Hvem skal ha­ve og ik­ke ha­ve?

BT - - KENDER DU DET? -

Jeg har en­gang set et for­søg, hvor to børn skal te­stes. De ved ik­ke, hvad te­sten går ud på. De sid­der i et ven­te­va­e­rel­se og tror, de ven­ter på te­sten. Det, de ik­ke ved, er, at DET er te­sten. Og da de har ven­tet me­get la­en­ge, kom­mer der én ind og be­kla­ger ven­te­ti­den, gi­ver den ene en sandwich og be­kla­ger, at de kun har én. Den, der har få­et sandwi­chen, de­ler den uden und­ta­gel­se midt over. En en­kelt de­ler den ’ska­evt’ og be­hol­der det sto­re styk­ke selv – men de­ler dog.

Jeg har og­så set et for­søg med fat­ti­ge børn fra USA. De fik val­get mel­lem selv at få li­ge, hvad de øn­ske­de sig, el­ler at få en ring til de­res mor. De valg­te al­le rin­gen til de­res mor.

El­ler hvad med det for­søg med to aber i hver sit bur, som si­de om si­de skal ud­fø­re den sam­me lil­le op­ga­ve og bli­ver be­løn­net med en god­bid. Ef­ter et styk­ke tid bli­ver den ene abe be­løn­net med en lil­le, snol­det ski­ve agurk og den an­den med saf­ti­ge, la­e­kre vin­d­ru­er. Aben, der får agurk, bli­ver ra­sen­de og ka­ster styk­ket ud mel­lem trem­mer­ne i et for­søg på at ram­me test­per­so­nen. Al­le har de – end­nu – en uspo­le­ret til­gang til va­er­di­er, vig­tig­hed, fa­el­les­ska­bet og egen va­er­di.

Plud­se­lig er vi voks­ne og ik­ke i tvivl om, at no­get til­kom­mer nog­le me­re end an­dre. Den dan­ske jord til­hø­rer da mig som dan­sker. Det er min ret. Ik­ke?

Min va­er­di som men­ne­ske er da stør­re end en afri­ka­ners (vi kan jo ik­ke hja­el­pe al­le), end en sy­rers (de­res kul­tur er så frem­med), end en hjem­løs’ (som jo selv er ude om det), end en al­ko­ho­li­ker (som ba­re kan la­de va­e­re). Hvor går gra­en­sen for mig? Ved et afri­kansk uledsa­get barn, el­ler afri­kan­ske fora­el­dre, som vil red­de de­res børn fra sult? El­ler en sy­rer, der har set si­ne ka­e­re bli­ve bom­bet og lem­la­e­stet? El­ler er det nok, at de har mi­stet al­le jor­di­ske ejen­de­le? Må­ske går gra­en­sen ved en hjem­løs, som er vokset op i et vol­de­ligt, dys­funk­tio­nelt hjem uden ka­er­lig­hed og tryg­hed? El­ler ved en al­ko­ho­li­ker, vik­let la­en­ge­re ind i en ke­misk reaktion, end min hjer­ne kan for­stå? Jeg må la­de va­e­re med at kik­ke på det. Jeg er li­ge så glad for min nye (dy­re) kjo­le og kom­men­de we­e­kend­t­ur til Lis­sa­bon med min ve­nin­de. Og det er sgu da min ret som hård­t­ar­bej­den­de hvid dansk kvin­de? Jeg blev for ny­lig ret for­ar­get, da en me­get vel­ha­ven­de kvin­de skrev på sin blog, at en tje­ner hav­de »snydt« hen­de til åb­nin­gen af en kunst­ud­stil­ling ved at kal­de ca­va for champag­ne.

Få dig nog­le rig­ti­ge pro­ble­mer, ta­enk­te jeg. Hvis hun le­ver velstil­let og er én ud af en mil­li­on men­ne­sker, er jeg vel kun én ud af 100.000. Hvid, dansk, kvin­de, fri, selv­be­stem­men­de. Hvad med de an­dre 99.999, for­ar­ger jeg ik­ke iblandt dem? Det me­ste, som jeg ta­ger for gi­vet, er en drøm for man­ge. Mad, tag over ho­ve­d­et, rent drik­ke­vand.

Hvor er det sva­ert at va­e­re et be­vidst men­ne­ske. Nog­le gan­ge ta­en­ker jeg, at jeg vil­le øn­ske, jeg ik­ke la­e­ste de be­skri­vel­ser af elen­dig­hed, som jeg selv op­sø­ger. Ta­enk hvis jeg hav­de en gud, som hav­de det over­ord­ne­de an­svar – men i ste­det er det mit og vo­res. Og jeg in­si­ste­rer på at ny­de, og så er spørgs­må­let, hvor me­get elen­dig­hed jeg er i stand til at ig­no­re­re?

Hvor er det sva­ert at va­e­re et be­vidst men­ne­ske. Nog­le gan­ge ta­en­ker jeg, at jeg vil­le øn­ske, jeg ik­ke la­e­ste de be­skri­vel­ser af elen­dig­hed, som jeg selv op­sø­ger. Ta­enk hvis jeg hav­de en gud, som hav­de det over­ord­ne­de an­svar

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.