Kul­tur Helt ind i Springs­te­ens hjer­te­kam­mer

Ham­ren­de un­der­hol­den­de

BT - - NYHEDER -

AN­MEL­DEL­SE

Bru­ce Springs­te­en ’Chap­ter and Ver­se’ Cd og lp ***** *

Som sup­ple­ment til bi­o­gra­fi­en ’Born to Run’ ud­sen­der Bru­ce Springs­te­en al­bum­met ’Chap­ter and Ver­se’ med fem ukend­te num­re og en stri­be klas­si­ke­re. »Et el­ler an­det sted i det mid­del­må­di­ge ud­valg af num­re på en al­min­de­lig søn­dag af­ten i det Her­rens år 1956... BLEV REVOLUTIONEN SENDT DI­REK­TE PÅ TV!! Li­ge un­der na­e­sen på vog­ter­ne af det IS, der, hvis de hav­de vidst, hvad det var, de var ved at luk­ke ud, vil­le ha­ve til­kaldt det na­tio­na­le Gesta­po for at LUK­KE DET LORT NED ... el­ler ... HY­RE DET MED DET SAM­ME!!«

Så­dan ly­der det iføl­ge ma­ga­si­net Va­ni­ty Fair i Bru­ce Springs­te­ens nye bi­o­gra­fi ’Born to Run’, der ud­gi­ves ver­den over på tirs­dag. Bos­sen be­skri­ver så­ma­end ba­re øje­blik­ket, da han før­ste gang så El­vis Pres­ley på tv.

Hver­ken ver­den i al­min­de­lig­hed, el­ler Springs­te­en spe­ci­elt, har va­e­ret den sam­me si­den.

Uden li­ge­frem at brin­ge IS el­ler Gesta­po i spil ske­te der no­get lig­nen­de 19 år se­ne­re, da jeg før­ste gang hør­te Jan Sne­um spil­le ’Born to Run’ i ra­dio­en og der­med sa­et­te ild til mit Phi­lips ste­reo­an­la­eg.

I en ver­den af lek­tier, in­dre te­e­na­ge­ta­ck­lin­ger MUSICALANMELDELSE

’Anyt­hing Go­es’ Det Ny Te­a­ter, pre­mi­e­re tors­dag ***** *

og bens­pa­end på det lo­ka­le sta­dion og en in­de­k­lemt lil­le­bys jan­te­lov tra­eng­te Ste­ven van Zandts monu­men­tale gu­i­tar­riff og Springs­te­ens sta­er­ke vo­kal igen­nem uden fil­ter og glam­ro­ck­iro­ni. De stør­ste og de fem ukend­te Skal man va­e­re nørd for at kun­ne bru­ge Springs­te­ens nye ’op­sam­lings­al­bum’ til no­get? Ja, det hja­el­per.

Men nye fans kan og­så be­gyn­de her. Al­bum­met, der føl­ger ud­gi­vel­sen på tirs­dag af bi­o­gra­fi­en ’Born to Run’, be­står af fem hidtil ukend­te Springs­te­en-ind­spil­nin­ger. Re­sten er en slags gre­a­test hits, der sam­let forta­el­ler sin egen bi­o­gra­fi­ske hi­sto­rie.

De upo­le­re­de og rå ver­sio­ner gi­ver et ind­blik helt ind i hjer­te­kam­me­ret hos man­den, der skul­le ud­vik­le sig til den sto­re ro­ck’n’roll (ny) for­tol­ker af Den Ame­ri­kan­ske Sja­el. Isa­er i 70er­ne og 80er­ne.

De to før­ste num­re er mildt sagt upo­le­re­de ind­spil­nin­ger fra 1966 og ’67 med Bru­ces før­ste band Ca­sti­les, ’Ba­by I’ og ’You Can’t Jud­ge a Book by the Cover’. Man hø­rer Lil­le Bru­ces ty­de­li­ge in­spira­tion fra ’The Bri­tish In­va­sion’ dér i midttres­ser­ne. The Be­at­les, Sto­nes og The Kinks. Selv i dis­se spink­le ind­spil­nin­ger Bru­ce Springs­te­en er me­re end en kunst­ner. Springs­te­en er en lyd Der er så me­get godt at si­ge om ’Anyt­hing Go­es’, der for før­ste gang ram­te dansk jord tors­dag på Det Ny Te­a­ter. Ram­mer­ne var så smukke, som de kun­ne bli­ve. Og re­sten var, på godt jysk, ik­ke så rin­ge end­da. Jeg hav­de må­ske nok fryg­tet no­get, der min­de­de om et lidt for hap­py kan man ma­er­ke the soul hos Springs­te­en. Selv som 17-årig er der dyb­de og ’re­bel yell’ i stem­men og gu­i­ta­ren.

