Nde at bli­ve øden’

BT - - NYHEDER -

på te­o­lo­gi­stu­di­et og en kar­ri­e­re som kre­a­tiv iva­er­ksa­et­ter. I ka­pel­ler­ne blev hun og­så ven­ligt mob­bet i be­gyn­del­sen, for­di hun helst holdt sig va­ek fra de dø­de. Det har ta­get tid at vaen­ne sig til den kol­de hud, in­drøm­mer Sil­le Kongstad. Og det er sta­dig det sva­e­re­ste ved ar­bej­det. Det helt fy­si­ske mø­de med et dødt men­ne­ske.

»Isa­er når li­ge­ne ik­ke ser så pa­e­ne ud. En la­e­ge vil­le nok se me­re kli­nisk på det, men der kan jeg godt ma­er­ke, at jeg ta­ger det me­re som et al­min­de­ligt men­ne­ske. Der kan va­e­re man­ge ting i det mø­de, der er sva­e­re. Hvis det er et ungt men­ne­ske el­ler et barn, der lig­ger i ki­sten, kan det og­så va­e­re van­ske­ligt at mø­de fa­mi­li­ens smer­te. Jeg hav­de en 16-årig dreng, der var død. Det var ma­er­ke­ligt at gi­ve ham tøj på og la­eg­ge ham i ki­sten, for­di jeg har en dat­ter på sam­me al­der. Hvis dø­den har va­e­ret vold­som, og det ek­sem­pel­vis er en mand, der De, der fø­ler sig mest stødt, er dem, der har mest brug for at bli­ve min­det om dø­den. Man­ge af os kan jo ik­ke kla­re tan­ken om, at vi en dag skal dø. Vi ved ik­ke, om det er i dag, i mor­gen el­ler om 30 år. Det er da to­talt angst­pro­vo­ke­ren­de. Men det er ik­ke sundt, hvis vi ba­re luk­ker øj­ne­ne er sprun­get ud for­an et tog, har jeg ik­ke lyst til at se li­get,« si­ger hun. Ramt i mel­lem­gul­vet Det var en af de ting, hun fandt sva­e­rest i be­gyn­del­sen. At ka­pel­ler­nes per­so­na­le og kol­le­ga­er i bran­chen kun­ne ta­le om hver­dagsting hen over li­ge­ne. En dag in­de på rets­me­di­cinsk af­de­ling blev hun ramt li­ge i mel­lem­gul­vet af hver­dags­snak­ken – dér midt i dø­den.

»Rets­me­di­cinsk er i det he­le ta­get et ma­er­ke­ligt sted. Der er dø­de men­ne­sker i lan­ge ba­ner i det ene kø­le­rum ef­ter det an­det, hvor de går rundt og la­ver lig­syn og ob­du­ce­rer. Og li­ge­ne ser of­te ik­ke så pa­e­ne ud, for­di det er de mest volds­om­ste til­fa­el­de. Jeg skul­le hen­te en af­død, og ved si­den af stod to be­de­ma­end og lag­de en 14-årig pi­ge i ki­ste, der så helt fin ud. Jeg ved ik­ke, hvor­for det gjor­de så stort ind­tryk på mig, at de to ma­end ba­re stod og snak­ke­de hen over pi­gens lig om vind og vejr, imens de lag­de hen­de og nog­le bam­ser ned i ki­sten. Det blev for ab­surd, og jeg fik lyst til at fin­de fora­el­dre­ne og si­ge til dem, at det her bur­de de gø­re. Må­ske for­di der er en el­ler an­den mo­der­lig hand­ling i det at put­te sit barn og gø­re det fint,« si­ger hun.

Den dag, Sil­le Kongstad selv dør, må ce­re­mo­ni­en ger­ne va­e­re lidt ka­o­tisk med skål i rød­vin. Hun vil og­så ger­ne ud på en sid­ste tur på rust­vogns­cyk­len til de ste­der i Kø­ben­havn, der be­ty­der no­get for hen­de. Mens fa­mi­li­en cyk­ler rundt med ki­sten, må an­dre men­ne­sker der­u­de ger­ne ven­de sig om ef­ter op­to­get og bli­ve min­det om dø­den. Li­ge dér i ga­de­plan.

»Jeg har igen­nem åre­ne la­ert, at sorg ik­ke står ale­ne. Folk bli­ver of­te let­te­de, når de fin­der ud af, at man godt kan mø­de dø­den og af­ske­den på en an­den må­de. At der er an­det end trist­he­den.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.