En pø­bel af fø­le-bol­ler

BT - - SØNDAG -

Iden for­gang­ne uge var der en liv­lig de­bat på de so­ci­a­le me­di­er og i di­ver­se ra­diopro­gram­mer, som tog ud­gangs­punkt i et ind­la­eg skre­vet af jour­na­li­sten Nat­ha­lie Os­tryns­ki. Hun sat­te fo­kus på fora­el­dres tå­re­va­e­de­de af­sked med de­res bør­ne­ha­vebørn om mor­ge­nen. Hun til­lod sig at saette spørgs­måls­tegn ved, hvor­vidt det tje­ner bør­ne­nes tarv, og spurg­te end­vi­de­re, om det må­ske var fora­el­dre­nes eget be­hov, der blev til­go­de­set ved de lan­ge af­skeds­se­an­cer.

JEG SY­NES, DET var en spa­en­den­de klum­me, men end­nu en gang blev et de­bat­ind­la­eg druk­net i en mal­strøm af for­ud­si­ge­li­ge kom­men­ta­rer.

LI­GE­SOM OS­TRYNS­KI IK­KE pe­ger fin­gre ad al­le fora­el­dre, men blot sa­et­ter fo­kus på et pro­blem, så er det jo hel­ler ik­ke al­le kom­men­ta­rer, der er uva­e­sent­li­ge. Men man­ge var. Og se al­le­re­de her be­gyn­der symp­to­mer­ne på den sy­ge de­bat­kul­tur at vi­se sig. For man er nødt til at ta­ge 800 for­be­hold, hvis man i dag skal brin­ge et dis­kus­sions­em­ne til torvs. Ind­led­nin­gen skal helst rum­me et: ’Ja, nu skal jeg jo ik­ke ge­ne­ra­li­se­re’. Og man skal i lø­bet af sin tekst sik­re sig med et: ’Men selv­føl­ge­lig må folk ger­ne ha­ve en an­den hold­ning’. Og al­ler­bedst er det, hvis man run­der af med: ’Jeg kan selv­føl­ge­lig og­så ta­ge fejl’. Al­le dis­se hel­gar­de­rin­ger for ik­ke at bli­ve smidt i ugens ga­be­stok på so­ci­a­le me­di­er.

JEG SY­NES, DET er trist, at vi har få­et en de­bat­kul­tur, hvor gud og hver­mand fø­ler sig kal­det til at ka­ste op i ta­sta­tu­ret, hver gang de la­e­ser no­get, de er ue­ni­ge i. Og jeg fø­ler mig over­be­vist om, at hvis vi om 20 år kig­ger til­ba­ge, så vil vi gra­em­me os. Hvis alt­så vi får han­ket op i os selv un­der­vejs. Al­le­re­de nu er man­ge avi­ser holdt op med at ha­ve kom­men­tar­spor, og fle­re og fle­re drop­per Fa­ce­book af pra­e­cis sam­me år­sag, så no­get ty­der gud­ske­lov på, at vi igen be­gyn­der at va­er­ne om vo­res må­de at for­hol­de os til hin­an­den på.

DER ER SELV­FØL­GE­LIG al­tid de helt ube­ga­ve­de kom­men­ta­rer à la: ’Luk rø­ven, so!’ Men fak­tisk er det ik­ke dem, jeg her hen­ty­der til. Det er sna­re­re al­le dis­se fø­le-bol­ler, som hver uge føøøø­ler, at der pe­ges fin­gre ad li­ge pra­e­cis dem. Så kal­des det fora­el­dre-bas­hing. Så er det ud­skam­ning af de fat­ti­ge. Så er det pe­gen fin­gre ad ry­ger­ne. Hold nu op! Det er så evigt tra­et­ten­de med al­le dis­se men­ne­sker, der kon­stant ry­ger over i of­fer-rol­len, hvor det er fuld­kom­men ude­luk­ket med no­gen form for selv­kri­tik el­ler ba­re en over­vej­el­se om, hvor­vidt de­bat­tø­ren må­ske kun­ne ha­ve fat i no­get. Det er de sam­me flos­k­ler gang på gang: ’Hvad gør dig til eks­pert? Hvor­for sy­nes du, du har ret til at skri­ve så­dan? Du ved ik­ke, hvor­dan det er’.

OG JA, NÅR man ud­tryk­ker en hold­ning, så skal man va­e­re klar til at stå på mål for den. Men de oven­for na­evn­te ek­semp­ler har ik­ke en dis­se at gø­re med de­bat. Man be­hø­ver nem­lig ik­ke at va­e­re eks­pert for at ha­ve en kva­li­fi­ce­ret hold­ning. Og, ja, al­le har ret til at skri­ve, hvad de vil – det er det, vi kal­der yt­rings­fri­hed. Og nej, der vil al­tid va­e­re ene­stå­en­de ek­semp­ler på, hvor­for man ik­ke kan ge­ne­ra­li­se­re, men så er vi til­ba­ge til de 800 for­be­hold, som man ik­ke kan ta­ge, hver gang man yt­rer sig.

MIN POINTE ER, at vi skal ud af of­fer-hul­let, når vi stø­der på men­ne­sker med an­dre hold­nin­ger. Vi be­hø­ver ik­ke at nå til enig­hed hver gang. Li­ge nu lig­ner det H.C. An­der­sens even­tyr om ’Kej­se­rens nye kla­e­der’ i en mo­der­ne ver­sion, hvor den lil­le dreng kun når at rå­be ’Han har jo ik­ke no­get tøj på’ én gang, hvor­ef­ter han bli­ver for­fulgt af pøb­len, der kom­mer fa­ren­de med ka­ep­pe. Det er sim­pelt­hen for tra­els.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.