ANNETTE HEICK Ly­den af frem­ti­den In­s­ta­gram

BT - - SONDAG -

Da jeg var barn, tog min mor­far mig of­te med på mu­se­um. Al­le mu­li­ge af slagsen. Må­ske er det der­for, jeg selv i dag el­sker at gå på mu­se­um med mi­ne børn og har en glu­ben­de ap­pe­tit på bø­ger med hi­sto­risk ud­gangs­punkt. Ber­ling­s­kes hi­sto­ri­ker, Jør­gen Lar­sen, har en gang imel­lem en forta­el­ling om en kø­ben­havnsk ga­de, som si­ger no­get om by­ens ud­vik­ling gen­nem fle­re år­hund­re­der. F.eks. hu­sker jeg, hvor­dan han skrev, at Kgs. Nytorv var én stor tra­fikprop af he­ste­vog­ne al­le­re­de for 200 år si­den. De par­ke­re­de ulov­ligt, over­holdt ik­ke vi­geplig­ten og kør­te for sta­er­kt. På Po­li­ti­mu­se­et på Nør­re­bro kan man fin­de fle­re mor­som­me be­skri­vel­ser af den ur­eg­le­men­te­re­de kør­sel med he­ste­vog­ne i 16- og 1700-tal­let, og dy­best set skil­ler det sig ik­ke ret me­get ud fra det sce­ne­ri, vi op­le­ver i dag med bi­ler. Det sy­nes jeg, gi­ver stof til ef­tertan­ke. For no­gen tid si­den bo­e­de jeg på ho­tel i Kø­ben­havn og våg­ne­de op til en søn­dag mor­gen, hvor jeg kun­ne hø­re fug­le­ne syn­ge og knap ane ly­den af en mo­tor. Jeg gik mig en tur i de gam­le kvar­te­rer og fo­re­stil­le­de mig, hvor­dan det mon hav­de va­e­ret for 100 år si­den. Var der li­ge så stil­le den­gang, for­di man ik­ke hav­de bi­ler, el­ler var der end­nu me­re larm, for­di der gjaldt an­dre og min­dre hen­syns­ful­de reg­ler? I sid­ste we­e­kend fik jeg så mu­lig­he­den for at le­ge den­ne leg igen, men med frem­ti­dens bril­ler på. I Østjyl­land åb­ne­de det sid­ste stykke mo­tor­vej ved Sil­ke­borg. Det fejre­de man med Dan­marks stør­ste vej­fest, hvor bl.a. 425 el­bi­ler fra he­le ver­den skul­le kø­re i kor­te­ge som de før­ste på den nye as­falt. Det var re­kord, og jeg hav­de fak­tisk så­dan gla­e­det mig til at se el­ler ret­te­re hø­re de man­ge indslag, man helt sik­kert måt­te ha­ve la­vet til tv og ra­dio i den for­bin­del­se. Jeg kan selv­føl­ge­lig ha­ve va­e­ret uhel­dig, men det er ik­ke lyk­ke­des mig at op­spo­re en ene­ste film- el­ler lyd­strim­mel fra den dag. Det ae­r­grer mig, for jeg vil­le så ger­ne hø­re, hvor­dan frem­ti­den ly­der. Jeg tror nem­lig på, at frem­ti­den by­der på me­re af det­te. At stil­hed el­ler blot et al­ter­na­tiv til larm vil vi­se sig at bli­ve frem­ti­dens form for luksus. Ale­ne det, at man ved nog­le kon­cer­ter er be­gyndt at til­by­de hø­re­te­le­fo­ner i ste­det for højta­le­re, så hver en­kelt til­sku­er kan ju­ste­re sit eget lyd­bil­le­de. Det sy­nes jeg er vildt spa­en­den­de. Jeg selv el­sker at ha­ve ra­dio­en kø­ren­de. Li­ge nu, mens jeg skri­ver, spil­ler jeg mu­sik på min trans­portab­le højta­ler, selv­om jeg li­ge så godt kun­ne ny­de ly­den af vind i tra­e­er­ne her ude i ha­ven på lan­det, hvor jeg sid­der med com­pu­te­ren. Po­in­ten er, at jeg selv kan va­el­ge. Her­u­de er der så stil­le, at jeg ba­re kan sluk­ke for min højta­ler, og så er der in­gen støj at spo­re no­get sted fra. For nog­le uger si­den var jeg i Las Ve­gas, og der var der højta­le­re langs al­le ve­je. Den mu­sik, de spil­le­de på den ene si­de af for­to­vet, var ik­ke den sam­me som på den an­den si­de, og fra al­le bu­tik­ker og re­stau­ran­ter duk­ke­de fle­re lyd­bil­le­der op. La­eg så der­til tra­fik på ve­je­ne og i luf­ten. Det var vildt, og det var fedt. Men kun i tre da­ge, for så var det uud­hol­de­ligt, og jeg la­eng­tes ef­ter stil­hed.

’’

Støj er de­fi­ne­ret som lyd, vi ik­ke har lyst at hø­re. Det hand­ler alt­så ik­ke om ni­veau­et, men om det øre, der hø­rer. Vi ta­en­ker ik­ke over det, men det er for la­engst be­vist, at støj kan va­e­re livs­far­ligt. Vid­ste du f.eks., at 600 dan­ske­re år­ligt får blod­prop el­ler blød­ning i hjer­nen som føl­ge af vej­støj, der har stres­set hjer­nen? Vi ta­ler alt for lidt om, hvor me­get larm på­vir­ker os, men jeg ma­er­ker en sti­gen­de ten­dens til, at vi va­erds­a­et­ter stil­hed. Og den må godt en gang imel­lem va­e­re lar­men­de. bt.dk/brev­kas­ser I vir­ke­lig­he­den var man blind. 2. Man le­ver fort­sat i for­na­eg­tel­se. Va­el­ger sim­pelt­hen ik­ke at se den ulyk­ke, man på­fø­rer an­dre. Jeg har en ve­nin­de, der nu på an­det år bil­der sig ind, at ’det har bør­ne­ne ta­ck­let sim­pelt­hen så fint’, og der står vi an­dre uden­for og kig­ger ind på no­get gan­ske an­det. Hvad sø­ren forta­el­ler man dem, der ik­ke vil hø­re sand­he­den? De skub­ber sne­bol­den for­an sig og tror, det he­le al­le­re­de er endt lyk­ke­ligt, her­re­g­ud. 3. Man ta­ger an­svar. Det sker desva­er­re ek­stremt sja­el­dent, for det kra­e­ver, at man be­sti­ger et bjerg, tør kig­ge på eg­ne fejl og mang­ler og la­e­rer sig en helt ny må­de at kom­mu­ni­ke­re på. Og her me­ner jeg HELT NY. Man skal tur­de forta­el­le de in­der­ste tan­ker – og de er som re­gel ik­ke ret fe­de at de­le med an­dre og da slet ik­ke med dem, som man ved, man sår­er un­der­vejs. At ta­ge så­dan et for­løb, kra­e­ver ugent­lig par­te­ra­pi gen­nem fle­re må­ne­der, hvis du spør­ger mig. Din mand vil sik­kert si­ge, at ud­fald nr. 3 or­ker han ik­ke, og det hja­el­per ik­ke, og det red­der jer ik­ke. Men der ta­ger han fejl. Jeg har nu ved man­ge lej­lig­he­der op­da­get, at par­te­ra­pi ik­ke nød­ven­dig­vis er det, der red­der ae­g­te­ska­bet, men til gen­ga­eld er det­det, der red­der skils­mis­sen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.