’Jeg mang­ler nej-ge­net’

Luf­fe bo­e­de på ga­den i tre år, for det er sva­ert at hol­de på en lej­lig­hed, når man drik­ker hus­lej­en op. I dag er han tør­lagt og har få­et et nyt hjem. Men det er ik­ke let at få fast tag over ho­ve­d­et

BT - - PAS PÅ DINE PENGE -

TFo­to Nils Meilvang re gan­ge hav­de kom­mu­nen hjul­pet ham, når han ik­ke kun­ne be­ta­le hus­le­je. Tre gan­ge hav­de Oluf An­der­sen få­et et nyt sted at bo, når han blev smidt ud, for­di pen­ge­ne var druk­ket op. Den­ne gang kun­ne han ik­ke be­de dem om hja­elp. I ste­det sam­le­de han et par ting i en sort sa­ek. Lag­de en sed­del til eje­ren af hu­set med en und­skyld­ning. Og så gik han ned på Roskil­de Sta­tion og tog to­get i ret­ning mod Kø­ben­havn. »Jeg tror, det var i 2006,« si­ger Oluf An­der­sen, el­ler Luf­fe, som han hed­der i dag­lig ta­le. »Men jeg er alt­så ik­ke ret god til det med års­tal.« Tre år bo­e­de Oluf An­der­sen på ga­den. I dag har den 46-åri­ge tid­li­ge­re hjem­lø­se mand igen tag over ho­ve­d­et. Han er lyk­ke­lig for det, men har man én gang va­e­ret hjem­løs, er det ik­ke let at slip­pe. Hvis man f.eks. spør­ger Oluf An­der­sen, om han vil in­ter­viewes hjem­me i lej­lig­he­den på Tu­borg­vej, er sva­ret ’desva­er­re nej’. Han fo­re­tra­ek­ker at mø­des i det fri. Vi af­ta­ler at mø­des på Den Rø­de Plads på Ydre Nør­re­bro i Kø­ben­havn. Her fa­er­des ska­te­re, ban­der, småbørns­fa­mi­li­er og sport­s­u­dø­ve­re si­de om si­de, og her tri­ves Luf­fe – og­så i en let som­mer­regn.

At mang­le nej-ge­net

Luf­fe vok­se­de op på lan­det med tre sø­sken­de, en hjem­me­gå­en­de mor og en far, der ar­bej­de­de som fo­der­me­ster på går­de rundt om­kring på Sydsja­el­land. Barn­dom­men var der ik­ke no­get galt med. Luf­fe var en kvik dreng, som tri­ve­des i sko­len. Da hans fora­el­dre blev skilt, kom Luf­fe til at bo hos sin far. »Far var ae­r­lig­he­den selv, man kun­ne ta­le med ham om alt.« Men tin­ge­ne be­gynd­te at ta­ge en for­kert drej­ning, da Luf­fe var 15 år. »La­e­ger­ne si­ger, at jeg mang­ler et gen, som gør, at jeg ik­ke kan si­ge nej, når jeg har få­et den før­ste øl. Jeg kan sim­pelt­hen ik­ke si­ge nej, og jeg drik­ker, til jeg styr­ter,« si­ger Luf­fe, som i dag ved god hja­elp af an­ta­bus er tør­lagt og ik­ke har rørt al­ko­hol i over et år. »Det har for­fulgt mig he­le mit liv. Jeg mang­ler sim­pelt­hen nej-ge­net,« for­kla­rer han. »Da det var va­erst, drak jeg kun år­gangsøl af den vir­ke­lig sta­er­ke slags. I halv­li­ters då­ser og ger­ne 15-16 stykker om da­gen,« si­ger han. »Jeg skul­le ba­re hur­tigst mu­ligt til køb­man­den om mor­ge­nen for at få den før­ste.« Al­ko­ho­len drev ham ud af tre for­skel­li­ge lej­lig­he­der i Roskil­de, hvor han bo­e­de og var we­e­kend­far for si­ne to børn, som i dag er 18 og 20 år. Da adres­sen blev aen­dret til ’ga­den’, kun­ne han ik­ke la­en­ge­re ha­ve si­ne børn.

Oles tri­ck

I Kø­ben­havn mød­te han al­le­re­de på Nør­report Sta­tion Ole, en hjem­løs, som hav­de bo­et på ga­den i nog­le år. Ole kend­te mil­jø­et. »Han gjor­de det nemt at va­e­re hjem­løs. Han kend­te al­le de ste­der, man kun­ne sove, al­le de ste­der, hvor der blev ud­delt mad, og han vid­ste, hvil­ke ru­ter der var flest tom­me fla­sker at samle.« Det var og­så sam­men med Ole, at Luf­fe be­gynd­te at sa­el­ge hjem­lø­sea­vi­sen ’Hus For­bi’, som gav dem en ek­stra ind­ta­egt. Na­et­ter­ne gik på her­ber­ger, hvor Ole, Luf­fe og al­le de an­dre hjem­lø­se fik et må­l­tid og en seng. Desva­er­re kend­te Ole og­så til ga­dens skyg­ge­si­der. Da der først én gang var drys­set her­o­in på Luf­fes has­hpi­be, blev han og­så af­ha­en­gig af det. »Jeg hang på kro­gen. Ole prø­ve­de at skaf­fe mig me­ta­don ved at nas­se pil­ler fra an­dre hjem­lø­se, som var på me­ta­don, men det var sgu yd­my­gen­de i la­eng­den. Til sidst blev jeg re­gi­stre­ret som stof­mis­bru­ger, så jeg kun­ne få min egen me­ta­don,« hu­sker Luf­fe, som ik­ke har rørt stof­fer­ne si­den, bort­set fra den pi­be hash, han ny­der ved sa­er­li­ge lej­lig­he­der. Men al­ko­ho­len hang ved. Fle­re gan­ge har den va­e­ret ta­et på at ko­ste ham li­vet. »Jeg faldt tit i søvn på ga­den, for­di jeg drak så me­get. En­gang var der et ae­l­dre ae­g­te­par som fandt mig i en sne­storm. Da­men tro­e­de, hun hav­de set en jak­ke un­der sne­en, men da hun vil­le tra­ek­ke den fri, fulg­te der en mand med op. Det var mig,« si­ger han med bå­de glimt og gru i de blå øj­ne. AE­g­te­par­ret fulg­te den for­kom­ne og mod­vil­li­ge Luf­fe på ho­spi­ta­let, hvor hans kro­p­stem­pe­ra­tur blev må­lt til blot 22 gra­der.

An­den gang al­ko­ho­len na­er hav­de ko­stet ham li­vet, var en for­års­dag, da han solg­te ’Hus For­bi’ på Åmar­ken Sta­tion syd for Kø­ben­havn. Der var en hveps i hans øl.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.