Kul­tur Bok­se­kamp på den

BT - - KULTUR -

STANDUP-COMEDY be­sø­ger klub­ben den­ne af­ten. På tors­dag har War­berg pre­mi­e­re på sit nye show ’War­berg Comedy ’Show ’16’ – og net­op i den­ne uge ha­er­ger den år­li­ge Zulu Comedy Festi­val spil­le­ste­der og caféer lan­det over.

’War­berg’ er cir­ka 50 kva­drat­me­ter stort, el­ler na­er­me­re lil­le bit­te.

Man kan, som en mand si­ger i klub­ben, se ko­mi­ker­nes na­e­se­hår fra ba­ge­ste ra­ek­ke.

In­den War­berg selv kom­mer på sce­nen, har to un­ge ko­mi­ke­re for­søgt sig med en vis suc­ces.

En lil­le grup­pe i rum­met ken­der den ene, Hai­ja Rey­es.

»Det er fan­ta­stisk at sid­de der na­er­mest på skø­det af dem. Jeg hav­de slet ik­ke fo­re­stil­let mig, at standup kun­ne op­le­ves på må­de,« si­ger den ene.

Hun har kendt Hai­ja, der har rød­der, Den Do­mi­ni­kan­ske Re­pu­blik, si­den han var dreng og spil­le­de ba­sket­ball sam­men med hen­des søn hjem­me i Jyl­lin­ge. Tu­ren til Kø­ben­havn er en fød­sels­dags­ga­ve til søn­nen.

Tho­mas War­berg var 19 år gam­mel, før­ste gang for­søg­te sig som ko­mi­ker i Kø­ben­havn. Som han of­te gør op­ma­er­k­som på i sin ko­mik, stam­mer han fra Toft­lund, der lig­ger så ta­et på mid­ten af Søn­derjyl­land, man kan kom­me. Drøm­men om sit eget Hans før­ste erin­dring om et øn­ske om at bli­ve standup-ko­mi­ker stam­mer fra et som­mer­hus, hvor han skrev en sed­del med tek­sten, ’Jeg vil va­e­re ko­mi­ker’. Den var der ik­ke an­dre, der fik lov at se. Se­ne­re så han Mi­chel Schøt og så én, der lig­ne­de ham selv og tal­te om ting, der in­ter­es­se­re­de ham. Mod­sat de nav­ne, han er vok­set op med – Mon­rad & Ri­slund i den ene grøft og Vi­ctor Bor­ge i den an­den.

»Jeg har al­tid ger­ne vil­let ha­ve mit eget sted. Som ko­mi­ker må man For min skyld må de rå­be, hvad de vil, når vi står i rum­met. Som ko­mi­ker går jeg over gra­en­sen hver dag. el­lers af­fin­de sig med, at må­den at te­ste sit ma­te­ri­a­le er no­get med at cyk­le ud til en café, stå der i ti mi­nut­ter, hvor­ef­ter man cyk­ler hjem igen. Da jeg fik be­hov for at op­tra­e­de med et stort show, syn­tes jeg, der mang­le­de et sted at tra­e­ne. Og hvor­for ik­ke gø­re det med et pu­bli­kum,« si­ger War­berg til BT.

Det gi­ver sig selv, at når man står så ta­et på sit pu­bli­kum som i den mini­ma­le klub på Vester­bro, bli­ver det al­drig én­vejs kom­mu­ni­ka­tion. War­berg får man­ge kom­men­ta­rer med på vej­en. Og­så den­ne af­ten.

»For min skyld må de rå­be, hvad de vil, når vi står i rum­met. Som ko­mi­ker går jeg over gra­en­sen hver dag. Det skal jeg gø­re, men jeg skal og­så tå­le, at folk så si­ger fra. De har som re­gel ret. Folk er sø­de til at an­mel­de på bil­let­net, når de har set showet. Jeg hav­de en­gang en af­ten, hvor jeg var enormt uo­p­lagt. Og i øv­rigt hav­de ondt i hal­sen. ’Han var uo­p­lagt’. ’Han var slet ik­ke til ste­de’, skrev folk bag­ef­ter. Du står til an­svar.«

Der er in­gen bar i ’War­berg’. Der ik­ke plads, folk må gå en tur i ro­ck­ba­ren Zep­pe­lin, der lig­ger ved si­den af, hvis de vil ha­ve no­get at drik­ke før el­ler ef­ter.

»Standup hø­rer me­get sam­men med at gå i by­en. Nor­malt, hvis der sid­der 100 men­ne­sker, er 40 af dem ful­de. Det be­ty­der, at du må gø­re det

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.