AN­NET­TE HEI­CK Tak for kaf­fe

BT - - SØNDAG -

For en del år si­den var jeg til et spa­en­den­de fored­rag, hvor en an­tro­po­log skul­le bin­de en sløj­fe over et em­ne, der ved­kom al­le til­hø­rer­ne – en flok me­d­ar­bej­de­re fra Nor­ge, Sve­ri­ge, Dan­mark og Po­len. Han valg­te at ta­ge ud­gangs­punkt i mor­gen­ri­tu­a­ler på ar­bejds­plad­sen: POLAKKERNE MØ­DER IND til ti­den. De med­brin­ger en ter­mokan­de med sort kaf­fe, som de ha­el­der ned, mens de helt kort ta­ler prak­tik med en kol­le­ga. Nord­ma­en­de­ne mø­der ind ti mi­nut­ter før og bru­ger ti­den ude i det fa­el­les køk­ken til at ta­le om pri­va­te sa­ger over mor­genkaf­fen fra ma­ski­nen. Sven­sker­ne mø­der ind sharp (som hav­de de stå­et på lur og ven­tet på, at klok­ken skul­le bli­ve hel). De går di­rek­te til skri­ve­bor­det og ar­bej­der hek­tisk, in­den de går over og drik­ker kaf­fe, mens de ta­ler om det, de er ue­ni­ge med che­fen om, men som de al­drig vil­le si­ge højt uden­for kaf­festu­en. Dan­sker­ne der­i­mod mø­der ind 5-10, som­me ti­der 15 mi­nut­ter, for sent og går di­rek­te til køkkenet, hvor de bru­ger fle­re mi­nut­ter på at la­ve den per­fek­te lat­te på en ma­ski­ne, som de har kra­e­vet at få (el­lers gad de ik­ke ar­bej­de der), og så­dan går den før­ste hal­ve ti­me af ar­bejds­da­gen med hyg­ge sam­men med kol­le­ga­er­ne. JEG HAR TIT ta­enkt på det fored­rag. Må­ske for­di jeg gen­ken­der en hel del af mig selv i den dan­sker, der blev be­skre­vet. Jeg el­sker min kaf­fe. Jeg har en rej­seud­ga­ve af en Nespres­so-ma­ski­ne, som jeg har med mig overalt, og i vo­res køk­ken er et helt skab ind­ret­tet til no­get, der bedst be­skri­ves som kaf­fe-po­r­no med ri­ste­re, kva­er­ne, dim­ser og ma­ski­ner. Sor­te kaf­fer hånd­bryg­ges på for­skel­lig vis, og der ka­e­les for hver ene­ste kop. Det ER vir­ke­lig for me­get, det in­drøm­mer jeg. PROBLEMET ER, AT det er sva­ert at gå bag­la­ens, når først man har få­et en god kop kaf­fe. Jeg hu­sker, da min mand før­ste gang kom hjem med en Nespres­so­ma­ski­ne. Jeg blev ra­sen­de over, at han hav­de brugt så man­ge pen­ge, men han sag­de: Schhyyy…nu sma­ger du en kop, og så dis­ku­te­rer vi det bag­ef­ter. DER BLEV IN­GEN dis­kus­sion. Den gam­le kaf­fe­ma­ski­ne blev kørt di­rek­te på los­se­ren. Ef­ter­føl­gen­de blev det fak­tisk sva­ert at drik­ke mi­ne fora­el­dres kaf­fe, der ger­ne hav­de stå­et no­gen tid og var bra­endt ned i kan­den på den gam­mel­dags kaf­fe­ma­ski­ne. Vi fik dem over­talt til at kø­be en ma­ski­ne som vo­res, og i lang tid hav­de de bå­de den og en Sen­seo, når det ik­ke måt­te va­e­re for dyrt og så den gam­le 70’er ma­ski­ne. De var sta­e­di­ge la­en­ge. Nu har de to Nespres­so’er stå­en­de ved si­den af hin­an­den, for el­lers går det ik­ke hur­tigt nok med at bryg­ge kaf­fe.

’’

FOR AT DET­TE nu ik­ke skal kom­me til at ly­de som et re­k­la­me­indslag, må jeg hel­le­re til­fø­je, at Nespres­so i dag hø­rer til det, vi kal­der sla­ve­kaf­fe. Jo­jo…vi er skam vi­de­re med nye ap­pa­ra­ter og med på de ny­e­ste kaf­feno­der med kold­bryg­get kaf­fe. Vi ved godt, vi og­så er en lil­le smu­le lat­ter­li­ge. Men kaf­fe er ik­ke li­ge­gyl­digt. Der­for le­ve­rer jeg kaf­fen til­ba­ge på St­ar­bucks, når jeg kan sma­ge, at den har va­e­ret i kon­takt med en el­ler an­den syn­te­tisk sirup. Jeg va­el­ger og­så med om­hu mi­ne tank­sta­tio­ner ved mo­tor­vej­en, for jeg ved, hvor kaf­fen ik­ke er ud­rik­ke­lig. MAN KAN INDVENDE, at det er over­klas­se­pro­ble­mer, men jeg lu­ner mig ved, at frem­tids­for­ske­re bak­ker op om tren­den. Iføl­ge dis­se for­ske­re kom­mer vi til at drik­ke en anel­se min­dre kaf­fe, men når vi for­lan­ger kva­li­tet, høj­ner vi sam­ti­dig om­tan­ke for mil­jø og ar­bejds­for­hold. SKIDEGODT EGON,…SÅ­LE­DES VIL jeg nu la­ve mig en god kop søn­dagskaf­fe af de nye øko­lo­gi­ske, fair­tra­de­de og mil­jø­ven­li­ge kaps­ler fra Re­al Cof­fee og pud­se gl­o­ri­en, thi jeg er med mi­ne be­hov åben­bart til gavn for mi­ne om­gi­vel­ser. bt.dk/brev­kas­ser Alt det­te va­e­re sagt, så kun­ne der og­så va­e­re no­get be­fri­en­de i, at du fik kom­mu­ni­ke­ret til di­ne fora­el­dre, at du al­tid har følt dig for­for­delt. Det sva­e­re er at fin­de den ret­te må­de at si­ge det på. Du må ik­ke frem­stå som of­fer. Du må slet ik­ke va­e­re an­kla­gen­de. Du må ik­ke bru­ge alt for va­er­di­la­de­de ord. Det kra­e­ver et enormt mod at ta­ge fat på den snak, og jeg ved slet ik­ke, om du mag­ter det. Må­ske kun­ne ind­gangs­vink­len va­e­re di­ne eg­ne børn. Forta­el di­ne fora­el­dre, at du el­sker di­ne tre un­ger pra­e­cis li­ge højt, og at de be­ty­der alt for dig. Spørg, om de har haft det på sam­me må­de med dig og di­ne sø­sken­de, og tag den så der­fra. Til slut vil jeg si­ge dig, at den stør­ste kraft i den­ne ver­den er til­gi­vel­se. Til­giv di­ne fora­el­dre, at de ik­ke er stør­re men­ne­sker. At de ik­ke mag­ter at se he­le dig og respek­te­re di­ne valg. Når du har til­gi­vet, er det og­så let­te­re for dig at la­eg­ge af­stand til pro­ble­mer­ne.

Ka­em­pe søn­dagsknus fra An­net­te

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.