Jo ae­l­dre vi bli­ver, de­sto bed­re er vi til at va­e­re lyk­ke­li­ge R

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

eak­tio­ner ska­ber modre­ak­tio­ner, og må­ske er det en modre­ak­tion på sam­fun­dets krav om evig ung­dom, der får mig og mi­ne ja­ev­nal­dren­de til sta­e­digt at fast­hol­de vores ryn­ker og ha­en­ge­rø­ve. En slags mod­stands­be­va­e­gel­se, der fav­ner de mu­lig­he­der og go­der al­de­ren gi­ver. Vi har al­drig haft det bed­re.

Vi har op­da­get, at jo ae­l­dre vi bli­ver, de­sto bed­re er vi ble­vet til at va­e­re lyk­ke­li­ge. Jeg har en helt klar over­be­vis­ning om, at det skyl­des, at vi med ti­den har la­ert at ac­cep­te­re os selv – på godt og ondt. Det be­ty­der ik­ke at man nød­ven­dig­vis er stor fan af AL­LE de sider, man in­de­hol­der. Men man har ef­ter­hån­den fun­det ud af, at de bli­ver ha­en­gen­de uan­set, hvor me­get man gør for at slip­pe af med dem el­ler slø­re dem. Og der kom­mer jo li­ge­som ba­re fle­re og fle­re im­per­fek­tio­ner. Fak­tisk un­drer man sig over, hvad man var så util­freds med i før­ste om­gang. Nog­le for­sø­ger at hol­de fast i den mest per­fek­te ud­ga­ve af sig selv. Den smuk­ke­ste og mest am­bi­tiø­se. Må­ske er det lyk­ken for dem. Jeg ved det ik­ke. Men for mig hand­ler det om at over­gi­ve mig til den, jeg nu en­gang er. Hen­de der al­drig bli­ver spin­kel. Hen­de med det kom­mu­ne­far­ve­de hår og de grå øj­ne. Hen­de som er okay kvik, men som sgu al­drig bli­ver ra­ket­for­sker. Hen­de som baerer en bran­dert dår­ligt. Og som har en hang til at frem­ha­e­ve alt det, hun har gen­nem­ført, for­di hun er ban­ge for ik­ke at va­e­re god nok. Hun er fak­tisk ret skøn og dej­lig, og jeg for­står hund­re­de pro­cent, hvor­for hun er, som hun er. At ac­cep­te­re det, vi ik­ke kan aen­dre, er et pri­vil­e­gi­um, som al­de­ren gi­ver. For vi HAR prø­vet. Det er et pri­vil­e­gi­um at ha­ve ro­en og over­blik­ket til ik­ke nød­ven­dig­vis at vil­le aen­dre alt, ba­re for­di no­get ik­ke er ret­fa­er­digt el­ler op­ti­malt. Vi ved at alt er ik­ke per­fekt, at nog­le gan­ge er folk an­der­le­des end os selv, og at det er okay, at vi ik­ke kan kon­trol­le­re det he­le. Det er og­så et pri­vil­e­gi­um at ha­ve den styr­ke, som er­fa­rin­gen gi­ver, når vi så sa­et­ter os for at aen­dre no­get af det, vi har ind­fly­del­se på. Vi ved ef­ter­hån­den, hvor­dan man skal gri­be det me­ste an. Li­vet er fuld af pri­vil­e­gi­er, når man er ov­re den før­ste ung­dom. Jeg ser det lidt som et må­l­tid, hvor jeg er fa­er­dig med den let­te for­ret, og er halvt fa­er­dig med ho­ved­ret­ten. Jeg har ud­sigt til den sø­de des­sert, som ven­ner­ne og jeg kan sid­de og hyg­ge os over la­en­ge. Der er ro og af­slap­pet stem­ning. Grundsu­l­ten er ma­et­tet, så nu kan vi ny­de hver en bid.

Bør­ne­ne op­ta­ger ik­ke la­en­ge­re al min tid. Jeg er kom­met i hob­by­al­de­ren. Der hvor man kan gø­re ting ba­re for sjov. Kar­ri­e­ren og øko­no­mi­en be­gyn­der og­så at va­e­re sta­bil og gi­ve luft til at ny­de li­vet og al­le de mu­lig­he­der, der føl­ger med. Et af de bit­ter­sø­de ele­men­ter ved at bli­ve ae­l­dre er, at vi be­gyn­der at mi­ste folk om­kring os. Sor­gen flyt­ter per­ma­nent ind hos os og ef­ter­la­der os med en hånd­fast for­stå­el­se for li­vets for­ga­en­ge­lig­hed.

Men med dø­de­ns na­er­va­er kom­mer og­så en vil­je, en lyst og en ev­ne til at ny­de li­vet. I mod­sa­et­ning til de un­ge, som tror, at de skal le­ve for evigt, ved vi godt, at ti­den går alt, alt for hur­tigt. Vi ved godt, at vi skal sør­ge for at ny­de hver ene­ste dag.

Og det er vej­en til lyk­ke. At gi­ve sig selv den ga­ve, det er, at ny­de så me­get som mu­ligt. At stop­pe med at fo­ku­se­re på, hvad an­dre vil ha­ve og for­ven­ter, og be­gyn­de at ma­er­ke, hvad man selv vil ha­ve og kan li­de.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.