Not­ting­ham

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

GLAD OG KLAR Rum­met er koldt. No­gen har glemt at ta­en­de for var­men, men det kan ik­ke køl­ne det sto­re smil. Hu­mø­ret er hø­je­re, end det la­en­ge har va­e­ret. Nu gør han igen det, han al­ler­helst vil, forta­el­ler han. Han jo­ker, for­kla­rer og be­ret­ter la­en­ge om for­ti­den, frem­ti­den og nu­et. For li­ge nu, si­ger han, er han ret glad. Et par ti­mer tid­li­ge­re ren­der han rundt på tra­e­nings­an­la­eg­get på klub­bens aka­de­mi ved Wil­ford La­ne. Det er pla­ce­ret blandt et ud­pluk af by­ens knap 300.000 ind­byg­ge­re, men de fle­ste af na­bo­er­ne til an­la­eg­get vir­ker lidt li­geg­la­de ved ly­den af fod­bol­de, der ram­mes. Ly­den af fløjter, grin og råb i ny og nae. Her en gråvej­rs­dag i sep­tem­ber skal der me­re til at im­po­ne­re. For ram­mer­ne er yd­my­ge. I hvert fald, hvis man hed­der Ni­ck­las Bendt­ner, er 28 år gam­mel og tid­li­ge­re har spil­let blandt de bedste hos Ar­se­nal, Ju­ven­tus og Wol­fsburg.

Tra­e­nin­gen fo­re­går i for­nuf­tigt tem­po, mens han ban­ker et par kas­ser i net­tet. Lidt li­ge­som i gam­le da­ge. Det er her, at dansk fod­bolds stør­ste stjer­ne har sin nye hver­dag. I ud­kan­ten af det cen­tra­le Not­ting­ham i mid­ten af Eng­land. I den na­este­bed­ste en­gel­ske ra­ek­ke som spil­ler for Not­ting­ham Fo­rest. Som en af de sid­ste spil­le­re for­la­der Bendt­ner an­la­eg­get ef­ter endt tra­e­ning. Vin­ker pa­ent, hil­ser, men kø­rer vi­de­re.

Rum­met, der tro mod klub­bens rød­der hed­der Ro­bin Hood-lo­un­gen, er sta­dig koldt. Men det på­vir­ker ik­ke dan­ske­ren. Han er kørt di­rek­te fra tra­e­ning til pres­se­mø­de på Nottinghams hjem­me­ba­ne Ci­ty Gro­und. Her sid­der en hånd­fuld jour­na­li­ster rundt om et bord. Midt i det he­le sid­der Ni­ck­las Bendt­ner med grå swe­at­pants og til­hø­ren­de trø­je. Han hol­der bå­de var­men og hof. En ny start Det er na­e­sten et halvt år si­den, han blev løst fra sin kon­trakt i Wol­fsburg, ef­ter sam­ar­bej­det røg ud på et si­despor.

»Det, tror jeg, beg­ge par­ter var til­fred­se med«, som han selv for­mu­le­rer det.

Man­den, der en­gang ud­tal­te i pres­sen, at han vil­le bli­ve verdens bedste an­gri­ber, for­try­der ik­ke. Det var en ae­g­te fø­lel­se, for­kla­rer han. Al­le har jo am­bi­tio­ner, men det kom må­ske lidt for tid­ligt. For ud­ta­lel­sen har hjem­søgt ham hver gang, det er gå­et galt for ham som spil­ler og som pri­vat­per­son. Han har selv brugt or­de­ne ’en ny start’ om skif­tet til Not­ting­ham Fo­rest. På sin In­s­ta­gram­pro­fil skrev han ’the re-boot is on’ (gen­rejs­nin­gen er i gang, red.) ‘the Lord is de­ad (Lord’en er død, red.)’.

»Jeg har sta­dig am­bi­tio­ner. Al­ting er ik­ke gå­et pra­e­cist, som jeg vil­le ha­ve det til, men det er en del af li­vet. Det er en del af at vok­se. En del af fod­bold. Der er man­ge ting, der spil­ler ind. Tra­e­ne­ren, ska­der, hold­kam­me­ra­ter­ne. Det er en la­e­rings­kur­ve, og man må va­e­re til ste­de dér, hvor man er i li­vet. Nu er jeg her. Og jeg vil ger­ne re­boot’e og kom­me til­ba­ge til at spil­le. Fod­bold gør mig glad. Uan­set hvil­ket ni­veau det er på. Jeg tror, jeg kom­mer til at spil­le fod­bold he­le mit liv. Li­ge nu og her i mit liv er det det rig­ti­ge,« si­ger han og fort­sa­et­ter:

»Der er nog­le ting, jeg ger­ne vil aen­dre, hvis jeg kun­ne på og uden for ba­nen. Men det er lidt for per­son­ligt at snak­ke om li­ge nu.«

Kan du ud­dy­be, spør­ger en af de en­gel­ske jour­na­li­ster.

