Ti stil­le og lyt rig­tig godt ef­ter

BT - - DIG OG MIG -

Jeg la­e­ste en­gang en un­der­sø­gel­se, der vi­ste, at 80 pro­cent af al­le kon­flik­ter i par­for­hol­det bun­der i mis­for­stå­el­ser og fejl­t­olk­nin­ger. De op­står, for­di vi ik­ke lyt­ter grun­digt til det, der bli­ver sagt, og ik­ke spør­ger ind, hvis der er no­get, som vi er i gang med at for­tol­ke. Når vi ik­ke gør det, kan vi nemt kom­me til at til­la­eg­ge det sag­te en ne­ga­tiv be­tyd­ning, der bli­ver op­hø­jet til en sand­hed. Og så har vi bal­la­den.

Du har to ører og kun én mund, tag det som en på­min­del­se om, at du skal lyt­te dob­belt så me­get, som der bli­ver talt. Når du kan det, vil du op­le­ve, at kva­li­te­ten af sam­ta­ler­ne med din part­ner sti­ger.

Al­le par, jeg har mødt, har be­ret­tet, at de­res kom­mu­ni­ka­tion har fejl­et på den ene el­ler an­den må­de. Må­ske ska­en­des de he­le ti­den. Må­ske ska­en­des de al­drig, men ue­nig­he­der­ne ha­en­ger i ste­det som istap­per fra lof­tet. Må­ske er der he­le da­ge med kold luft og dår­lig stem­ning.

En ting er sik­kert: Ue­nig­he­der, af­vis­nin­ger og kon­flik­ter er uhen­sigts­ma­es­si­ge. Så selv­om kom­mu­ni­ka­tions­stra­te­gi­er na­ep­pe er no­get, man ta­en­ker me­get over i de fle­ste par­for­hold, så er det of­te en god idé at bru­ge dem. Vi har jo al­le et øn­ske om at bli­ve hørt og an­er­kendt for dét og den, vi er.

Hvor gik det galt?

I den før­ste tid, fo­rel­skel­ses­fa­sen, kan man na­er­mest ik­ke få nok af at lyt­te til hin­an­den, la­e­re hin­an­den at ken­de, spør­ge nys­ger­rigt om alt det, den an­den forta­el­ler. »Jeg vil vi­de me­get me­re om dig«, er agen­da­en, når fo­rel­skel­ses­hor­moner­ne ham­rer af sted.

Plud­se­lig er der gå­et fle­re år. »Vi ta­ler al­drig sam­men – kun om de prak­ti­ske ting,« ta­en­ker du må­ske, el­ler »hvis vi ta­ler sam­men om no­get, vi ik­ke er eni­ge om, en­der det ba­re i en kon­flikt – or­ker jeg det?«.

Fra at va­e­re fuld­sta­en­dig op­slugt af den an­den part, en­der det i lø­bet af nog­le år med, at sam­ta­ler­ne hand­ler om, at jeg skal hø­res, ses og an­er­ken­des. Du skal lyt­te til, for­stå og spør­ge ind til mig. Mig, mig, mig.

Men hvor tit stop­per du selv op og lyt­ter til din part­ner? Spør­ger na­er­va­e­ren­de og na­er­gå­en­de om dét, din part­ner går og slås med i hver­da­gen? Alt for sja­el­dent vil jeg ga­et­te på. Det kan fak­tisk få den kon­se­kvens, at din part­ner forta­el­ler dig min­dre og min­dre.

For hvem har lyst til at forta­el­le om dét, man op­le­ver, hvis dét, man forta­el­ler, bli­ver af­vist, af­brudt, ik­ke hørt, el­ler at sam­ta­len bli­ver over­ta­get af en part­ner, der selv vil hø­res? En tom­mel­finger­re­gel er, at du skal øve dig i at lyt­te dob­belt så me­get, som du ta­ler. El­ler... Du skal i hvert til­fa­el­de bli­ve bed­re til at lyt­te til, hvad din part­ner forta­el­ler dig, så du får det he­le med.

Ban­ge for ik­ke at bli­ve hørt

Of­te sid­der vi og ta­en­ker på vo­res egen agen­da, hvad vi vil si­ge om lidt osv. i ste­det for at lyt­te ak­tivt. Det er som om, at vi er SÅ ban­ge for ik­ke at bli­ve hørt selv, og der­for har så travlt med at si­ge det, vi selv me­ner. Men hvis beg­ge har den­ne frygt, er der re­elt in­gen, der lyt­ter, og blot to, der ta­ler. I ste­det for en kon­struk­tiv di­a­log får I pa­ral­lel­le mo­no­lo­ger.

Vel­kom­men i klub­ben af al­min­de­li­ge dan­ske par­for­hold. Når vo­res eg­ne behov ik­ke bli­ver imø­de­kom­met, er det fak­tisk nemt at gå lidt i bør­ne­ha­ve-mo­de - når jeg ik­ke må lå­ne din si, må du hel­ler ik­ke lå­ne min krab­be­form! El­ler sagt på en an­den må­de: »Hvis jeg ik­ke kan få det, JEG vil ha­ve, vil jeg hel­ler ik­ke gi­ve dig det, du ger­ne vil ha­ve.«

Det kan bå­de va­e­re en be­vidst, men og­så en ube­vidst reaktion og ad­fa­erd.

Be­hø­ver jeg at si­ge, at det er knap så hen­sigts­ma­es­sigt på den lan­ge ba­ne. Her­re­g­ud, vi kan al­le ry­ge til­ba­ge på gul stue et kort se­kund, men hvis stra­te­gi­en gen­nem­sy­rer je­res par­for­hold, bør der rin­ge en alarm­klok­ke.

Den go­de nyhed er, at du be­ty­de­ligt nem­me­re, end du må­ske tror, kan ven­de sku­den i dit par­for­hold. Det in­ter­es­san­te er, at når du be­gyn­der at aen­dre ad­fa­erd, vil din part­ner jo op­le­ve de po­si­ti­ve ef­fek­ter og of­te helt au­to­ma­tisk ’hop­pe med på vog­nen’ og ’spej­le’ din ad­fa­erd. Hur­tigt vil I op­le­ve en ny tryg­hed i sam­ta­ler­ne, som vil be­gyn­de at fly­de me­re au­to­ma­tisk - li­ge­som de gjor­de i be­gyn­del­sen af je­res for­hold.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.