Ramt af sort­syn

BT - - SONDAG -

Min søn stod højt op­pe på en klip­pe. Ne­den­for lå en sø. Med si­ne bar­neøj­ne vur­de­re­de han, at det vil­le va­e­re sejt, hvis han kun­ne ka­ste en sten he­le vej­en derop­pe­fra og ned i sø­en. HVIS NO­GEN HAR prø­vet at stå på en klip­pe­af­sats, så vil de vi­de, at man nemt kan fejl­vur­de­re af­stan­den tva­ers over af­grun­den. Og da sa­er­ligt, hvis man er et barn. Jeg skreg i det øje­blik, jeg så ste­nen for­la­de hans hånd, for jeg vid­ste, at rundt om sø­en fand­tes en gangsti. Jeg løb hen til kan­ten og så ned. Li­ge der­ne­de gik to men­ne­sker. Jeg kan na­e­sten ma­er­ke den tid, jeg ven­te­de på, at ste­nen skul­le ram­me – og hvis den ram­te en af de in­te­ta­nen­de per­so­ner, så vil­le ved­kom­men­de dø på ste­det. STE­NEN RAM­TE JOR­DEN - få me­ter fra de to – in­de i bu­skad­set. De stand­se­de for­s­kra­ek­ket op, men ane­de ik­ke, at ly­den stam­me­de fra en sten, der var ka­stet langt op­pe­fra. Min søn brød sam­men. Han hav­de ik­ke haft den rin­ge­ste anel­se om, hvor far­lig hans helt uskyl­di­ge leg hav­de va­e­ret. JEG TROR, DE fle­ste men­ne­sker har va­e­ret i si­tu­a­tio­ner, hvor de ta­enk­te: ’Pyh, det var ta­et på’. Et øje­bliks uop­ma­er­k­som­hed. Se­kun­der, der ad­skil­ler for­s­kra­ek­kel­sen fra ka­ta­stro­fen. Det re­ne til­fa­el­de. Den Osc­ar­be­løn­ne­de film ’Ba­bel’ tog ud­gangs­punkt i en tra­ge­die, hvor to børn le­ge­de med et ge­va­er, som vi­ste sig at va­e­re ladt, og skud­det ram­te en til­fa­el­dig kvin­de i en bus. Fil­men er et van­vit­tigt dra­ma med helt ut­ro­ligt man­ge facet­ter, og fak­tisk har det va­e­ret umu­ligt for mig at gen­se den, ef­ter at jeg selv fik børn, for­di den gi­ver ind­tryk af, at uan­set hvor man­ge for­holds­reg­ler vi ta­ger, og uan­set hvor grun­digt vi ta­en­ker os om, så kan ting gå helt galt. DET ER MÅ­SKE og­så af sam­me grund, at jeg – og de fle­ste an­dre dan­ske­re – i den­ne uge blev så op­rør­te over og på­vir­ket af den be­ton­sten, der blev ka­stet ned fra en bro og dra­eb­te en turist – en mor til en fem-årig, der og­så li­ge så nemt kun­ne ha­ve mi­stet li­vet. Er man i stand til at sla­e­be en 30 kg tung be­ton­sten op til en mo­tor­vejs­bro, løf­te den, sig­te og ti­me sit kast, så har man og­så for­stand til at vi­de, at det vil re­sul­te­re i drab. DYBEST SET KUN­NE det li­ge så godt ha­ve va­e­ret en snig­skyt­te. Prin­cip­pet er det sam­me, og jeg ta­en­ker: Er det dér, vi er? FOR GOD ORDENS skyld skal jeg si­ge, at jeg ik­ke ac­cep­te­rer no­gen form for myr­de­ri, men når ter­r­o­ri­ster går amok på uskyl­di­ge men­ne­sker, så har de i det mind­ste et el­ler an­det sygt mål med de­res fore­ha­ven­de. Et bud­skab el­ler en tro på, at de bli­ver hel­te el­ler mar­ty­rer. Men en sten fra en bro, der ram­mer helt til­fa­el­digt – ja, det er sva­ert at se det som an­det end drab for un­der­hold­nin­gens skyld, hvil­ket net­op gør det så be­sti­alsk og ufor­stå­e­ligt.

’’

DET­TE VAR OG­SÅ ugen, hvor den ver­dens­be­røm­te fy­si­ker Step­hen Hawking be­søg­te Dan­mark, og jeg bed ma­er­ke i, at han sag­de, at vi men­ne­sker na­ep­pe le­ver om 1.000 år, hvis vi ik­ke ta­ger an­dre pla­ne­ter i brug. Han for­ud­si­ger, at vi i mod­sat fald får ud­s­let­tet os selv. Ik­ke med krig og ter­ror, men sim­pelt­hen med snil­de. Hvis det lyk­kes os at ska­be en kun­stig in­tel­li­gens, så vil den jo va­e­re i stand til at tra­ef­fe be­slut­nin­ger, som vi ik­ke nød­ven­dig­vis er eni­ge i. El­ler for at bru­ge et af hans ci­ta­ter: ’Hvis Jor­den be­sø­ges af rumva­e­se­ner, så vil re­sul­ta­tet va­e­re, som da Co­lum­bus op­da­ge­de Ame­ri­ka, hvil­ket ik­ke re­sul­te­re­de i no­get godt for de ind­fød­te ame­ri­ka­ne­re.’ DET KAN GODT va­e­re, jeg er ramt af dår­ligt hu­mør el­ler sort­syn, men i den­ne her uge har jeg ba­re så sva­ert ved at be­va­re op­ti­mis­men. bt.dk/brev­kas­ser med mig om det, og det har ry­stet mig, at han ik­ke men­te, han skul­le ha­ve mig med i val­get i ste­det for ba­re at tra­ek­ke det ud. Det har gjort, at jeg har sagt til mig selv, at det må va­e­re min skyld, at han ik­ke men­te, at jeg var god nok. Jeg el­sker ham sta­dig­va­ek, men ik­ke som in­den, hvor jeg var sik­ker på vi skul­le va­e­re sam­men for al­tid og vi hav­de et godt liv bå­de med bør­ne­ne og som ka­e­re­ster og hvad der­til hø­rer. La­es he­le bre­vet og An­net­tes svar på bt.dk/brev­kas­ser

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.