E

BT - - KENDER DU DET? -

cnie@bt.dk Foto Bax Lind­hardt n for­år­s­af­ten sad ot­te kvin­der på en re­stau­rant i det in­dre Kø­ben­havn. De glem­te na­e­sten, hvor­for de var der. Der blev gri­net me­get, Rik­ke Kri­sti­ne Nissen gra­ed og­så lidt.

For det var på grund af hen­de, at de sad sam­let om bor­det. El­ler – på grund af den knu­de, hun hav­de fun­det øverst i sit høj­re bryst.

»Jeg dør ik­ke af det,« hav­de hun nøg­ter­nt kon­sta­te­ret, da hun rin­ge­de til den før­ste af de syv kvin­der. Men ang­sten for at dø bul­dre­de al­li­ge­vel rundt i krop­pen på hen­de. Nu sad de her. Hun ane­de ik­ke, hvor­dan det vil­le en­de. Hun vid­ste kun, at hun ik­ke kun­ne gå gen­nem det ale­ne.

Kri­ser er sva­e­re. Bå­de at va­e­re i, men og­så at va­e­re til­sku­er til. For hvad skal man si­ge? Hvor­når tra­en­ger man sig på? Og hvor­når lig­ger man an­dre til last?

Hja­elp

I 2013 fik Rik­ke Kri­sti­ne Nissen kon­sta­te­ret bryst­kra­eft. Hun var 46 år, di­rek­tør, ale­ne med en datter på syv år og ane­de ik­ke, hvad hun skul­le stil­le op.

Nor­malt var hun ik­ke ty­pen, der ‘bad om hja­elp’. Og hun var ’ved gud hel­ler ik­ke ty­pen, der åb­ne­de op for sit pri­vat­liv’.

»Nor­malt har jeg ar­bej­det mig ud af mi­ne kri­ser. Gi­vet den en ek­stra skal­le og an­strengt mig lidt me­re. Men det her kun­ne jeg ik­ke ar­bej­de Nissen på Rik­ke Kri­sti­ne hå­ret ho­spi­ta­let – in­den Privatfoto We­e­kend - 24.09.2016 mig ud af. For før­ste gang i mit liv op­le­ve­de jeg, at jeg var dø­de­lig. At jeg var svag. Det var sva­ert og tog tid at er­ken­de, men jeg vid­ste in­tu­i­tivt, at jeg hav­de brug for men­ne­sker om­kring mig i den her si­tu­a­tion,« si­ger Rik­ke Kri­sti­ne Nissen. Hun har net­op ud­gi­vet bo­gen ’Min can­cer-klan’. En bog om, hvor­dan hun kom igen­nem kri­sen ved hja­elp af et uvur­der­ligt net­va­erk.

Er­ken­del­sen fik hen­de til at gri­be te­le­fo­nen og si­ge: ’Jeg er syg. Jeg be­hø­ver hja­elp. Vil du va­e­re med?’.

De før­ste ve­nin­der sag­de ube­tin­get ja. Det gjor­de de na­e­ste og­så. Så blev det lidt let­te­re at spør­ge. Hur­tigt hav­de hun sam­let syv kvin­der, der vil­le hja­el­pe hen­de. Hun døb­te grup­pen ’can­cer-kla­nen’.

»Jeg ta­enk­te, at jo fle­re vi var des bed­re. Så var det ik­ke for stor en byr­de. Jeg hav­de be­hov for, at ingen løb tra­et i det. Min ta­et­te­ste fa­mi­lie var me­get be­rørt, så faldt af. det var ik­ke hos dem, den nøg­ter­ne rå­kraft lå. Jeg valg­te de solide sten at tra­e­de på for at kom­me over åen. Bå­de ta­et­te ve­nin­der, men og­så dem med flest res­sour­cer,« si­ger Rik­ke Kri­sti­ne Nissen.

