CHRI­STI­NA SEDERQVIST

BT - - INDHOLD -

Vi er ALT for op­ma­er­k­som­me på vo­res børn

in­des der no­get va­er­re end un­ge men­ne­skers ar­ro­gan­ce? Det skul­le da li­ge va­e­re de­res fora­el­dres be­kym­ring, når de mø­der den. For hvor­for SKAL lil­le Fre­de­rik ab­so­lut kø­be den rust­ne og ulov­ligt sa­en­ke­de Golf, der skal sy­nes om en må­ned, når han kan få far­fars ny­sy­ne­de og vel­hold­te Sko­da for det hal­ve? Gav­mildt de­ler vi ud af vo­res eg­ne dy­r­e­køb­te er­fa­rin­ger og forta­el­ler, at det er pen­ge ud ad vin­du­et. Mens han kun vra­en­ger: ’At det bli­ver en kold dag i hel­ve­de, før han skal ses i en Sko­da’. Når man går på jagt, har man hø­re­va­ern på, der la­der små ly­de slip­pe igen­nem, men luk­ker de hø­je ude. Så­dan et ud­vik­ler børn helt na­tur­ligt i 13-14 års al­de­ren. Hø­re­va­er­net sor­te­rer ef­fek­tivt voks­ne men­ne­skers ’larm’ fra, mens ven­ner­ne hø­res klart og ty­de­ligt. Fak­tisk for­sta­er­kes et­hvert ud­sagn, der har en foru­ret­tet el­ler bed­re­vi­den­de to­ne... I un­ger­nes op­tik har de ret til at ha­ve det så­dan, for vi voks­ne fat­ter jo IN­TET af, hvad li­vet i vir­ke­lig­he­den hand­ler om. Jeg var selv li­ge­så­dan. Jeg hu­sker en op­he­det dis­kus­sion mel­lem mig og min ka­e­re­stes mo­ster Vi­be­ke. Jeg var 16-17 år og prok­la­me­re­de højlydt og in­dig­ne­ret, at JEG i hvert fald al­drig skul­le ha­ve et uva­er­digt job. Jeg vil­le hel­le­re sul­te end at sid­de i kas­sen i Net­to – som om jeg vil­le spil­de min in­tel­li­gens på så­dan et hjer­ne­dødt job... Nu skal det li­ge ind­sky­des, at jeg er vok­set op i et mil­jø, hvor bi­stands­hja­elp og­så var et kar­ri­e­re­valg, så jeg så fak­tisk lidt ned på idi­o­ter­ne, der gad ta­ge den slags job. Al­le ge­ne­ra­tio­ner be­går fejl i op­dra­gel­sen af de­res børn. (Det er en na­tur­lov, der sik­rer, at psy­ko­lo­ger al­tid har ar­bej­de). Min ge­ne­ra­tion er vok­set op med fora­el­dre, der hav­de travlt med at re­a­li­se­re sig selv. Voks­ne, der blev skilt og rej­ste ver­den rundt og glem­te alt om, at vi børn sad bag i bi­len, når de pul­se­de løs på de­res ma­j­spi­ber. Den op­va­ekst har af­født en na­tur­lig modre­ak­tion. Da min ge­ne­ra­tion blev fora­el­dre, vil­le vi ret­te op på det ved at va­e­re op­ma­er­k­som­me på vo­res børns be­hov. Men vi har va­e­ret ALT for op­ma­er­k­som­me. Det ma­er­ker vi nu, hvor lil­le Mat­hil­de og No­ah er ved at va­e­re voks­ne og sy­nes, at det er SÅ uret­fa­er­digt, at vi ’li­ge­som ik­ke ta­ger hen­syn til, hvor­dan DE fø­ler’. De har få­et nok af os, med­del­er de. De har be­slut­tet at flyt­te hjem­me­fra. Ud i det forja­et­te­de land, hvor in­gen si­ger, at de skal støv­su­ge el­ler va­e­re hjem­me før kl. 24. Her mø­der de for før­ste gang i li­vet al­vor­lig mod­stand. For de har ik­ke råd til at flyt­te. For først nu går pen­ges va­er­di for al­vor op for dem. Vi fora­el­dre har brugt en ufor­holds­ma­es­sig stor del at vo­res ind­ta­egt på at gi­ve dem – først. Der­for tror de fak­tisk, at al­min­de­li­ge men­ne­sker har råd til at kø­be en Ma­cBook. Der­for tror de, at det er en selv­føl­ge, at de skal ha­ve en ny te­le­fon, hver­gang der kom­mer en ny mo­del. Og der­for gri­ner de ad fora­el­dre­nes old­n­or­di­ske mo­bi­ler – for de for­står ik­ke, at vi har dem, for­di vi ik­ke har råd til at kø­be nyt – til os selv. Vo­res fejl er, at vi al­drig har la­ert vo­res børn at ta­ge fra. Først i vok­sen­li­vet får vo­res un­ge mu­lig­hed for at tra­e­de i ka­rak­ter og re­a­ge­re på mod­gang. Når de mø­der li­vets re­a­li­te­ter, er det som et cy­kel­styrt, hvor ar­ro­gan­cen bli­ver skra­bet af dem, som en gi­gan­tisk og smer­te­fuld hud­af­skrab­ning. For i vok­sen­li­vet er IN­GEN in­ter­es­se­re­de i, hvad de ger­ne vil. I vok­sen­li­vet må man gå sul­ten i seng, hvis man har va­e­ret på café tre gan­ge ef­ter løn­nings­dag. Nog­le af dem vil drop­pe de­res ud­dan­nel­ser til for­del for et her-og-nu-job, for­di kra­ve­ne om be­hov­s­ud­sa­et­tel­se er for hår­de. An­dre vil ud­vi­se kamp­gejst og fort­sa­et­te den yd­my­ge stu­di­e­tilva­e­rel­se og ac­cep­te­re, at fri­hed ko­ster an­svar. Men det er ude af vo­res ha­en­der, vo­res rol­le er ud­spil­let. Som ge­ne­ra­tio­ner før os kan vi ba­re se til i ån­de­løs spa­en­ding, mens de fly­ver fra re­den på de­res alt for spink­le vin­ger. Vo­res fejl er, at vi al­drig har la­ert vo­res børn at ta­ge fra... Når de mø­der li­vets re­a­li­te­ter, er det som et cy­kel­styrt, hvor ar­ro­gan­cen bli­ver skra­bet af dem, som en gi­gan­tisk og smer­te­fuld hud­af­skrab­ning

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.