Che­an­ne - de el­sker, de gri­ner og de ka­em­per

BT - - DEBAT -

JENS GAARDBO OG MOR­TEN PELCH SKRI­VER I BT SØNDAGSKLUMMEN

hvor vi, som gik i klub­ben, mød­te nye kul­tu­rer. Om du var fra Sri Lanka, Iran, Tyr­ki­et, Li­ba­non el­ler Dan­mark, så fandt vi sam­men om de ting, som børn gør. Leg.

Ha­mids hjem var an­der­le­des fra mit eget. In­dret­nin­gen med gul­dram­mer og ci­ta­ter fra Kor­a­nen, samt bil­le­der fra Ka­ba­en i Mek­ka står sta­dig klart i erin­drin­gen for mig. Jeg kan hu­ske nys­ger­rig­he­den, som blan­de­de sig med ma­ven, der knur­re­de, da Ha­mids mor spurg­te, om jeg var sul­ten. Øje­blik­ket ef­ter var den iran­ske kvin­de, med det far­ve­strå­len­de tørkla­e­de om ho­ve­d­et, i fuld gang med at la­ve mad. En ti­me ef­ter var vi på gul­vet. Ha­mids far, mor og to min­dre brød­re og jeg selv spi­ste med fin­gre­ne af det fest­må­l­tid, som var stab­let på be­ne­ne. Ale­ne for­di min seksår­i­ge ma­ve hav­de knur­ret.

Ef­ter den dag le­ge­de Ha­mid og jeg sam­men hver dag. Vi le­ge­de ka­ra­te. Vi kla­tre­de i tra­e­er. Vi le­je­de de ny­e­ste VHS-film med Je­an Clau­de Van Dam­me. Jeg la­er­te en vig­tig lek­tie hos Ha­mids fa­mi­lie. Her gav man til an­dre, før man tog selv. Her var bøn, og her var tørkla­e­de. Her var re­li­gio­nen til ste­de, men ik­ke mel­lem os.

Vi­de­re op gen­nem vo­res te­e­na­ge­år for­sat­te vo­res ven­skab. Ha­mid og jeg kig­ge­de på ma­er­ke­va­re­tøj, vi ik­ke hav­de råd til. Vi cyk­le­de fra by­ens nord­li­ge bak­ker mod bi­o­gra­fen, så snart vi til­sam­men hav­de pen­ge nok til to bil­let­ter. Ha­mid mød­te fle­re af mi­ne ven­ner i Vej­le Bold­klub. De fle­ste af dis­se kom fra by­ens fi­ne­re om­rå­der. Det ta­et­te­ste, de kom på Mel­le­mø­sten, var, når tu­ren gik til Ita­li­en på som­mer­fe­rie. Det hav­de vi ik­ke så me­get af. Fe­ri­e­rej­ser. De seks uger hver som­mer blev brugt i Dan­mark. Sja­el­dent me­re end en hånd­fuld ki­lo­me­ter fra blok­ke­ne. Vi ka­em­pe­de dra­be­li­get om ha­e­der og gl­o­rie, som li­vet ik­ke syn­tes at vil­le be­ri­ge os med. Vi stod sam­men. Vi var ven­ner.

Da min far dø­de kort ef­ter min 21års fød­sels­dag, kun 44 år gam­mel, mød­te Ha­mids far, trods va­e­ren­de tro­en­de mus­lim, op i kir­ken. Han gav ik­ke min mor hånd til kon­do­len­ce for­an kir­ken, men lag­de i ste­det hån­den på sit hjer­te og buk­ke­de dybt i respekt.

For det er li­ge pra­e­cis det, som det hand­ler om. Respekt. Ik­ke for dem, som ik­ke vil pas­se ind. Men respek­ten for al­le dem, som gør. De men­ne­sker, som er men­ne­sker som os, selv om de har en an­den bag­grund. De el­sker, de gri­ner, de de­ler, de ka­em­per. De er her. For det er li­ge pra­e­cis det, som det hand­ler om. Respekt. Ik­ke for dem, som ik­ke vil pas­se ind. Men respek­ten for al­le dem, som gør

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.