Erik­sens ae­ra

BT - - DANMARK-ARMENIEN -

CHRI­STI­AN ERIK­SENS AE­RA er be­gyndt. Det bli­ver hans navn, vi først sa­et­ter på, når vi om nog­le år la­ver li­ster over de spil­le­re, der de­fi­ne­re­de de se­ne 2010’ere og be­gyn­del­sen af 2020’er­ne. For der er Chri­sti­an Eriksen, og så er der al­le de an­dre.

Som en blan­ding af brød­re­ne Laud­rup kan han bå­de va­e­re op­sa­et­te­ren à la Mi­cha­el og mat­chvin­de­ren à la Bri­an, og det er, når op­spil­let ram­mer ham, at det of­test ta­ger en over­ra­sken­de drej­ning. Han får al­drig den magi til­fø­jet sit navn, som Laud­rup­per­ne i kraft af de­res fa­mi­lie­op­hav hav­de fra de­res fød­sel, men po­si­tio­nen som det stør­ste dan­ske navn og som spil­le­ren om hvem, alt det in­ter­es­san­te dre­jer sig, har han nu. CHRI­STI­AN ERIKSEN ER en­de­lig nå­et der til, hvor vi en­gang hå­be­de, han vil­le nå, men hvor i hvert fald jeg i en del år tviv­le­de på, han fak­tisk vil­le en­de. I åre­vis spurg­te vi, hvor­for han dog ik­ke kun­ne for­lø­se sit uomt­vi­ste­li­ge po­ten­ti­a­le på lands­hol­det, og da han kom til Tot­ten­ham, hør­te jeg ar­gu­men­tet om, at han hav­de bed­re med­spil­le­re i Tot­ten­ham end på lands­hol­det og der­for ik­ke li­ge så go­de kår, når han kom hjem til Dan­mark, som han hav­de på sit klubhold.

I dag er han der, hvor hans med­spil­le­re na­tur­lig­vis har en be­tyd­ning for, om hans hold vin­der el­ler ej, men hvor han i langt hø­je­re grad end tid­li­ge­re selv for­mår at ska­be sit spil. Som Mk­hi­tary­an for Ar­me­ni­en, el­ler Zla­tan Ibra­him­ovic for Sve­ri­ge.

Chri­sti­an Eriksen er en­de­lig nå­et der til, hvor vi en­gang hå­be­de, han vil­le nå, men hvor i hvert fald jeg i en del år tviv­le­de på, han fak­tisk vil­le en­de

CHRI­STI­AN ERIKSEN FOR­KLA­RER selv, hvor­dan han har fun­det sig godt til ret­te i Åge Ha­rei­des sy­stem, og Åge Ha­rei­de forta­el­ler, hvor­dan han har for­søgt at fin­de me­re plads til Chri­sti­an Eriksen, end det lyk­ke­des Mor­ten Ol­sen at gø­re. Un­der Ol­sen trak kan­ter som isa­er Mi­cha­el Kro­hn-De­hli langt ind i ba­nen og op­tog de hul­ler, Chri­sti­an Eriksen ar­bej­de­de i, mens han med to an­gri­be­re for­an sig, et lidt dy­be­re ud­gangs­punkt og meget bre­de wing­ba­cks of­te har stor plads og mas­ser af be­va­e­gel­se for­an sig.

Men min på­stand er, at han og­så er vok­set i sin egen selv­for­stå­el­se. En for­sagt dreng er be­gyndt at si­ge vit­tig­he­der på pres­se­mø­de­r­ne, og en usel­visk na­est­sidste­fod har ta­get skrid­tet frem og er langt of­te­re ble­vet den sid­ste af­slut­ten­de in­der­si­de. Som i af­tes, da han score­de det en­li­ge mål mod Ar­me­ni­en, el­ler som i Osa­ka i ju­ni, da han score­de tre af de fi­re mål mod Bul­ga­ri­en. JEG HAR SKRE­VET om det før, og nu gør jeg det igen. Om den­gang i 2010, da jeg sad på den lil­le tri­bu­ne i Knys­ne og så et tra­et gam­melt lands­hold tra­e­ne un­der VM i Syd­afri­kas sol. Chri­sti­an Eriksen var den ene­ste, der gav genska­er op på vo­res plad­ser, når han med sit smur­te løb og sin fi­ne, fi­ne for­nem­mel­se for bol­den gled igen­nem si­ne hold­kam­me­ra­ter, men kun fik mar­gi­nal spil­le­tid. Nu skin­ner han igen. Ik­ke fra en mar­gi­nal­po­si­tion, men fra top­pen af et ju­le­tra­e­et.

MOR­TEN CRONE SEJERSBØL, BTs SPORTSCHEF

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.