Et lands­hold i ru­i­ner

BT - - SPORTEN -

DEN 10. JU­NI var alt i or­den. Her sad jeg på Sta­de Vélodro­me i Mar­seil­le og så det en­gel­ske lands­hold spil­le en om­gang in­spi­re­ren­de fod­bold i de­res før­ste kamp ved EM i Frank­rig. Op­ti­mis­men var stor, Eng­land stil­le­de med et ungt – det yng­ste over­ho­ve­det ved slut­run­den – at­trak­tivt og sul­tent mand­skab, og Eric Di­er hav­de net­op sco­ret til 1-0 imod Rusland.

På pres­se­mø­det in­den kam­pen hav­de den en­gel­ske land­stra­e­ner Roy Hod­g­son rid­set det hi­sto­ri­ske åg op for mas­se-op­bud­det af pres­se­folk.

»Vi er os smerte­ligt be­vid­ste, at det i år er 50 år si­den, Eng­land vandt ver­dens­mester­ska­bet,« kon­sta­te­re­de Hod­g­son med an­sig­tet lagt i de kro­nisk be­kym­re­de fol­der, som end ik­ke 10 kva­li­fi­ka­tions­sej­re ud af 10 mu­li­ge hav­de kun­net ret­te ud. Det var ik­ke nød­ven­digt at til­fø­je, at Eng­land in­tet hav­de vun­det si­den det Her­rens år 1966, da Bob­by Mo­o­re løftede Ju­les Ri­met-po­ka­len på Wem­bley. Det vid­ste al­le.

17 da­ge se­ne­re kom­men­te­re­de jeg igen Den­ne gang i 1/8-fi­na­len mod Island. Eng­land var uden de sto­re pro­ble­mer, men og­så uden at over­be­vi­se syn­der­ligt, gå­et vi­de­re fra pulj­en og hav­de nu det svi­ne­held at skul­le mø­de fod­bold­dva­er­ge­ne fra Island i en kamp om at kom­me i kvart­fi­na­len. Way­ne Roo­ney score­de ef­ter fi­re mi­nut­ter, og så gik det el­lers slag i slag. I den for­ker­te ret­ning.

Som al­le vist kan erin­dre, vandt Island med 2-1 og send­te Eng­land hjem ef­ter nok en ufor­løst slut­run­de. Da­gen ef­ter kam­pen trå­d­te Roy Hod­g­son til­ba­ge og kom der­med den uund­gå­e­li­ge fy­re­sed­del i for­kø­bet, alt imens den en­gel­ske pres­se flød over med sar­ka­sti­ske repor­ta­ger om det hi­sto­ri­ske ne­der­lag. Bun­den var nå­et. Tro­e­de man. DET VAR DEN så ba­re ik­ke al­li­ge­vel. For si­tu­a­tio­nen om­kring det lands­hold, som al­le en­gel­ske fod­bold­fans dy­best set el­sker og øn­sker at va­e­re stol­te af, nå­e­de nye dyb­der, da den nyud­na­evn­te en­gel­ske lands­holds-ma­na­ger Sam Al­lar­dy­ce i ons­dags for­lod sit job. Ik­ke som føl­ge af dår­li­ge re­sul­ta­ter på fod­bold­ba­nen, nej, det var end­nu va­er­re. Som føl­ge af moralsk for­fald, som føl­ge af dår­lig døm­me­kraft og en helt ube­gri­be­lig grå­dig­hed. Og skal det til­fø­jes som føl­ge af nog­le tvivls­om­me jour­na­li­sti­ske me­to­der.

Sa­gen dre­jer sig i al kort­hed om, at et par jour­na­li­ster fra Daily Te­le­graph gav sig ud for at va­e­re asi­a­ti­ske for­ret­nings­folk, sat­te et mø­de med Al­lar­dy­ce op og fil­me­de den en­gel­ske land­stra­e­ner, mens han for­tal­te om, hvor­dan man kan om­gå det en­gel­ske fod­bold­for­bunds eg­ne reg­ler om kon­trakt­for­hold, gjor­de sig lystig på den tid­li­ge­re land­stra­e­ners be­kost­ning og i det he­le ta­get op­før­te sig på en må­de, der var ufor­e­ne­lig med job­bet som Eng­land Ma­na­ger.

