F

BT - - INTERVIEW -

Fo­to Sa­rah Chri­sti­ne Nør­gaard le­re gan­ge i lø­bet af sin ung­dom op­le­ve­de Hil­da Heick, at hen­des mor røg ned i et sort hul. Fle­re gan­ge måt­te mo­de­ren ind­la­eg­ges på psy­ki­a­tri­ske af­de­lin­ger, for­di hun hav­de for­søgt at be­gå selv­mord, en­ten med pil­ler el­ler ved at ska­e­re i si­ne hånd­led.

Det er for­ment­lig der­for, at Hil­da Heick i dag ik­ke bry­der sig om at ta­le dår­lig­dom – selv­om den slags pres­ser sig på, de­sto ae­l­dre man bli­ver.

»Min mor tal­te al­tid om, hvor man­ge pil­ler hun skul­le ta­ge, mens hun vi­ste ae­sken med me­di­cin frem. Jeg er ble­vet hel im­mun over­for den slags. Jeg bry­der mig ik­ke om at forta­el­le no­gen, at jeg har det dår­ligt. Det er en pri­vat sag, og of­te no­get an­dre ik­ke gi­der at hø­re om,« si­ger hun.

I går ud­kom hen­des nye bog ’Vi blir’ ved’, hvor san­ge­r­in­den in­ter­viewer ni kend­te og ukend­te men­ne­sker om bl.a. det at bli­ve ae­l­dre. Og om hvad der dri­ver dem til at hol­de sig i gang og le­ve et ak­tivt se­ni­o­r­liv.

For­ud­sa­et­nin­gen for at bli­ve ved er et godt hel­bred. Et fak­tum, som Hil­da Heick er me­get be­vidst om, og som kom ta­et på. da hun i marts må­ned i år blev ope­re­ret for slid­gigt i fo­den. Pra­e­cis sam­ti­dig hav­de hen­des mand Keld Heick sprun­get sin akil­les­se­ne un­der en fod­bold­kamp med bør­ne­bør­ne­ne.

»Dér måt­te vi san­de, at li­vet vir­ke­lig bli­ver et an­det, hvis man ik­ke kan kla­re sig selv på sam­me må­de, som man ple­jer,« si­ger Hil­da Heick.

Hen­des be­slut­ning om ik­ke at ta­le om dår­lig­dom blev ud­for­dret, da hen­des svi­ger­søn, Jes­per Vol­l­mer, i ja­nu­ar 2015 kom al­vor­ligt til ska­de. På en fe­rie i Thailand sprang han på ho­ve­d­et i van­det, men blev slå­et ned af en ka­em­pe bøl­ge og bra­ek­ke­de nak­ken. Han har ef­ter­føl­gen­de va­e­ret igen­nem et langt genop­tra­e­nings­for­løb og har va­e­ret tvun­get til at la­eg­g­ge sit liv mar­kant om. Han har bl.a. va­e­ret nødt til at op­si­ge sin stil­ling som køk­ken­chef ved Kon­ge­hu­set p.g.a. de ska­der, han på­drog sig.

»I så­dan en si­tu­a­tion er det vig­tigt, at man han­ker op i sig selv og ik­ke får med­li­den­hed med sig selv, det gør det kun sva­e­re­re,« si­ger hun.

Hel­dig­vis har Jes­per Vol­l­mer ik­ke få­et ondt af sig selv.

»Han har ka­em­pet sig til­ba­ge, så han igen kan kla­re sig selv,« si­ger hun.

Fra pro­gram­mør til san­ger

Hil­da Heick er egent­lig ud­dan­net com­pu­ter­pro­gram­mør, hun ar­bej­de­de i 18 år i me­di­ci­nal­virk­som­he­den Lund­beck, in­den hun i 1976 de­bu­te­re­de med hit­tet ’Do you spe­ak eng­lish?’. Si­den blev det til utal­li­ge tur­néer og al­bum isa­er in­den for dansk­top-gen­ren. Alt­sam­men i par­løb med ae­g­te­man­den Keld Heick.

De to har va­e­ret uad­skil­li­ge – bå­de pro­fes­sio­nelt og pri­vat. Men der har og­så va­e­ret tid til pro­jek­ter på egen hånd, som f.eks. den nye bog.

Blandt de kend­te an­sig­ter i bo­gen er bl.a. Poul Nyrup og As­ger Aamund, som hun har mødt un­der­vejs i sin sang­kar­ri­e­re, og som på den ene el­ler an­den må­de har in­spi­re­ret hen­de.

»Jeg er selv op­vok­set i en fa­mi­lie, hvor man ik­ke skul­le stik­ke na­e­sen for langt frem. Man skul­le ken­de sin plads i hak­ke­or­den og helst ik­ke bli­ve set. Der­for har jeg må­ske al­tid pas­set me­get på, at jeg ik­ke for­na­er­me­de folk el­ler gjor­de dem ke­de af det«.

As­ger Aamund deri­mod. Han ta­ger sig ik­ke af, hvad an­dre ta­en­ker.

»Han si­ger al­tid sin me­ning, of­te på en char­me­ren­de og hu­mo­ri­stisk må­de. Det kun­ne jeg godt la­e­re no­get af, selv­om jeg i de se­ne­re år er ble­vet bed­re til at va­e­re me­re li­geg­lad med, hvad an­dre sy­nes,« si­ger Hil­da Heick.

Vi har ta­get plads i udestu­en i det 176 kva­drat­me­ter sto­re par­cel­hus i den sydskån­ske by Ty­gel­sjø. Her har hun og Keld Heick op­holdt sig en del i de sid­ste fem år, selv­om de fast bor i Skod­s­borg.

Of­te sid­der de og kig­ger ud over mar­ker­ne, mens de drik­ker kaf­fe. Selv­om Hil­da Heick må in­drøm­me, at det ik­ke er me­get, hun slap­per af. Som ho­ved­per­so­ner­ne i sin bog er hun al­tid i gang. Og hun har ta­enkt sig at ’bli­ve ved’.

»Jeg er hel­dig, at jeg bra­en­der for det, jeg la­ver, og at jeg har no­get at gå op i. Så­dan er det ik­ke for al­le. Man­ge ste­der bli­ver man fy­ret, når man har run­det de 65-70 år. Der­ef­ter bli­ver til­va­e­rel­sen me­get tom og ke­de­lig, hvis ik­ke man har an­det at gi­ve sig til end gå op i sin fa­mi­lie. For man kan jo ik­ke for­lan­ge, at de kom­mer ren­den­de og spil­ler kort, når man sid­der dér ale­ne.«

Abor­ter­ne

Det er ik­ke kun sang­kar­ri­e­ren, som hol­der hen­de i gang. Og­så bør­ne­bør­ne­ne El­li­ot på 12 år og Storm på ot­te, der bor i hu­set ved si­den af, er med til at ud­sky­de al­der­dom­men. Men dren­ge­ne lod ven­te la­en­ge på sig.

»Vi tro­e­de slet ik­ke, at vi skul­le bli­ve bedste­fora­el­dre, og hav­de egent­lig af­fun­det os med, at det ik­ke skul­le va­e­re,« si­ger Hil­da Heick.

Annette Heick abor­te­re­de nem­lig fle­re gan­ge, og først som 33-årig blev hun gravid med søn­nen El­li­ot.

Føds­len af sin egen dat­ter for 44 år si­den ta­en­ker Hil­da Heick sta­dig på som et høj­de­punkt i sit nu 70-åri­ge liv.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.