ANNETTE HEICK Hvad ven­ter du på?

BT - - SØNDAG -

Jeg har før på den­ne si­de for­talt om en af mi­ne al­ler­bed­ste ven­ner, der hed­der Ken­neth. Og det er, for­di Ken­neth ik­ke er, som folk er flest. Han har et tem­pe­ra­ment af den an­den ver­den. Han er pro­vo­ke­ren­de, og han er lyn­hur­tig. Han er til gen­ga­eld og­så det mors­om­ste men­ne­ske, jeg ken­der. Han er varm, og han er my­re­flit­tig. Han og jeg har gen­nem vo­res snart 30 år lan­ge ven­skab haft man­ge op­le­vel­ser sam­men, og her kom­mer en af de ny­e­ste, der forta­el­ler en hel del om min go­de ven. KEN­NETH ER REKLAMEMAND og op­fin­der. Hans se­ne­ste op­fin­del­se er en pho­a­my – en vind­ha­et­te til mo­bil­te­le­fo­nen, så der ik­ke kom­mer støj i mi­kro­fo­nen, når det bla­e­ser, el­ler hvis man cyk­ler. Hel­dig­vis er hans in­tro­duk­tion af pro­duk­tet gå­et godt, men som man­ge vil vi­de, ko­ster det pen­ge at tje­ne pen­ge. Ken­neth hav­de der­for brug for et lån i ban­ken, så han kun­ne in­ve­ste­re yder­li­ge­re. Bank­da­men hav­de gud ske tak og lov kendt Ken­neth i man­ge år, og da hun hav­de kon­sta­te­ret, at hans for­ret­nings­plan, hans regn­skab og hans bud­get så fint ud, sag­de hun: »Ja­ja Ken­neth, alt godt kom­mer til den, der ven­ter!« »A HVA’ SAG­DE du?«, spurg­te Ken­neth. Bank­da­men fik et ae­ng­ste­ligt ud­tryk i blik­ket: »Alt godt kom­mer til den, der ven­ter…alt­så, du har jo ven­tet la­en­ge på at nå her­til, hvor det går dig så godt«. Den stak­kels da­me ane­de ik­ke, hvad hun hav­de an­ta­endt. »DET ER DET mest forvrøv­le­de slud­der, jeg no­gen­sin­de har hørt,« ra­se­de Ken­neth i et sti­gen­de to­ne­le­je. Hvem har dog fun­det på et så ånds­svagt ud­tryk: Alt godt kom­mer til den, der ven­ter? GU GØR DET DA EJ.« HEL­DIG­VIS KUN­NE BANK­DA­MEN se det spil­len­de glimt i Ken­net­hs øje, og hel­dig­vis var der stort set ik­ke an­dre kun­der. Men Ken­neth fort­sat­te ufortrø­de­nt i no­gen­lun­de den­ne her ret­ning: »ALT GODT KOM­MER til dem, der gi­der let­te rø­ven, og som på trods af al mu­lig mod­gang al­li­ge­vel ka­em­per hver ene­ste dag år ef­ter år, mens de, der ba­re sid­der og ven­ter med ha­en­der­ne i skø­det, ik­ke kan for­stå, hvor­for til­va­e­rel­sen ik­ke bli­ver til så me­get, Jeg har en pro­blem­stil­ling, som jeg godt kun­ne ta­en­ke mig at hø­re din hold­ning til. Jeg har va­e­ret gift med min ko­ne i me­re end 10 år, og vi har 2 børn. Vi er beg­ge midt i 30’er­ne. Vi har et godt se­xliv, men vi er nok li­ge »uskyl­di­ge” på man­ge om­rå­der – ek­sem­pel­vis er vo­res ero­tisk/seksu­el­le sprog me­get be­gra­en­set (vi har al­drig rig­tig snak­ket fra­ekt, skre­vet fra­ek­ke be­ske­der osv.). Min ko­ne har net­op – me­get flovt – for­talt, at hun gen­nem de se­ne­ste 9 mdr. har få­et man­ge ero­ti­ske og fra­ek­ke be­ske­der fra en kol­le­ga på hen­des ar­bej­de. Han bor og ar­bej­der i Tys­kland (og har ko­ne og børn), så det er ik­ke så of­te, at de mø­des fy­sisk. Hun for­tol­ke­de det som en fo­rel­skel­se, men vi har ef­ter­føl­gen­de klart fun­det ud af, at det ik­ke var i ham – men i den bru­sen­de fø­lel­se af kom­pli­men­ter, og at han ta­end­te på hen­de. Min ko­ne el­sker kom­pli­men­ter, og så­dan be­gynd­te det og­så på ar­bej­det. Hen­des kol­le­ga for­tal­te, hvor smuk hun var, hen­des la­e­kre løv, sensu­el­le lår osv .... Min ko­ne har va­e­ret pas­si­vak­tiv, alt­så hun har ta­get imod kom­pli­men­ter­ne, men ik­ke gen­ga­eldt – an­det end at ro­se ham fag­ligt. Sam­ti­dig har hun for­talt, at det blev en form for be­sa­et­tel­se – et drug – for hen­de... Of­te når de tal­te sam­men over Bu­si­nes­sSky­pe som en del af de­res ar­bej­de, hå­be­de hun, at han – ef­ter en lang fag­lig di­a­log – vil kom­pli­men­te­re hen­de og forta­el­le, at hun ta­en­der ham for vildt og hvad han vil gø­re ved hen­de, hvis han kun­ne. Grad­vis er den seksu­el­le ka­rak­ter ta­get til, selv­om mi­ne ko­ne har va­e­ret af­vi­sen­de og sagt, at det skul­le stop­pe... men in­derst in­de gav det hen­de sta­dig be­kra­ef­tel­se, at han vil­le. For 6 mdr. si­den (ef­ter en for­ret­nings­frokost i de­res team med mas­ser af al­ko­hol) gav han hen­de et kys på gan­gen på vej op til hver hvor­for fol­ke­pen­sio­nen ik­ke ra­ek­ker, hvor­for for­sik­rin­gen ik­ke da­ek­ker, hvor­for de al­drig op­le­ver ver­den, og hvor­for de­res børn er pis­se umu­li­ge. Men jeg har ik­ke ta­enkt mig at ven­te på en skid. Jeg er gå­et på rø­ven fle­re gan­ge og har ar­bej­det mig op, men det er sa­te­me ik­ke je­res skyld, at det nu går mig godt. Og hit så med de skej­ser.« HE­LE DEN­NE SVADA le­ve­ret med fag­ter og be­to­nin­ger i et na­e­sten for­na­er­met to­ne­le­je – og så af­slut­tet med et stort, fra­ekt grin om mun­den. Det kald­te ret be­set på en ap­plaus, og selv da­men i Han­dels­ban­ken sva­re­de igen med et bredt smil og en klu­k­lat­ter ne­de i ma­ven. Pa­pi­rer­ne blev skre­vet un­der i god ro og or­den, og så gik Ken­neth ud af ban­ken med et: »Husk det nu: alt godt kom­mer til den, der ka­em­per.«