Ef­ter kun 67 da­ge i job­bet blev Sam Al­lar­dy­ce og det en­gel­ske fod­bold­for­bund hur­tigt ’eni­ge om’, at han for­lod po­sten som en­gelsk land­stra­e­ner. Men al­le vid­ste selv­føl­ge­lig, hvem der var ble­vet eni­ge om hvad. Al­lar­dy­ce hav­de in­tet valg.

Nu er bun­den så nå­et. Hå­ber man. For til­ba­ge står et en­gelsk lands­hold i ru­i­ner. Og det sto­re spørgs­mål er det sam­me som i slut­nin­gen af ju­ni: Hvem (i al­ver­den) skal stå i spid­sen for lands­hol­det? I FØR­STE OM­GANG er den en­gel­ske U21 land­stra­e­ner Ga­reth Sout­h­ga­te ble­vet for­frem­met med an­sva­ret for de fi­re plan­lag­te kam­pe her i ef­ter­å­ret, blandt an­det det sto­re brag mod Skot­land i VM-kva­li­fi­ka­tio­nen, og man kan da ik­ke ude­luk­ke, at den sym­pa­ti­ske, men ik­ke spe­ci­elt ka­ris­ma­ti­ske Sout­h­ga­te kan fort­sa­et­te i job­bet på per­ma­nent ba­sis. Han er jo trods alt eng­la­en­der, hvil­ket be­ty­der me­get.

Det er der man­ge, der gri­ner af, men det er alt­så et vel­kendt fa­eno­men i de sto­re fod­bold­lan­de. Hvor­når har lan­de som Bra­si­li­en, Ar­gen­ti­na, Spa­ni­en, Ita­li­en og Tys­kland må­ske haft uden­land­ske land­stra­e­ne­re? Eng­land er fak­tisk den ene­ste sto­re fod­bold­na­tion, som i ny­e­re tid har for­søgt sig med ud­la­en­din­ge, og hver­ken sven­ske Sven-Göran Eri­cs­son el­ler ita­li­en­ske Fa­bio Ca­pel­lo var den sto­re suc­ces.

Den nu tid­li­ge­re for­mand for det en­gel­ske fod­bold­for­bund Greg Dy­ke, som var man­den, der an­sat­te Sam Al­lar­dy­ce for blot lidt me­re end to må­ne­der si­den, be­to­ne­de den­gang, at man vil­le ha­ve en ma­na­ger, der kend­te Pre­mi­er Le­ague. Det inds­na­ev­re­de jo fel­tet en del, og man­ge føl­te da og­så, at Sam Al­lar­dy­ce blev ud­na­evnt i man­gel af bed­re med sin so­li­de, men ik­ke li­ge­frem gl­o­ri­ø­se bag­grund som ma­na­ger i en ra­ek­ke mid­ter­klub­ber. For ek­sem­pel hav­de Al­lar­dy­ce kun del­ta­get i Eu­ro­pa Cup’en en en­kelt gang. ØN­SKE-KANDIDATEN MÅ OG skal va­e­re Arsè­ne Wen­ger. In­gen ken­der Pre­mi­er Le­ague som ham, han har in­ter­na­tio­nal er­fa­ring og ind­sigt, han har klas­se og in­te­gri­tet og han er i en af de ab­so­lut­te top­klub­ber. In­tet ta­ler imod ham, bort­set fra den ene, men nok så va­e­sent­li­ge de­tal­je: Vil han?

Hvis Wen­ger ik­ke vil, og kri­te­ri­er­ne er de sam­me som for få må­ne­der si­den, er si­tu­a­tio­nen vel den, at fod­bold­for­bun­det må be­hol­de Ga­reth Sout­h­ga­te el­ler spør­ge en­ten Alan Par­dew fra Crystal Pa­la­ce, Ed­die Howe fra Bour­ne­mouth el­ler Mi­ke Phelan fra Hull.

Ik­ke de bed­ste per­spek­ti­ver. Der kan hur­tigt gå 50 år me­re.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.