Lyk­ken er... et per­fekt blød­kogt aeg M

BT - - KENDER DU DET? -

in nu af­dø­de eks-svi­ger­mor stod en­gang i ho­ved­dø­ren og ven­te­de på mig, da jeg kom på vi­sit. Hun gla­e­de­de sig ty­de­lig­vis, til jeg kom. Så snart jeg stod ud af bilen, sag­de hun en­tu­si­a­stisk, at hun skul­le vi­se mig no­get ude i sku­ret. Der­u­de hang hen­des ha­ve­red­ska­ber som al­tid sir­ligt ved si­den af kum­me­fry­se­ren. Umid­del­bart så alt ud som det ple­je­de, så jeg vid­ste ik­ke helt, hvad vi kik­ke­de på, da hun sag­de: ’Se’. Det vi­ste sig at va­e­re en ny dør­måt­te, hun hav­de købt bil­ligt i det lo­ka­le byg­ge­mar­ked, som hun var så glad for, at hun blev nødt til at de­le sin gla­e­de med mig. Min eks-svi­ger­mor var ik­ke sa­er­lig be­rejst. En­gang tog vi hen­de med på fe­rie – med fly. Fra det øje­blik vi an­kom til Kastrup luft­havn og ind­til vi nå­e­de ind i fly­et, hav­de hun al­le­re­de ’skudt’ den før­ste rul­le film. Hun syn­tes, at alt var fan­ta­stisk – og hun min­de­de mig of­te om vig­tig­he­den af at la­de sig be­gej­stre. Da jeg gik i gym­na­si­et, kom min rød­hå­re­de furie af en spans­kla­e­rer en dag gla­e­des­strå­len­de ind i klas­sen og sag­de: ’I går rin­ge­de jeg til Ar­gen­ti­na. Jeg tryk­ke­de ba­re et num­mer på te­le­fo­nen og vup­ti var min ar­gen­tin­ske ve­nin­de i rø­ret – fra den an­den si­de af jor­den... Er det ik­ke fan­ta­stisk?’ Så 44 år, fored­rags­hol­der og iva­er­ksa­et­ter. Har bl.a. stå­et bag Run­ning­din­ner.dk, ’ Mi­chel­les Mis­sion’ på DR1 og har skre­vet bø­ge­ne ’Skru op for li­vet’ og ’Råstyr­ke’. Mi­chel­le bor med si­ne to børn i Kø­ben­havn og har en ka­e­re­ste. sad vi dér en hel klas­se og ta­enk­te, at hun var bin­de­gal. I dag ved jeg, at min spans­kla­e­rer og min eks-svi­ger­mor hav­de fat i den lan­ge en­de. Jeg ta­en­ker, at de, der let la­der sig be­gej­stre, er de klo­ge. Det er jo ev­nen til at be­gej­stres, som vi el­sker hos børn. Hvor­for ir­ri­te­rer det selv­sam­me tra­ek os så me­get hos voks­ne? Må­ske er det for­di, det mest af alt min­der os om vo­res egen til­la­er­te vok­sen-ky­nis­me. For sto­re de­le af li­vet går vi rundt og op­da­ger slet ik­ke de små øje­blik­ke af fuld­kom­men lyk­ke. Jeg har et bil­le­de af mig selv fra Gra­e­ken­land i 1991. Jeg står 180 cm høj, sol­brun og i blå (stør­rel­se 36) hot­pants. Jeg er røvla­ek­ker på det bil­le­de. Al­li­ge­vel brug­te jeg sto­re de­le af den som­mer på at spe­ku­le­re på, om mi­ne ben var for fe­de til de shorts. Hvis jeg kun­ne rej­se til­ba­ge til den som­mer, vil­le jeg gø­re det. Jeg vil­le min­de mig selv om, at jeg var lyk­ke­lig – li­ge der. Og at lyk­ken al­drig må­les i stør­rel­sen på lår. I en al­der af 42 år har jeg en­de­lig for­stå­et kun­sten at be­gej­stres. At la­de lyk­ken var­me i selv de mind­ste øje­blik­ke. I mor­ges var jeg lyk­ke­lig – i fle­re mi­nut­ter – over et per­fekt blød­kogt aeg. Gla­e­den kan lig­ge i et te­le­fo­nopkald, en luft­havn, en dør­måt­te, el­ler et per­fekt blød­kogt aeg. Vi er om­gi­vet af dag­lig­dags gla­e­der og små mirak­ler. Det er slet ik­ke så sva­ert at la­de sig be­gej­stre. Lad mig min­de dig om Marc Twains vi­dun­der­li­ge ci­tat: ’Jeg har haft man­ge be­kym­rin­ger i mit liv. Det var ik­ke sa­er­lig man­ge af dem, der blev til no­get’.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.