Jeg lu­sker rundt i den go­de sags tje­ne­ste

BT - - DEBAT -

Jeg gør det ik­ke, for­di jeg er et bed­re men­ne­ske end an­dre. Jeg er hel­ler ik­ke me­re per­tent­lig end an­dre. Jeg gør det, for­di jeg ik­ke kan hol­de for­fal­det ud.

En gang imel­lem er jeg krat­lu­sker. Jeg lu­sker rundt op­pe ved sta­tio­nen, hen­ne ved bold­ba­ner­ne, in­de i car­por­te­ne og ude ved sø­en. Jeg har hand­sker og ka­sket på. Jeg ba­e­rer sol­bril­ler og har en stor, sort po­se i den ene hånd. Jeg sni­ger mig af sted, mens jeg mum­ler for mig selv.

Jeg fjer­ner af­fald. I den go­de sags tje­ne­ste. Jeg sam­ler pizza­bak­ker, som folks uop­drag­ne te­e­na­ge­un­ger har ka­stet fra sig. Kaf­fe­krus, pap fra Ikea, pla­stik i al­le stør­rel­ser, fla­m­ingo, fla­sker, halv­spist junk­food, til­bud­sa­vi­ser og enor­me ma­eng­der af Me­tro Express, som i øv­rigt bur­de sen­de si­ne eg­ne folk ud for at ryd­de op.

Folk gl­or un­dren­de på mig. Jeg kan ma­er­ke, at de over­ve­jer at rin­ge til di­strikt­spsy­ki­a­tri­en og be­de om hja­elp til den for­vil­de­de mand. Og et el­ler an­det sted må jeg jo in­drøm­me, at jeg stik­ker ud fra ma­eng­den. Vi er ik­ke man­ge, der or­ker at bø­je ryg­gen og sam­le an­dres svi­ne­ri op fra for­to­vet. Men jeg er nødt til det.

Det be­gynd­te for et års tid si­den – og egent­lig på grund af mit eget svi­ne­ri. Jeg var på vej hen til det lo­ka­le su­per­mar­ked og hav­de trå­dt en ci­ga­ret ud i kants­te­nen, da en ny­de­lig her­re stand­se­de mig og bad mig fjer­ne mit af­fald fra gaden. Min før­ste ind­sky­del­se var at be­de ham gå hjem til ef­ter­løn­nen og pas­se si­ne eg­ne ting. Men jeg nå­e­de li­ge at fat­te mig. Og i et pin­ligt og ty­de­ligt øje­blik gik det op for mig, at han hav­de ret. Det var jo og­så hans for­tov – og jeg hav­de li­ge smidt mit af­fald på det. Så nu sam­ler jeg op fra ha­ek­ke, for­tove og cy­kel­sta­ti­ver. Jeg gør det ik­ke, for­di jeg er et bed­re men­ne­ske end an­dre. Jeg er hel­ler ik­ke me­re per­tent­lig end an­dre. Jeg gør det, for­di jeg ik­ke kan hol­de for­fal­det ud. Der er gå­et tu­sin­der af år med men­ne­ske­lig ud­vik­ling – og så er vi endt med at va­de rundt i vo­res eget af­fald. Hur­ra.

Kald mig ba­re sa­er og små­bor­ger­lig, men jeg tror på den pa­e­ne by. Når vi ved­li­ge­hol­der og gør rent på vo­res fa­el­les are­a­ler, ud­tryk­ker vi respekt for hin­an­den. Den of­fent­li­ge ae­ste­tik er et sprog mel­lem os. Det er, om man vil, en li­ge så vig­tig sam­men ha engs krafts om­sko­ler, fol­ke­pen­sion, kir­ke og for­e­nin­ger. Af sam­me år­sag er mi­ne lo­ka­le renova­tions­folk nu mi­ne nye hel­te. De kom­mer hver man­dag, og jeg er be­gyndt at stå op­pe på al­ta­nen og rå­be an­er­ken­den­de ned til dem. De er lidt for­vir re­de­over mi­ne k aer lig­heds erk la­er in­ger, m en­de­vin­ker da pa­ent til­ba­ge.

Naeste man­dag vil jeg vi­se dem min gam­le luftbøs­se. Den kan fak­tisk la­des med ki­ka­er­ter, og jeg har ta­enkt mig at lig­ge på lur op­pe ved sta­tio­nen og fy­re he­le pul­ve­ret af i rum­pet­ten på den før­ste te­e­na­ger, der smi­der en pizza­bak­ke. Med ti­den vil ryg­tet om af­falds-skyt­ten bre­de sig og lang­somt vil by­en bli­ve re­ne­re. Det er for­ment­lig ik­ke en spe­ci­elt lov­lig me­to­de – og i hvert fald me­re ulov­lig end at smi­de af­fald. Men no­gen må jo gø­re det – i den go­de sags tje­ne­ste.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.