’Jeg er flov over, at vi ik­ke har haft fle­re ae­g­te, so­li­de suc­ces­hi­sto­ri­er’

BT - - NYHEDER -

kun­der­ne blev va­ek. Det gik gru­e­lig galt, og jeg fik en lil­le mil­li­onga­eld. Jeg op­le­ve­de at sid­de på den an­den si­de af skran­ken i fo­ged­ret­ten. Det er ik­ke sjovt. Der får man én på hat­ten, og man skal be­ta­le de 700-800 kr., sel­ve det be­søg ko­ster, ud over de f.eks. 2.000 kro­ner, man skyl­der va­ek. Ef­ter jeg prø­ve­de det selv, kun­ne jeg ik­ke for­stå, hvor­for man ik­ke prø­ve­de at hja­el­pe folk i ste­det for at pil­le dem ned. Det sy­stem er tå­be­ligt, for man dun­ker folk i ho­ve­d­et. Det er va­er­re end at va­e­re med i Luksus­fa­el­den, ti gan­ge va­er­re. Der er ik­ke no­gen men­ne­ske­lig respekt af no­gen art, jeg tror, at dem, som er på kon­tant­hja­elp, ken­der til det. Jeg le­ve­de af hav­re­gryn i et års tid ef­ter ... og jeg men­te, at hvis man kun­ne hja­el­pe folk i ste­det for at dun­ke dem i ho­ve­d­et, gjor­de man en god ger­ning. Folk, der le­ver med dår­lig øko­no­mi, le­ver med rig­tig man­ge an­dre pro­ble­mer. Det er sva­ert at gå ud og sø­ge ar­bej­de med et stort smil og ha­ve mas­ser af over­skud, hvis man har gjort det fyr­re gan­ge i for­vej­en, og man sam­ti­dig har en dår­lig øko­no­mi. Jeg ac­cep­te­rer sim­pelt­hen ik­ke ... når folk står og ly­ver mig li­ge op i mit hoved. Ik­ke så me­get det at de ly­ver, men at de spil­der min tid med no­get, jeg ik­ke kan bru­ge. Det har jeg op­le­vet rig­tig man­ge gan­ge i Luksus­fa­el­den, og jeg har en for­nem­mel­se af, at løg­nen er en stor del af de men­ne­skers hver­dag, for de har sim­pelt­hen va­e­ret ude for et moralskif­te. Da de flyt­te­de hjem­me­fra, hav­de de nok en in­ten­tion om at ha­ve den bed­ste moral, men li­ge så snart de be­gyn­der at op­ta­ge lån igen og igen, som de ik­ke kan til­ba­ge­be­ta­le, be­gyn­der de at ly­ve om alt. På den må­de flyt­ter man he­le ti­den gra­en­ser­ne for ens moral. Når man har va­e­ret ga­elds­ramt i man­ge år, kan løg­ne­ne na­e­sten bli­ve en fa­mi­lie­tra­di­tion. Det gjor­de sa­er­ligt ind­tryk på mig ... da vi i Luksus­fa­el­den la­ve­de et dob­belt­pro­gram i by­en Sul­d­rup, hvor vi var i 14 da­ge hos et par, der bo­e­de på en bon­de­gård, som vir­ke­lig var ved at va­el­te fra hin­an­den. De la­ve­de mad på gril­len om af­te­nen ude i en la­de, og de hav­de pre­sen­ning over ta­get, for­di det el­lers reg­ne­de ind. Jeg ta­enk­te: Man kan ik­ke va­e­re her. Men det kun­ne de godt. De le­ve­de med de­res he­ste da måt­te jeg san­de, at der er for­skel på men­ne­sker. Den ene var en tid­li­ge­re jo­ck­ey, der bo­e­de der sam­men med sin ko­ne fra Nor­ge. Det var godt, der ik­ke var børn der, for så vil­le myn­dig­he­der­ne nok kom­me ind i sa­gen. Det gjor­de og­så ind­tryk ... da vi mød­te en fa­mi­lie i Søn­derjyl­land, som hav­de en ga­eld på 1,5 mio kr. Vi hav­de få­et en af­ta­le om, at de vil­le kun­ne få hal­ve­ret ga­el­den, men kre­di­to­rer­ne men­te, at de måt­te brin­ge nog­le of­re. Der måt­te ik­ke va­e­re no­gen usta­bi­li­tet, så af­ta­len kun­ne over­hol­des. Det at ha­ve en hund kan jo be­ty­de, at den plud­se­lig skal til dyr­la­e­ge, og det kan ko­ste 10.000 kr. Der er ik­ke no­gen, der li­ge sky­der de­res hund gen­nem ho­ve­d­et, hvis den bli­ver syg. Da jeg gik en tur med man­den, sag­de jeg til ham, at de skul­le af med hund­en, og der­til sva­re­de han: »Det går min ko­ne al­drig med til«. Jeg sag­de, at så kom­mer den hund til at ko­ste 750.000 kr. - alt­så halv­de­len af ga­el­den. Vi gik hjem i hu­set og spurg­te konen, om hun vil­le af med hund­en, hvis det kun­ne spa­re dem 750.000 kr., og hun sva­re­de: »Ja selv­føl­ge­lig«. Han blev me­get op­re­vet og sag­de: »Så bli­ver det over mit lig, så bli­ver vi skilt her for åben ska­erm«. Det klip kom dog ik­ke med i tv. Da vi be­søg­te dem se­ne­re, så vi, at hund­en var va­ek fra hjem­met. Men der løb en iden­tisk hund rundt ov­re ved na­bo­en... Pro­gram­met kri­ti­se­res af og