’’

DET ER JO egent­lig in­ter­es­sant, som vi nog­le gan­ge bru­ger flos­k­ler til at und­skyl­de os selv med. Jeg selv har al­tid haft det sva­ert med ud­tryk­ket: Flyv ik­ke hø­je­re, end vin­ger­ne ba­e­rer? For er det ik­ke i vir­ke­lig­he­den en hyl­dest til jan­te­loven? JEG HAR EN enorm respekt for de men­ne­sker, der hver dag ka­em­per. Jeg er­ken­der, at det ik­ke er al­le, der har vil­je, styr­ke og gåpå­mod. Ik­ke al­le har få­et den bal­last med hjem­me­fra. Men jeg sy­nes, at vi som sam­fund skal va­e­re med til at in­spi­re­re og vi­se, at ini­ti­a­tiv be­ta­ler sig. Min egen mand er er­kla­e­ret 2/3 in­va­lid, men han na­eg­ter at la­eg­ge sig. Hver dag ar­bej­der han i hå­bet om, at for­ret­nin­gen en dag kan gi­ve over­skud nok til en løn. El­ler må­ske to løn­nin­ger. El­ler tre. Am­bi­tio­ner­ne er der, og for nu at run­de af med et af de go­de, gam­le ord­s­prog: Hvo in­tet vover, in­tet vin­der. de­res ho­telva­e­rel­se... Hun var me­get fuld og ma­er­ke­de med det sam­me, at det var for­kert... Hun har klart sagt til mig, at hun ik­ke ta­en­der på ham som per­son og al­drig har fo­re­stil­let sig dem sam­men/dyr­ke sex. Hun har net­op for­talt ham, at hun har for­talt mig alt, og at han ik­ke skal kon­tak­te hen­de me­re (han er flyt­tet af­de­ling, så de har ik­ke be­hov for den pro­fes­sio­nel­le kon­takt me­re).. Me­ner I, at hun har va­e­ret ut­ro – hvad kan vi la­e­re af den­ne op­le­vel­se? Jeg kan ma­er­ke, jeg helt får lyst til at øn­ske til­lyk­ke. Med man­ge ting. For det er sim­pelt­hen så fint, at I kan løf­te det over i et: hvad kan vi la­e­re af det­te? Det kun­ne man­ge men­ne­sker la­e­re no­get af. Jeg for­står fuld­kom­men je­res re­ak­tio­ner. Jeg ved, at man­ge er ue­ni­ge med mig, men jeg me­ner ik­ke, at det, man kan kal­de ’men­tal ut­ro­skab’, rent fak­tisk er ut­ro­skab. Jeg me­ner, det hø­rer ind un­der fan­ta­si­er, og fan­ta­si­er er med til at hol­de os kø­ren­de seksu­elt. Din ko­ne har få­et et rus­mid­del, som har vir­ket. Hun har end­da delt det med dig, og du har va­e­ret fin nok til at få vendt din for­stå­e­li­ge ja­lou­si til nys­ger­rig­hed. Det kan jeg ik­ke ro­se jer nok for. Når jeg så fri­mo­digt øn­sker til­lyk­ke, så er det jo, for­di det­te er je­res chan­ce for at åb­ne et nyt ka­pi­tel i je­res sam­liv. Det tra­en­ger de fle­ste til, når de når je­res al­der og har va­e­ret sam­men li­ge så la­en­ge som jer og oveni kø­bet har børn. Vi men­ne­sker ud­vik­ler os jo he­le ti­den, og det, der kan gø­re par­for­hol­det al­ler­mest

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.