D

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

cnie@bt.dk a mi­ne ven­ner rej­ste ud med rygs­a­ek, sag­de jeg ’Tak, men nej tak’ og gik i gang med at la­e­se. Og så har det ene ba­re ta­get det an­det.« Det er så­dan, Mar­gret­he Ves­ta­ger (R) ta­ler om sin kar­ri­e­re. Det ene har ta­get det an­det. I dag sid­der hun på en tung øko­no­misk post som en af Eu­ro­pa-Kom­mis­sio­nens fem mest ind­fly­del­ses­ri­ge kom­mis­sa­e­rer og fø­rer krig mod den ame­ri­kan­ske it-gi­gant Goog­le. Og for før­ste gang fø­ler hun, at hun er ved at ha­le ind på sin al­der. Men så al­li­ge­vel ik­ke.

»I vir­ke­lig­he­den har jeg al­tid va­e­ret ung. I for­hold til rig­tig man­ge af mi­ne kam­me­ra­ter var jeg en ung stu­dent, en ri­me­lig ung cand.po­lit., en me­get ung for­mand, en me­get ung mi­ni­ster og en re­la­tivt ung mor. Jeg fik mit før­ste barn i 1995. Nu er jeg 48 år og ved at ind­hen­te al­de­ren. Men jeg er sta­dig en af de al­le­ryng­ste kom­mis­sa­e­rer i Eu­ro­pa-Kom­mis­sio­nen.«

I dis­se da­ge fejrer BT 100 års fød­sels­dag. Man si­ger, at al­der ba­re er et tal, og på man­ge må­der er det sandt. Al­der er no­get må­l­bart, man kan put­te ind i sta­ti­stik­ker, og som står trykt i pas og på sund­heds­kort. Men hvor­når bli­ver al­der an­det og me­re end et tal?

Og ind­g­y­der et an­sigt me­re respekt, når ’30 års op- og ned­t­u­re’ har sat de­res pra­eg, og hå­ret er ble­vet gråt?

Jeg mø­der EUs kon­kur­ren­ce­kom­mis­sa­er Mar­gret­he Ves­ta­ger en lun mor­gen i Kø­ben­havn. Hun er i Dan­mark på en kort vi­sit fra Bruxel­les, hvor hun ar­bej­der og bor halv­de­len af ti­den. Og hun er en kvin­de, der ved, hvad al­der be­ty­der. El­ler ik­ke be­ty­der.

»Jeg skal li­ge ha­ve no­get i mit hår, så er jeg klar,« si­ger hun som no­get af det før­ste og gri­ber sin hånd­ta­ske for at fin­de et spejl.

»Da jeg var 30 år, stod jeg jo pligt­skyl­digt og ord­ne­de mit hår og gjor­de mig for­fa­er­de­lig uma­ge hver ene­ste mor­gen. Det gi­der jeg sim­pelt­hen ik­ke at bru­ge tid på la­en­ge­re.«

Jeg smi­ler og fø­rer for­le­gent hån­den op til mit eget hår. Jeg er 30 år. Få ti­mer for­in­den har jeg stå­et og ’gjort mig uma­ge’. Me­re end jeg ple­jer, for jeg skal mø­de en mar­kant kvin­de, der om no­gen har op­nå­et no­get i sit liv.

Da Mar­gret­he Ves­ta­ger var på min al­der, var hun, li­ge­som jeg, net­op ble­vet mor. Men hvor jeg for ny­lig er kom­met til­ba­ge på ar­bej­det fra bar­sel og sta­dig er for­pu­stet ef­ter at ha­ve va­e­ret va­ek fra ar­bejds­mar­ke­det i na­e­sten et år, kla­re­de Mar­gret­he Ves­ta­ger sin an­den bar­sel i 1998 på syv uger. Da hun var gravid og i gang med en kar­ri­e­re, først som fuld­ma­eg­tig i Fi­nans­mi­ni­ste­ri­et og se­ne­re i Øko­no­mi­sty­rel­sen, rin­ge­de Poul Nyrup Ras­mus­sen (S) og til­bød hen­de et job. Hun tak­ke­de ja og fik – som 29-årig, mor til en og gravid med num­mer to – ti­tel af Un­der­vis­nings­og kir­ke­mi­ni­ster.

I mi­ne ører ly­der det mil­dest talt uover­kom­me­ligt. I frisk erin­dring har jeg sta­dig fø­lel­sen af kom­plet usik­ker­hed over at få et spa­ed­barn i ar­me­ne og sam­ti­dig få over­dra­get det ful­de an­svar uden no­gen til­hø­ren­de ma­nu­al. At skul­le jong­le­re med to mi­ni­ster­po­ster sam­ti­dig ly­der helt ab­surd.

Men Mar­gret­he Ves­ta­ger gjor­de det. Udadtil end­da med op­hø­jet ro. Selv si­ger hun dog, at det na­er­me­re var med »ung­dom­me­lig uku­e­lig­hed«. Magt­po­si­tio­ner var hen­de da hel­ler ik­ke helt uvant. Fi­re år tid­li­ge­re var hun som 25-årig til­t­rå­dt som ra­di­kal lands­for­mand – som den yng­ste no­gen­sin­de.

»En del af grun­den til, at det kun­ne la­de sig gø­re den­gang, var sim­pelt­hen, at jeg ik­ke vid­ste bed­re,« for­kla­rer hun og la­eg­ger ha­en­der­ne åb­ne ned på bor­det.

Hå­ret er lyn­hur­tigt ble­vet sat, og hun er til­ba­ge på sin stol.

»Det var helt åben­lyst, at jeg var ung, da jeg stod der som 25-årig. Og der blev og­så talt me­get om det. Men jeg ta­enk­te ik­ke over, at jeg var alt for ung til at gø­re det, jeg gjor­de. Det ly­der ånds­svagt, men der­for lag­de jeg ik­ke ma­er­ke til, at folk var dob­belt så gam­le el­ler tre gan­ge så gam­le, som jeg var. Hvis al­der ik­ke spil­ler no­gen rol­le, for­di man ik­ke ser den, så spil­ler den ik­ke no­gen rol­le.«

Det sto­re, mør­ke hår, der den­gang om­kran­se­de hen­des an­sigt, er i dag skif­tet ud med en kort, sølv­far­vet fri­su­re. Jeg fun­de­rer over, om det gør, at folk ser an­der­le­des på hen­de. Om man i po­li­tik tror me­re på en kvin­de, når li­vet har far­vet hen­des hår i grå nu­an­cer, end man vil tro på en kvin­de med lan­ge lok­ker og et glat an­sigt?

»Jeg tror be­stemt, der er for­skel. Men der er ik­ke plads til sa­er­lig man­ge køns­be­tin­ge­de kom­pli­men­ter i den ver­den, jeg fa­er­des i. Min tro­va­er­dig­hed bun­der i en fag­lig pro­fes­sio­nel ting, som kom­mer med den tyng­de, 25 års ar­bejd­ser­fa­ring gi­ver,« si­ger hun kort.

En fri­su­re skal va­e­re prak­tisk

For hen­de hand­ler det at bli­ve grå­hå­ret i øv­rigt hel­ler ik­ke om, hvil­ket sig­nal hun sen­der til om­ver­de­nen. Det hand­ler i al sin en­kel­hed om, at det er det mest prak­ti­ske.

»Når jeg ser kvin­der på min egen al­der med en stri­be ne­de i skil­nin­gen, for­di det er no­get tid si­den, de

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.