mindst ha­ve hen­de til at for­døm­me sin kid­nap­per, ha­de ham. Og det kun­ne - og kan - hun ik­ke. »Han var al­tid ven­lig over for mig,« har hun sagt igen og igen. Selv­om hun har er­kendt, at hun har va­e­ret ud­sat for seksu­el­le over­greb, for vold og trus­ler.

Og ud­ta­lel­ser som den har ført til så ha­de­ful­de kom­men­ta­rer, at hun i sin nye bog skri­ver, at hun flyg­te­de fra én fjen­de, men nu har få­et tu­sind­vis. Og at me­di­er­nes jagt på fle­re og fle­re de­tal­jer - ik­ke mindst om det seksu­el­le mis­brug, hun har va­e­ret ud­sat for - har va­e­ret et kon­stant pres.

Iro­nisk nok ejer Na­ta­s­cha Kam­pusch i dag det hus, der for al­tid har aen­dret hen­des liv. Hu­set valg­te Wol­f­gang Prik­l­o­pils mor at over­dra­ge til hen­de ef­ter søn­nens død.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.