SKAN­DA­LER – OG DET SJOVE

BT - - 1916 –2016 -

Skan­da­ler, ut­ro­skab, bryl­lup­per og skils­mis­ser. Nyheder og af­slø­rin­ger om de kend­te og de kon­ge­li­ges pri­vat­liv har der al­tid va­e­ret godt salg i. Man­ge me­ner, at jour­na­li­ster­ne i dag er ble­vet for fra­ek­ke og na­er­gå­en­de. Po­li­ti­ker­ne på Chri­sti­ans­borg fø­ler sig jag­tet. Er pen­nen i dag skar­pe­re og grove­re end før i ti­den? Sna­ger jour­na­li­ster­ne for me­get i det helt in­ti­me, når de da­ek­ker em­ner som: Er Helle Thor­ning-Sch­midts mand ho­mo­seksu­el? Er De kon­ser­va­ti­ves le­der bøs­se? Var Lars Bar­fo­ed ko­nen utro? Hvem be­ta­ler Lars Løk­ke Ras­mus­sens tøj? Drik­ker han for man­ge fa­døl? Nas­ser gre­vin­de Ale­xan­dra på sam­fun­det?

Nu­ti­dens jour­na­li­ster skå­ner in­gen. Men der blev san­de­lig og­så gå­et til bid­det i de så­kaldt go­de gam­le da­ge.

B.T.s da­ek­ning i 1930 af en ung sku­e­spil­le­rin­des styrt fra be­røm­mel­sens tin­de på grund af ond­skabs­ful­de og fal­ske ryg­ter vi­ser klart, at jour­na­li­ster­ne og­så den­gang gik me­get ta­et på.

Da­ti­dens sto­re revys­ce­ner i Kø­ben­havn var Dag­mar og Na­tio­nal Sca­la. Her op­t­rå­d­te nog­le af ti­dens po­pu­la­e­re nav­ne, bl.a. Carl Al­strup, Li­va We­el, Hans W. Pe­ter­sen og en purung Mar­gu­e­ri­te Vi­by. Men den stør­ste stjer­ne hed In­ge­borg Bruhn Ber­tel­sen. En yn­dig pi­ge fra Vester­bro i Kø­ben­havn, der med­vir­ke­de i 80 stum­film i åre­ne 1911 til 1921. Hun blev in­ter­na­tio­nalt be­rømt og fik og­så en kon­trakt med det ame­ri­kan­ske film­sel­skab Fox i New York.

I 1920 var In­ge­borg Bruhn Ber­tel­sen pri­ma­don­na i Ti­vo­lis Som­mer­te­a­ter, hvor hun i lil­lepi­ge­tøj og med sløj­fe i hå­ret sang vi­sen ’Sov Duk­ke­li­se’ til en bra­gen­de suc­ces og lan­de­pla­ge. Hun fulg­te suc­ce­sen op året ef­ter med end­nu en øre­ha­en­ger, ’Lil­le som­mer­fugl’. Sidst­na­evn­te sang, som Bjørn Tid­mand hit­te­de med på dansk­top­pen 47 år se­ne­re, var al­le­re­de en lan­de­pla­ge i 1920er­ne.

In­ge­borg Bruhn Ber­tel­sen var kort sagt he­le Dan­marks su­per­star og score­de top­ga­ge. Hun køb­te stor vil­la i Klam­pen­borg og op­t­rå­d­te i uge­bla­de­ne med bå­de ri­de­he­ste og dy­re bi­ler. Men så gik det plud­se­lig gru­e­ligt galt. Ond­s­in­de­de ryg­ter knu­ste hen­des kar­ri­e­re. Det hed sig, at hun hav­de haft et seksu­elt for­hold til sin sankt­bern­hards­hund. De van­vit­ti­ge ryg­ter vil­le ik­ke dø og blev he­le ti­den ud­byg­get med nye, sli­bri­ge de­tal­jer. I et for­søg på at red­de den ulyk­ke­li­ge sku­e­spil­le­rin­de fra et ner­ve­sam­men­brud B.T. blev en­gang skre­vet og re­di­ge­ret fa­er­dig i de tid­li­ge mor­gen­ti­mer af jour­na­li­ster og re­dak­tø­rer, der na­e­sten al­le var iført smoking el­ler kjo­le og hvidt. De kom nem­lig di­rek­te fra by­ens nat­klub­ber Carl Th. Jen­sen, B.T.s che­fre­dak­tør 1926–1937 og 1955–1962 gif­te­de hen­des man­ge­åri­ge ven, te­a­ter­di­rek­tø­ren Paul Sa­rauw, sig med hen­de i 1930, og par­ret flyg­te­de til ud­lan­det. Men nu gik ryg­ter­ne, at In­ge­borg Bruhn ik­ke var i ud­lan­det, men i hem­me­lig­hed ind­lagt på et ho­spi­tal til be­hand­ling for sin sy­ge­li­ge lyst til so­do­mi – sex med dyr.