Hår

En af dem, hun rin­ge­de til, var Ma­ria Thastum. Hun var ik­ke en na­er ve­nin­de, men der­i­mod en ar­bejds­re­la­tion fra et kon­kur­re­ren­de fir­ma. Det var gra­en­se­over­skri­den­de, men Rik­ke Kri­sti­ne Nissen vid­ste, at Ma­ria Thastum var en af de ’solide sten’. Og Ma­ria Thastum tø­ve­de ik­ke med at si­ge ja. »Jeg be­trag­te­de det som et pri­vil­e­gi­um at bli­ve luk­ket ind. Når det hand­ler om syg­dom, står man of­te der og trip­per, og ved ik­ke, hvad man skal si­ge. Rik­ke gav mig en vej at gå ad ved helt di­rek­te at si­ge, at hun be­hø­ve­de hja­elp. Det gjor­de det me­get nem­me­re,« si­ger Ma­ria Thastum, der var med på et af de helt af­gø­ren­de tids­punk­ter i syg­doms­for­lø­bet. Det var hen­de, der kron­ra­ge­de Rik­ke Kri­sti­ne Nis­sens ho­ved, da ke­mo­en fik hå­ret til at drys­se af. I so­li­da­ri­tet kron­ra­ge­de hun og­så sig selv. »Jeg hav­de va­e­ret skal­det før, så for mig be­tød det ik­ke så me­get. Men for Rik­ke be­tød det alt,« si­ger hun. Kla­nen var der og­så, når min­dre op­ga­ver skul­le kla­res. Når der skul­le kø­bes ind, når Rik­ke Kri­sti­ne Nis­sens datter skul­le kø­res til for­skel­li­ge ting, når hun blev dår­lig af ke­mo­en og hav­de lyst til sal­te mand­ler. Når hun ik­ke hav­de lyst til at sove ale­ne el­ler ba­re ha­ve brug for et kram. Da hun midt i det he­le skul­le flyt­te el­ler da hun ik­ke kun­ne over­skue at af­be­stil­le en plan­lagt rej­se. Alt blev sat i sy­stem og plan­lagt.

For den af­ten på re­stau­ran­ten i Kø­ben­havn, hvor can­cer-kla­nen holdt stif­ten­de ge­ne­ral­for­sam­ling, blev der ind­sat en ko­or­di­na­tor.

»Min klan hjalp mig med at hol­de fast i mit liv og min hver­dag. Det ved jeg, at jeg ik­ke hav­de kun­net uden dem. Det har gjort he­le for­skel­len på, om jeg skul­le krav­le igen­nem for­lø­bet og bru­ge åre­vis på at kom­me op at stå, el­ler om jeg kun­ne gå no­gen­lun­de op­rejst igen­nem,« si­ger Rik­ke Kri­sti­ne Nissen.

Håb

Et an­det af kla­nens med­lem­mer er Ce­ci­lie Frøkja­er. Hun på­tog sig bl.a. op­ga­ven at ta­ge med på ho­spi­ta­let. Til un­der­sø­gel­ser, til ke­mo­be­hand­lin­ger, til sam­ta­ler og ope­ra­tion. En tjans, der lå i ar­bejds­ti­den, og som og­så kom til at gri­be ind i tv-va­er­tens pri­vat­liv.

»Jeg er ale­ne med mi­ne børn, så jeg måt­te rin­ge til mi­ne fora­el­dre og si­ge: ’Rik­ke har brug for mig. Kan jeg reg­ne med jer til at pas­se bør­ne­ne?’ De sag­de ja. Det sam­me gjor­de min ar­bejds­plads i det om­gang, det var mu­ligt,« si­ger Ce­ci­lie Frøkja­er.

Hun me­ner, at et vig­tigt bud­skab med he­le hi­sto­ri­en om can­cer-kla­nen er, at man skal tur­de be­de om hja­elp.

»Man vil ik­ke va­e­re til be­sva­er. Man vil ik­ke lig­ge no­gen til last. Man vil ik­ke skyl­de no­gen no­get. Man vil ik­ke ri­si­ke­re et nej. Der er mas­ser af angst og usik­ker­hed. Er jeg va­erd at hja­el­pe? Men man kan spør­ge sig selv: ’Hvis en rin­ge­de til mig og

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.