’Min mund sag­de nej, men alt an­det var i tvivl’ D

BT - - WEEKEND -

a jeg for nog­le år si­den gab­te over for me­get og end­te med at få stress, la­er­te min psy­ko­log mig tre magi­ske ord. Ord, som vil­le gø­re min til­va­e­rel­se let­te­re. Or­de­ne var: 1: Pyt. 2: Nej. 3: Hja­elp. Hun hav­de selv­føl­ge­lig helt ret. Det er fri­gø­ren­de at si­ge: ’Pyt med at her ro­der’ el­ler: ’Hja­elp, det her er for sva­ert at gø­re selv.’ Men så er der ’nej’... Nej har vist sig at va­e­re en tri­cky stør­rel­se, som jeg i åre­nes løb har bøv­let en del med. Sel­ve det med at si­ge nej kom jeg hur­tigt ef­ter. Det var me­re det med at få om­gi­vel­ser­ne til at for­stå, at jeg men­te nej, der vold­te pro­ble­mer. For når folk er vant til, at man si­ger ja, så har de over­ra­sken­de sva­ert ved at bli­ve af­vist. De tror fak­tisk ik­ke de­res eg­ne ører og be­gyn­der at ud­be­de sig svar på, hvor­for man si­ger nej. Til at be­gyn­de med skif­te­de jeg me­ning ved det mind­ste pres. Hvis jeg ik­ke hav­de en god ’und­skyld­ning’ for at si­ge nej, end­te jeg med at si­ge ja al­li­ge­vel. El­ler jeg sag­de ja og meld­te mig så syg på da­gen, for­di jeg vit­ter­ligt ik­ke kun­ne rum­me at gø­re det, jeg egent­lig hav­de af­slå­et i før­ste om­gang. Imens blev jeg me­re og me­re skum­men­de af ra­se­ri in­de­ni. For hvad bild­te de sig egent­lig ind... at pres­se mig til no­get, jeg ik­ke vil­le? I en se­ne­re pe­ri­o­de end­te mi­ne nej’er i for­bi­tre­de for­svarsta­ler og i ven­ska­ber, der løb ud i san­det. For jeg vil­le ik­ke fin­de mig i det me­re. Et nej var et nej. Uan­set hvad det hand­le­de om. Når ven­ner bad mig hen­te de­res børn i bør­ne­ha­ven: »Jeg kan ik­ke selv nå det, og du er den ene­ste, jeg kan spør­ge,« lød det i te­le­fo­nen. »Det pas­ser ik­ke, men jeg er den ene­ste, du va­el­ger at spør­ge. Du har an­dre men­ne­sker om­kring dig,« sva­re­de jeg. »Men lil­le Vin­cent er jo så glad for dig,« frem­tu­re­de min ven. »Jeg sag­de nej.« »Men...« »NEJ!!!« El­ler når jeg blev tra­et af at hø­re folks en­de­lø­se brok over de­res ka­e­re­ster: »Nu har du øf­fet over det sam­me i to år. Jeg vil ik­ke hø­re me­re på det. Skid el­ler stå af pot­ten,« kun­ne jeg plud­se­lig hø­re mig selv si­ge. »Men jeg har brug for at snak­ke om det,« lød sva­ret. »Su­per. Men jeg har ik­ke brug for at hø­re me­re ne­ga­tivt pis. Hold op med at in­vol­ve­re mig.« Det blev enormt kon­fron­te­ren­de. Og vir­ke­lig op­s­li­den­de. Når for­hold slut­ter, uan­set om det er par­for­hold, ar­bejds­for­hold el­ler ven­ska­ber, er det al­tid en god idé at kig­ge på sit eget me­dansvar for, at det ik­ke gik. Det gjor­de jeg og­så. Over­ra­sken­de nok vi­ste det sig, at det ik­ke kun var dem, der ik­ke vil­le ac­cep­te­re mit nej, der var idi­o­ter. (Selv­om det selv­føl­ge­lig mest var de an­dres skyld...) Jeg måt­te er­ken­de, at jeg hav­de sagt nej for­kert. For jeg hav­de ik­ke fø­lel­ser­ne med, når jeg sag­de fra. Min mund sag­de nej, men alt an­det i mig var i tvivl om den ud­mel­ding. For jeg var fak­tisk ik­ke helt sik­ker på, at det var okay. Ef­ter et langt liv, hvor det at va­e­re sød og hja­elp­som har va­e­ret en for­svars­me­ka­nis­me, der vir­ke­de per­fekt for mig, var den sva­er at la­eg­ge fra sig. For vil­le folk dy­best set kun­ne li­de mig, hvis jeg ik­ke sat­te mig selv til si­de til for­del for at op­fyl­de de­res be­hov? Jeg hvi­le­de over­ho­ve­det ik­ke i mit nej. Men det sat­te jeg mig for at la­e­re. Vi har al­le sam­men ven­ner, som vi sja­el­dent be­der om hja­elp, for­di vi ved, at de­res svar of­te er nej. De kom­mer ik­ke med for­kla­rin­ger el­ler får det skidt med at si­ge nej. De gør det ba­re. Og in­tet ved dem in­vi­te­rer til at be­gyn­de at over­ta­le dem til det mod­sat­te. Det er for­di, de me­ner det, de si­ger. Det er men­ne­sker, der ik­ke har sva­ert ved at rum­me den po­si­ti­ve egois­me. De men­ne­sker har jeg la­ert at ko­pi­e­re. Jeg ta­en­ker på, hvor­dan de vil­le gi­ve et af­slag og ko­pi­e­rer de­res to­ne­fald. Det vir­ker. Ef­ter­hån­den stem­mer mit kro­p­s­sprog overens med dét, jeg si­ger, der­for er det ef­ter­hån­den sja­el­dent, jeg skal ret­fa­er­dig­gø­re et nej. Or­de­ne: Pyt, nej og hja­elp ta­ger lidt tid at la­e­re, men de gør fak­tisk li­vet let­te­re, og de gør dig gla­de­re. Prøv dem. I en pe­ri­o­de end­te mi­ne nej’er i for­bi­tre­de for­svarsta­ler og ven­ska­ber, der løb ud i san­det. For jeg vil­le ik­ke fin­de mig i det me­re. Et nej var et nej

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.