D

BT - - INTERVIEW -

et er li­ge nu, han har det rig­tig godt. I stil­he­den før stormen. Der hvor al­ting stort set er på plads, og han end­nu ik­ke har fortr­udt, at han igen har sat et mon­ster af en ma­ski­ne i sving­nin­ger, der kra­e­ver alt af ham.

Men tag ik­ke fejl. Anders Matthesen tri­ves bedst med ud­for­drin­ger.

I den na­e­ste uge har hans se­ne­ste show ’Shhh’ premiere i Kø­ben­havn, og der­ef­ter er det ud i lan­det på tur.

Det er 23 år si­den, han de­bu­te­re­de på sce­nen som stan­dup-ko­mi­ker. Si­den har den i dag 41-åri­ge mand su­get til sig og kon­stant ud­vi­det ram­mer­ne for, hvad en stan­dup­per er og kan.

Han har stå­et bag spil­le­film, tv-ju­le­ka­len­der og ani­ma­tions­film. Spil­let revy, te­a­ter og la­vet ra­dio. Kom­po­ne­ret mu­sik og ud­gi­vet hip­hop-cd’er og så selv­føl­ge­lig stå­et bag si­ne eg­ne sta­dig me­re suc­ces­ful­de show.

Den­ne gang hand­ler det og­så om alt det, der har ho­bet sig op i ho­ve­d­et på Anders Matthesen. »Ver­dens støj og larm« fra Fa­ce­book, mo­bi­ler, In­s­ta­gram, bre­aking news og hash­tag dit og dat, der kon­stant kra­e­ver op­ma­er­k­som­hed, så han na­e­sten ik­ke kan fin­de ud af at navi­ge­re i det.

Hvor Anders Mat­t­he­sens op­ma­er­k­som­hed tid­li­ge­re var fo­ku­se­ret på at op­nå be­røm­mel­se, få den rig­ti­ge bil og en so­lid bank­kon­to, »at se rig­tig ud i li­vet«, som han si­ger, er det ik­ke tan­ker om at sa­et­te sig selv i spil på den helt rig­ti­ge må­de, el­ler at le­ve op til an­dres for­vent­nin­ger, der dri­ver ham i dag. Tva­er­ti­mod.

Hvor­dan an­dre op­fat­ter ham, er han rev­nen­de li­geg­lad med.

Der er no­get zen over ham. En ud­strå­ling af ro.

Anders Matthesen hol­der en god ta­en­ke­pau­se, hvil­ket han er en me­ster i. Selv­om or­de­ne kom­mer i en lind strøm, når først han er i gang.

»Den stør­ste sand­hed i li­vet er, at det er, som det er. Li­vet er, som det er,« kon­klu­de­rer han ef­ter min­dre end et kvar­ters sam­ta­le.

Anders Matthesen kan godt selv hø­re, at det må­ske er lidt sto­re ord og hol­der igen en pau­se, in­den han for­sø­ger at for­kla­re sig. Po­in­ten er, at det ik­ke aen­drer no­get at ae­r­gre sig over, at fly­et er flø­jet, for­di man er kom­met for sent ud ad dø­ren. Sket er sket.

»Det er, som det er. Fly­et er flø­jet. Kom vi­de­re.«

I ste­det for at brok­ke sig over, at tin­ge­ne ik­ke al­tid er, som han hav­de for­ven­tet: at der bli­ver sat ri­sen­grød på bor­det, når man hav­de for­ven­tet at få kavi­ar, vil han hel­le­re gla­e­de sig over det, der trods alt er.

»Man skal i ste­det se så­dan på det, at whauw, der er sgu ri­sen­grød. Og så er der end­da ka­nel til! Og smør i mid­ten, mand! Hold da ka­eft, nu kø­rer det. Og på den må­de har du jo ad­gang til lyk­ken he­le ti­den,« si­ger Anders Matthesen med det ty­pi­ske smil, der et se­kund el­ler to op­lø­ser an­sig­tets al­vor.

Man for­nem­mer, at san­ser­ne igen er på over­ar­bej­de. På fuld tryk in­de under det ul­tra­kor­te hår.

»Ja, okay, må­ske ik­ke li­ge frem ’lyk­ken’... Men så i hvert fald ad­gang til det, der er i li­vet li­ge dér, hvor man er.«

Et strejf af ge­nert­hed gli­der over an­sig­tet, men for­svin­der end­nu hur­ti­ge­re end spe­ed-smilet.

Han fryg­ter til­sy­ne­la­den­de ik­ke stil­he­den. Og han ta­en­ker sig om, in­den han ta­ler. Han na­eg­ter at sva­re med en kli­ché. Og man for­nem­mer, at han ik­ke la­der sig selv slip­pe med et over­fla­disk svar.

Så hel­le­re hol­de en pau­se og ta­en­ke sig lidt om.

Han fi­lo­so­fe­rer ger­ne over li­vet og sin egen og an­dres rol­le i ver­den.

»Man må al­tid spør­ge sig selv, hvor­dan i dag bli­ver rig­tig, så ta­ger vi i mor­gen bag­ef­ter og prø­ver at gø­re den god. Og vel at ma­er­ke uden at du skal sa­et­te dit re­sul­tat i ban­ken på en el­ler an­den må­de. Man skul­le må­ske be­gyn­de med at få styr på sit eget pis, så tror jeg ik­ke, at man kan øde­la­eg­ge det så me­get for an­dre. Det er nok det, jeg ta­en­ker mest over. Hvor­dan li­vet skal va­e­re, så man ik­ke spil­der det.«

’For­vent ik­ke no­get’

I dag er hans liv uden for sce­nen et liv som ae­g­te­mand og fa­mi­lie­far. Han er bonus­far til tvil­lin­gepi­ger­ne, som hu­stru­en Ce­mil­le, der og­så er hans in­struk­tør og bu­si­nes­sma­na­ger, har fra et tid­li­ge­re for­hold. I 2011 blev han far til de­res fa­el­les søn Spen­cer.

Anders Matthesen kan godt gen­ken­de sig selv i søn­nen. Men han for­sø­ger at und­gå am­bi­tio­ner på Spen­cers veg­ne - selv om, det er sva­ert.

»Det er sva­ert ik­ke at ha­ve re­la­tio­ner til no­gen, uden og­så at ha­ve for­vent­nin­ger til dem. I sva­ge øje­blik­ke kan jeg godt ta­ge mig i at si­ge, ’fuck, hvor­for skal han nu sy­nes, at fod­bold er fedt’. Men så ta­ger jeg mig i at ta­en­ke, ’er det dit liv, el­ler er det hans?’,« si­ger han.

»Di­ne eg­ne am­bi­tio­ner el­ler for­vent­nin­ger har in­tet med an­dre men­ne­sker at gø­re. Hel­ler ik­ke med di­ne børn. Man gør sig selv en me­get stor tje­ne­ste ved ik­ke at for­ven­te no­get af no­gen. Alt­så ud­over at de kom­mer no­gen­lun­de til ti­den og op­fø­rer sig no­gen­lun­de or­dent­ligt.«

For­vent­nin­ger var der el­lers nok af til Anders Matthesen, da han var

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.