En rhyt­hm’n’blu­e­set Springs­te­en-ver­sion af den tra­di­tio­nel­le bal­la­de ’The Bal­lad of Jes­se Ja­mes’ føl­ger. Al­le­re­de dér sås frø­e­ne til den tekst­ma­es­sigt og mu­si­kalsk epi­ske hi­sto­ri­e­forta­el­ler, Springs­te­en er, men som vi for al­vor først la­er­te at ken­de ti år se­ne­re. Sam­ti­dig er num­me­ret Springs­te­ens bud på ro­ck’n’roll som den tra­eng­te lil­le mands pi­stol/gu­i­tar­svin­gen­de stem­me og an­ti-establis­h­ment. Uden­for loven. Man kan dis­ku­te­re, om ik­ke ro­ck’n’roll som op­rør al­le­re­de den­gang for la­engst var op­slugt af det sy­stem, den gam­le bal­la­de trod­ser.

Men skul­le man an­be­fa­le en en­kelt sang fra USA-ro­ck­ens pio­ner­tid, der de­fi­ne­rer sindstil­stan­den ’ro­ck’n’roll’, vil jeg va­e­re til­bø­je­lig til at sa­et­te mi­ne pen­ge på Bru­ce’s ver­sion af ’The Bal­lad of Jes­se Ja­mes’.

Så er der en tid­lig ver­sion af ’Growing Up’ med san­ge­ren Bru­ce Springs­te­en na­e­sten hvi­sken­de i om­kva­e­det, i et nø­gent na­er­va­er. Det er taet på at va­e­re en bed­re ver­sion end den kend­te fra ’Gre­e­tings From As­bury Park’. Me­re end en kunst­ner Det kan ik­ke helt si­ges om den upo­le­re­de ver­sion af ’4th Ju­ly, As­bury Park (San­dy)’ med mar­kant fle­re watt på kar­ne­vals­stem­nin­gen ved As­bury Park-mo­len end i den op­rin­de­li­ge ver­sion. Men den har en char­me­ren­de spra­elsk­hed.

Re­sten af al­bum­met in­de­hol­der kend­te san­ge, der de­fi­ne­rer Springs­te­en som util­pas­set ung, en mand fest­spil med suk­ker på og kli­chéer dri­ven­de ned ad va­eg­ge­ne, da jeg sat­te mig til­ba­ge i sa­e­det til pre­mi­e­ren på Det Ny Te­a­ter. Det blev det langt­fra. Om bord på oce­an­li­ne­ren med let­på­kla­ed­te pi­ger, un­ge sø­ma­end, in­tri­ger, god mu­sik og – selv­føl­ge­lig – ka­er­lig­hed, var man i vir­ke­lig godt sel­skab.

Hand­lin­gen er hur­tigt kla­ret. Bil­ly Cro­ck­er (Silas Holst) er på jagt ef­ter i evig kon­flikt med sin far: ’My Fat­her’s Hou­se’, som sal­meskri­bent: ’The Ri­ver’, som ny­født men­ne­ske: ’Born in the USA’, som nyskilt: ’Bril­li­ant Dis­gu­i­se’, og en sta­dig me­re po­li­ti­se­ret hå­bets stem­me: ’The Ri­sing’ og ’Wreck­ing Ball’.

Til­sam­men en forta­el­ling, der be­kra­ef­ter, at Bru­ce Springs­te­en er me­re end en kunst­ner.

Springs­te­en er en lyd. sin hjer­tenska­er, Hope, som er rø­get i fav­nen på Lord Eve­lyn, der ba­re skal vip­pes af pin­den. Der­for sni­ger Bil­ly sig om bord på S.S. Ame­ri­can som blind pas­sa­ger. Silas og sangstem­men Re­sten må du ga­et­te dig til – men ja, de får selv­føl­ge­lig hin­an­den i en­den, som man si­ger. Der er så man­ge, der bur­de frem­ha­e­ves. Øverst på skam­len – og i ho­ved­rol­ler­ne – ses (og hø­res) Ca­mil­le-Cat­hri­ne Rom­me­dal og Silas Holst, som ef­ter­hån­den er fast in­ven­tar som syn­gen­de dan­ser i di­ver­se mu­si­cals. Han bli­ver bed­re og bed­re og har ty­de­lig­vis øvet sig på dét, der ik­ke lig­ger li­ge til høj­re­be­net for ham: San­gen. Det kun­ne hø­res.

Men når man har Rom­me­da­hl at

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.