»Nej, ik­ke rig­tigt. Det er for taet på krop­pen, min ven,« smi­ler Bendt­ner. Og det gør han ret me­get. Smi­ler. Fra tid til an­den slår han og­så over i en lil­le anek­do­te. Han snak­ker om sin søn. Ham til­brag­te han søn­da­gen med. Søn­nen el­sker fak­tisk og­så fod­bold, si­ger han. Ken­der I West­fi­eld-shop­ping­cen­te­ret, spør­ger han? Det i Lon­don? Nå, li­ge me­get, men det er i hvert fald me­get pa­ent, forta­el­ler han. Lidt li­ge­som et Du­bai­s­tor­cen­ter. De har en stor le­ge­plads for børn. Men man kun­ne ik­ke spil­le fod­bold. Og så vil­le søn­nen ik­ke af sted. Der­for tog de i bi­o­gra­fen. Og søn­ni­ke? Han faldt i søvn, gri­ner Bendt­ner. Det er nok ik­ke så­dan, de fle­ste ta­en­ker på Bendt­ner. Som far til sin søn. Li­ge­som man­ge an­dre ma­end. I hvert fald ik­ke når man tid­li­ge­re har va­e­ret in­vol­ve­ret i sprit­kør­sel, bil­uheld og utal­li­ge skri­ve­ri­er i al­ver­dens me­di­er. Me­di­er­nes magt »Det er ik­ke op til mig at be­skri­ve mig selv. Men jeg tror, at op­fat­tel­sen af mig har va­e­ret, at jeg har gjort nog­le dum­me ting uden for ba­nen, som der er ble­vet skre­vet om. Men I har al­drig set mig gi­ve et in­ter­view, hvor jeg prø­ver at for­kla­re mig selv. Hvor jeg gra­e­der over si­tu­a­tio­nen, jeg er i. Det har al­tid va­e­ret op til folk selv at la­ve de­res vur­de­ring. Jeg fø­ler ik­ke, jeg skal gå ud og si­ge ’Und­skyld, det er ik­ke den per­son, jeg er’. Det bur­de va­e­re fod­bol­den, der er det vig­tig­ste. Ik­ke alt det an­det. Vi la­ver al­le fejl. Og jeg er sik­ker på, at I har gjort man­ge ting, som hvis jeg fan­ge­de det på ka­me­ra, vil­le I si­ge det sam­me. For mig er det vig­tigst at bli­ve be­dømt på ba­nen,« si­ger han.

Han be­teg­ner sig selv som va­e­ren­de klo­ge­re end tid­li­ge­re. Ik­ke me­re yd­myg, som en af de an­dre jour­na­li­ster spør­ger, om han er ble­vet.

»Nej, fak­tisk ik­ke. Jeg tror sta­dig på de sam­me ting, jeg har tro­et på. Jeg hav­de en sam­ta­le med en ven om­kring det her, hvor han sag­de, at hvis du er ude på en bar med din kaereste, og en fyr ta­ger fat i hen­de. Hvad vil­le du så gø­re? Du vil­le be­de ham la­de va­e­re. Hvis han så vil slås med dig, har du ik­ke rig­tig no­get valg. For­står du, hvad jeg me­ner? Du er in­vol­ve­ret. Na­e­ste dag vil der så stå i avi­sen, at jeg var i slå­skamp. Det står ik­ke no­get om hi­sto­ri­en bag. Al­le er li­geg­la­de med hi­sto­ri­en bag, for de stil­ler ik­ke de rig­ti­ge spørgs­mål. Jeg har al­drig set en fyr bli­ve in­ter­viewet om, hvad der egent­lig ske­te. Jeg vil sta­dig for­bli­ve mig selv og tro mod mi­ne prin­cip­per. Og hvis me­di­er­ne vil skri­ve det for­kert, har jeg ingen ind­fly­del­se. I har så me­get magt, og I kan be­stem­me li­ge pra­e­cis, hvil­ken hi­sto­rie I skri­ver og hvor­dan I vil po­rtra­et­te­re per­so­nen. Jeg kan kun tro på mig selv, og at det, jeg har gjort, er det rig­ti­ge. Men jeg si­ger ik­ke, at jeg ik­ke har be­gå­et fejl. For det har jeg. Jeg snak­ker ba­re ge­ne­relt.«

»Nej, du bli­ver nødt til at le­ve li­vet, som du ger­ne vil det. Jeg er pro­fes­sio­nel fod­bold­spil­ler. Der er vis­se ting, jeg kan gø­re. Og der er vis­se ting, jeg ik­ke kan gø­re. Det kom­mer ik­ke til at for­hin­dre mig i at ny­de mit liv. Og det, jeg ny­der al­ler­mest, er at spil­le fod­bold. Det gør jeg de fle­ste da­ge, og når jeg har nog­le da­ge fri, kan jeg godt li­de at til­brin­ge dem med mi­ne ven­ner og fa­mi­lie,« si­ger han.

Nu er det så op til ham selv at fa­er­dig­gø­re forta­el­lin­gen om Ni­ck­las Bendt­ner. Det for­spild­te ta­lent el­ler den hjemvend­te søn? Selv hå­ber han på, at han kan skri­ve et even­tyr her i Not­ting­ham.

»For at va­e­re helt ae­r­lig er jeg et sted li­ge nu, hvor jeg er ret glad. Jeg får lov til at spil­le fod­bold. Jeg har sta­dig tid til at op­nå det, jeg ger­ne vil. Jeg har sta­dig tid til at be­vi­se det, jeg skal. Det hå­ber jeg ba­re kom­mer, så jeg kan sid­de her igen om ti år og ha­ve et par tro­fa­e­er i ska­bet, og at det he­le har va­e­ret en god hi­sto­rie.«

»Du be­gyn­der at ta­en­ke over di­ne be­slut­nin­ger, for du er jo ik­ke ale­ne me­re. Det er no­get an­det, når man har en kaereste. Det er jo ik­ke ens blod. Men når man har en søn, ta­en­ker man an­der­le­des, for­di man ved, at man må ska­be en frem­tid for ham og­så.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.