Sand­he­den var, at par­ret op­holdt sig ved Den fran­ske Ri­vi­e­ra, hvor B.T.s ud­send­te jour­na­list fandt dem. Sku­e­spil­le­rin­den af­vi­ser slad­de­ren som en grim spøg: »Al­le­hån­de tå­be­li­ge og urko­mi­ske ryg­ter er nå­et mig. Det sid­ste, jeg hør­te, var, at jeg var død i Pa­ris. Jeg si­ger som Mark Twain i en lig­nen­de si­tu­a­tion: ’Ryg­tet om min død er sta­er­kt over­dre­vet!’.«

Da par­ret vend­te hjem til Dan­mark, in­dryk­ke­de de en an­non­ce i B.T., hvor de fastslog, at ryg­tet var blot­tet for en­hver sand­hed. De ud­lo­ve­de sam­ti­dig en du­sør til den, der kun­ne opkla­re sa­gen og af­slø­re ryg­tes­me­den. B.T. støt­te­de nu og­så den un­ge sku­e­spil­le­rin­de og skrev på le­der­plads bl.a.: ’En­hver, der kom­mer op i po­pu­la­ri­tet, bli­ver be­fa­engt med op­dig­te­de la­ster og dy­der. Der er ik­ke gra­en­ser for, hvad folk tror. Al­le ret­ta­en­ken­de men­ne­sker har dyb med­fø­lel­se med den ulyk­ke­li­ge, der er ble­vet of­fer for den da­e­mo­ni­ske ond­skab, der sa­et­ter så­dan­ne ryg­ter i om­løb’.

Det af­holdt dog ik­ke B.T. fra at sen­de bla­dets ab­so­lut skar­pe­ste pen, jour­na­list Chri­sti­an Hou­mark, af sted for at få en per­son­lig kom­men­tar til ryg­ter­ne.

»De må ik­ke spør­ge mig. Jeg har in­gen fjen­der. In­gen. Og der­for må det va­e­re en syg per­son, som har gjort det,« sag­de den ulyk­ke­li­ge sku­e­spil­le­rin­de til B.T.

Det var en syg kvin­de. Kvin­den blev sam­me år af­slø­ret som op­fin­der af de skra­ek­ke­li­ge ryg­ter. Hun var sy­ge­ligt fo­rel­sket i Paul Sa­rauw og vil­le der­for knu­se In­ge­borg Bruhn Ber­tel­sen. Hun til­stod, men slap med at be­ta­le sa­gens om­kost­nin­ger på 150 kr.

Men In­ge­borg Bruhn blev sta­dig for­fulgt af pu­bli­kum, der bl.a. bja­ef­fe­de som hunde, da hun op­t­rå­d­te i Apol­lo Revy­en i 1930. In­ge­borg Bruhn var dømt fa­er­dig i bran­chen og emi­gre­re­de psy­kisk ned­brudt og uden at si­ge far­vel til USA i 1947. Her bo­e­de hun til sin død i 1977 og tjen­te til li­vet som ser­vi­tri­ce og sy­er­ske.

»B.T. blev en­gang skre­vet og re­di­ge­ret fa­er­dig i de tid­li­ge mor­gen­ti­mer af jour­na­li­ster og re­dak­tø­rer, der na­e­sten al­le var iført smoking

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.