til af del­ta­ger­ne, for­di ... de bli­ver over­ra­ske­de over, hvad de fak­tisk selv har sagt un­der­vejs. De kan ik­ke gen­ken­de sig selv. Men vi går jo skrid­tet vi­de­re, end man gør som pro­fes­sio­nel­le bank­folk, for det kan va­e­re nød­ven­digt, at de bli­ver ry­stet i de­res grund­vold, så de våg­ner op. Det sva­rer lidt til, at vi smø­rer hund­en ind i sin egen hund­el­ort - sagt med et smil. De må ind­se, at de ik­ke skal gå ud og kø­be en bil igen, hel­ler ik­ke selv­om de har 25 ki­lo­me­ter til ar­bej­de. Så må de fin­de et ar­bej­de ta­et­te­re på - el­ler fin­de en an­den slags trans­port. Jeg er flov over ... fak­tisk, at vi ik­ke har haft fle­re ae­g­te so­li­de suc­ces­hi­sto­ri­er, hvor folk har kla­ret sig 100 pct bag­ef­ter. Vi la­ve­de nog­le ud­sen­del­ser, hvor vi gik fle­re år til­ba­ge, og der var kun gan­ske få, der hav­de kla­ret den, re­sten var ble­vet skilt el­ler hav­de ik­ke kun­net le­ve op til bud­get­ter­ne. Det var kun få, der hav­de kla­ret den. Og det er, sy­nes jeg, er ae­r­ger­ligt, men det forta­el­ler og­så, hvor sva­er de­res hver­dag er. Det forta­el­ler os no­get om, at vi kan ha­ve la­vet et bud­get for stramt. I nog­le til­fa­el­de har vi va­e­ret tvun­get til at la­eg­ge stram­me bud­get­ter, og det kan va­e­re sva­ert for nog­le at le­ve ef­ter, men vi kan jo ik­ke tryl­le. Vi må bud­get­te­re ef­ter den fak­tu­el­le vir­ke­lig­hed. Jeg var ved at op­gi­ve det he­le ... da jeg vend­te til­ba­ge til Luksus­fa­el­den ef­ter min pau­se på et par år... Da var jeg ved at ven­de om, da jeg gik ind ad dø­ren. Jeg ta­enk­te: Åh nej, hvor­for ven­der jeg til­ba­ge? Der er så me­get ne­ga­tiv ener­gi, må jeg in­drøm­me. Når jeg går på ga­den ... er jeg kun se­mi­kendt. Hel­dig­vis har der al­drig va­e­ret no­gen, der var su­re. Jeg mø­der folk, der si­ger: Dig har jeg vist set før. Men og­så no­gen, der si­ger: Du er mit sto­re idol. Når jeg går rundt i Bil­ka ale­ne, er der tit no­gen, der kig­ger i min vogn og si­ger: Nå, nu skal du pas­se på, du ik­ke bru­ger for man­ge pen­ge. Og bag­ef­ter si­ger de: Den kommentar har du sik­kert hørt før. Ja, den kommentar har jeg få­et så man­ge gan­ge, at jeg er ved at va­e­re lidt tra­et af den. I Tilst i Aar­hus ren­der jeg rundt i BIl­ka en gang om må­ne­den, men når jeg har min ko­ne med, kom­mer der al­drig no­gen og kig­ger ned i vog­nen. Jeg luk­ke­de min egen virk­som­hed ned, for­di jeg ... sim­pelt­hen ta­enk­te, at jeg gad ik­ke bru­ge me­re tid på ne­ga­ti­ve ting. Hver gang jeg hav­de hjul­pet folk f.eks. med at hol­de de­res kon­fir­ma­tion, så kun­ne jeg la­e­se i BT na­e­ste dag, at det var mig, der var en svind­ler. Og det gad jeg sim­pelt­hen ik­ke. At jeg skal sid­de og hol­de styr på folks pen­ge, og de ik­ke selv kan kom­me til dem, ly­der li­ge plud­se­lig som om, det er mig, der ae­der de­res pen­ge. Men det er det alt­så ik­ke, jeg brug­te de­res pen­ge f.eks. til at be­ta­le de­res hus­le­je. Nog­le for­stod det ik­ke rig­tigt. Og så blev jeg kaldt en svind­ler. Jeg hav­de man­ge tu­sin­de kun­der igen­nem i de ty­ve år, jeg hav­de øko­no­mi­cen­tret, men der var nog­le få, som dra­e­ne­de os. Vi hav­de ot­te for­bru­ger­rå­ds­sa­ger gen­nem 25 år, som vi tab­te de fle­ste af. Men så er det så­dan, at man ta­en­ker »Fuck det. Det er op ad bak­ke. Stop det.« Og det gjor­de vi så. Ta­enk blot på al den bal­la­de no­gen få af de, der har del­ta­get i Luksus­fa­el­den, har la­vet. Nu hvor jeg er gå­et på pen­sion, som vi kal­der det, le­ver jeg ho­ved­sa­ge­ligt af mi­ne ak­tier, Luksus­fa­el­den har ik­ke va­e­ret min pri­ma­e­re ind­ta­egt.

BLÅ BOG Jan Swyrtz blev født i 1964 i Ris­skov na­er Aar­hus. Han er han­dels­ud­dan­net hos Carl. F. Pe­ter­sen va­er­k­tøj og ban­kud­dan­net i Bi­ku­ben. Han er Eks­pert i TV3s Luksus­fa­el­den, der ty­pisk har knap en kvart mio. se­e­re hver uge. Han er gift og bor sta­dig i Ris­skov og har to sto­re børn på 21 og 19 år.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.