Ma­end har og­så fø­lel­ser

Kvin­der vil ha­ve ma­end til at vi­se fø­lel­ser, men ta­en­der ik­ke på de ma­end, der gør det. Giv din mand plads og få – bå­de fø­lel­ser og god sex

BT - - DIG OG MIG -

We­e­kend - 10.09.2016

Ta­en­ker du nog­le gan­ge, at din mand ik­ke har li­ge så man­ge fø­lel­ser som dig? Un­drer du dig over dit eget be­hov for at ta­le fø­lel­ser igen­nem, mens han na­er­mest vir­ker, som om han in­gen fø­lel­ser har? Lad dig ik­ke nar­re. Han har mas­ser af fø­lel­ser og tan­ker. Om de bli­ver vist til dig, er en helt an­den sag. »Det vir­ker, som om du tror, at jeg ik­ke kan bli­ve sår­et,« si­ger han til hen­de, mens han skif­te­vis kig­ger ned i gul­vet og for­sig­tigt over på hen­de.

»Du ta­ler til mig, som om jeg ik­ke kan bli­ve ked af det el­ler fø­le sorg,« fortsaetter han.

Hun er helt stil­le. Lyt­ter. Så­dan rig­tigt. For før­ste gang i åre­vis. La­der ham ta­le ud. Hja­el­per ham med at ska­be et trygt rum, hvor og­så han kan kom­me til or­de. Et rum, de ik­ke har for­må­et at ska­be der­hjem­me.

Det er hen­de, der har ta­get kon­takt til mig. For­di hun sav­ne­de at ’ma­er­ke ham’, hans na­er­va­er, han­s­in­ter­es­se, hans ini­ti­a­tiv, hans mod­stand – så­dan be­skrev hun dét, som man­ge kvin­der før hen­de har be­skre­vet, in­den de går i par­te­ra­pi. Han var sam­ar­bejds­vil­lig – som al­tid, og gik med, hvis det kun­ne gø­re hen­de glad.

»Jeg prø­ver tit at ta­le med dig – el­ler det gjor­de jeg en­gang. Nu gi­der jeg ik­ke en­gang prø­ve. Du over­ta­ger sam­ta­ler­ne, af­bry­der mig og op­fø­rer dig, som om min me­ning, mi­ne fø­lel­ser og hold­nin­ger ik­ke ta­el­ler.« Nu hav­de han talt sig varm. »Det vir­ker ae­r­lig talt, som om, at du er li­geg­lad med, hvor­dan jeg har det.«

Hun var krid­hvid i ho­ve­d­et. Sand­he­den var il­de hørt – i hvert til­fa­el­de i de før­ste mi­nut­ter i par­te­ra­pi­en.

»Jeg tro­e­de ik­ke, at du hav­de så man­ge fø­lel­ser og tan­ker,« frem­stam­mer hun så. »Und­skyld.«

Nu be­gyn­der sam­ta­len

Det­te er ind­led­nin­gen til en ny rej­se i par­for­hol­det. En rej­se, hvor beg­ge par­ters fø­lel­ser, tan­ker og op­le­vel­ser ta­el­ler li­ge me­get, og ik­ke mindst, hvor de respek­te­res. Gen­si­digt. Ca­sen er selv­føl­ge­lig op­dig­tet. Al­li­ge­vel er den gan­ske sand – for dis­se sam­ta­ler har jeg va­e­ret vid­ne til – et utal af gan­ge. I al den tid, jeg har haft kli­nik, har jeg ad­skil­li­ge gan­ge op­le­vet, at kvin­der tror, at ma­end har fa­er­re fø­lel­ser og tan­ker end dem selv. At fle­re ’pop-se­xo­lo­gi/ka­er­lig­heds-bø­ger’ pla­e­de­rer for, at man­den ik­ke må vi­se ’tegn på svag­hed’ el­ler ’sår­bar­hed’ og al­tid skal va­e­re den sta­er­ke – for at kvin­der­ne kan ta­en­de seksu­elt på ham. Ja, det gør selv­føl­ge­lig ik­ke si­tu­a­tio­nen spor bed­re.

Jeg la­e­ste en­gang en se­xo­log, der ud­tal­te: ’Hvem gi­der knal­de med en mand, der er ked af det – det er der da in­gen, der sy­nes er se­xet’.

Men beg­ge de­le skal ha­ve sin tid – og sin plads. Sex har sin tid. Fø­lel­ser og tan­ker har en an­den.

Det er øde­la­eg­gen­de for par­for­hol­det og et vel­fun­ge­ren­de se­xliv, hvis man­den skal skju­le fø­lel­ses­ma­es­si­ge si­der af sig selv og oven i kø­bet skam­me sig over dem, for­di han tror, de er unor­ma­le el­ler for­ker­te.

’Det skal nok gå’

Min oplevelse er, at ma­end selv­føl­ge­lig er mindst li­ge så nu­an­ce­re­de som kvin­der i de­res fø­lel­ses­liv og tan­ke­u­ni­vers. De ta­ler ba­re ik­ke så me­get om det. Nog­le for­di de ik­ke har la­ert det, an­dre for­di de bli­ver luk­ket ned, hver gang de for­sø­ger at åb­ne op, el­ler bli­ver ned­gjort og af­vist – det er i hvert­fald den hi­sto­rie, ma­en­de­ne of­te forta­el­ler. Til sidst op­gi­ver de. Ta­en­ker: ’Det skal nok gå al­li­ge­vel, jeg el­sker hen­de jo’.

Men skal man ta­le om no­get sår­bart, kra­e­ver det et ’trygt rum’ – spe­ci­elt hvis man er ny­be­gyn­der. Og helst med en sam­ta­le­part­ner, man er tryg ved, og som ik­ke døm­mer dét, man be­ret­ter om og de fø­lel­ser man la­eg­ger på bor­det. Kort sagt, det kra­e­ver en part­ner, der ik­ke af­bry­der el­ler be­gyn­der at ta­le om sig selv.

Som al­le an­dre ste­der ga­el­der go­de sam­ta­le­reg­ler selv­føl­ge­lig og­så her.

Pro­ble­mer­ne bli­ver gan­ske ty­de­li­ge, når de ’tav­se’ ma­end ram­mes på seksu­a­li­te­ten el­ler psy­ken. For er de ik­ke vant til at ta­le om fø­lel­ser el­ler den sår­ba­re seksu­a­li­tet, kan pro­ble­mer­ne ho­be sig op i åre­vis uden at der bli­ver re­a­ge­ret på dem.

Det hand­ler ik­ke om he­le ti­den at ta­le om fø­lel­ser, tan­ker og op­le­vel­ser. Det hand­ler om, at ma­end skal gi­ve ud­tryk for, hvem de er, hvad de står for, og in­si­ste­rer på, at der og­så skal va­e­re plads til he­le man­den i par­for­hol­det.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.