M

BT - - WEEKEND -

Fo­to Jens Nør­gaard Lar­sen ed ha­en­der­ne i si­den af den far­lig kor­te, ko­boltblå kjo­le og med den ka­rak­te­ri­sti­ske lan­ge, ly­se he­ste­ha­le ef­ter sig fe­je­de hun hen over dan­se­gul­vet i en to mi­nut­ter lang cha-cha-cha. Få mi­nut­ter se­ne­re hav­de ’Vild med dans’ dom­mer­ne vo­te­ret. Med 19 po­int score­de Mil­le Di­ne­sen topka­rak­ter.

Det er fi­re fre­da­ge si­den hun, dan­se­de sin de­but­dans i det po­pu­la­e­re dan­se­pro­gram, men den 42-åri­ge sku­e­spil­ler er sta­dig den, som book­ma­ker­ne spår de bed­ste chan­cer for at vin­de.

Så­dan var det ik­ke for 15 år si­den, da langt stør­re ud­for­drin­ger pra­e­ge­de hen­des liv. Den­gang for­tal­te la­e­ger­ne Mil­le Di­ne­sen, at hun mulig­vis hav­de sk­lero­se. Be­ske­den send­te hen­de ud på en in­tens rej­se i sø­gen ef­ter hel­bre­del­se for en syg­dom, hun al­drig har følt.

Hun har ka­em­pet for at hol­de sig sund og frisk og har ledt in­tenst ef­ter sin egen vej. Hun har navi­ge­ret i en ver­den af kvaksal­ve­re, kloge ko­ner og alt det midt imel­lem. Un­der­vejs er hun ble­vet me­get klo­ge­re på sin krop. Det har hun nu skre­vet en bog om. Bo­gen ’Min egen vej’ er langt­fra en sund­heds­bi­bel. Som tit­len in­di­ke­rer er det hen­des eg­ne er­fa­rin­ger med at stå på top­pen af sin kar­ri­e­re og ha­ve en krop, der er pres­set i bund.

Bo­gens over­ord­ne­de te­ma er, at man selv skal ta­ge an­svar, for i Mil­le Di­ne­sens op­tik er in­tet let­te­re end at gå til la­e­gen, få en di­ag­no­se og si­ge: ’Giv mig nog­le pil­ler, så jeg kan gå på ar­bej­de i morgen’. Men bo­gen er alt an­det end et qu­i­ck fix. Den er sna­re­re 15 års un­der­sø­gel­se af, hvad der vir­ker på Mil­le Di­ne­sen, og hvad der ik­ke vir­ker på Mil­le Di­ne­sen. No­get, hun hå­ber, at an­dre men­ne­sker kan bli­ve in­spi­re­ret af.

»Det hand­ler om at ta­ge an­svar – el­ler om at ta­ge li­vet på sig. Di­ag­no­ser kan godt va­e­re at flyg­te fra an­sva­ret, for plud­se­lig står der en mand i en hvid kit­tel og si­ger: ’Du skal gø­re så­dan og så­dan’. Jeg si­ger: ’Må­ske kan du og­så selv gø­re no­get’. Ik­ke der­med sagt, at hvis du har en de­pres­sion, skal du ba­re spi­se en pa­ra­nød og lø­be en tur, så er alt godt. Men må­ske kan de to verd­ner hja­el­pe hin­an­den,« for­kla­rer hun.

Ud­gangs­punk­tet for hen­des rej­se var en di­ag­no­se, som hun i dag ik­ke er helt sik­ker på no­gen­sin­de var rig­tig. Men tviv­len har hun ik­ke lyst til at spe­ku­le­re i:

»For det kan frem­kal­de ne­me­sis og en mas­se an­dre ting. Og ’bang’ så skal jeg be­ta­le ved kas­se ét,« si­ger hun og klap­per ha­en­der­ne mod hin­an­den med et sma­eld.

»Så over­troisk er jeg. Af frygt for at det vil ram­me mig, si­ger jeg ik­ke, at det ik­ke var sk­lero­se. Men lad mig si­ge det så­dan her: ’I 16 år har jeg ik­ke ma­er­ket no­get til det’.«

Stem­men er den, man ken­der fra Ri­ta, Nyn­ne og Mil­le. Høj, ty­de­lig og kø­ben­havnsk.

»Jeg skal li­ge nå det her opkald. Er det okay? Tag no­get te,« si­ger Mil­le Di­ne­sen og ska­en­ker ly­se­rød te i en hvid kop, hvor­ef­ter hun for­svin­der fra sit hvi­de køk­ken, gen­nem sin hvi­de stue ind i sit hvi­de sove­va­e­rel­se.

Snur­ren­de fød­der

Fak­tum er, at Mil­le Di­ne­sen i 2000 var in­de i en hek­tisk pe­ri­o­de. Un­der nor­ma­le om­sta­en­dig­he­der er det dér, hun be­fin­der sig bedst, for ’stil­stand er spild af Mil­le Di­ne­sen’, synes hun.

»Det gik ud over min hud. Alt­så, vi ta­ler ik­ke om, at jeg fik et par bum­ser på den ene kind. Jeg fik byl­der,« for­kla­rer hun og ge­sti­ku­le­rer med sin pro­fes­sio­nel­le sans for drama.

Hen­des la­e­ge or­di­ne­re­de nog­le kras­se sa­ger til at lø­se pro­ble­met, og Mil­le Di­ne­sen sma­ek­ke­de ha­e­le­ne sam­men og tog sin me­di­cin.

Året ef­ter var den gal igen i en an­den del af krop­pen. Mil­le Di­ne­sen hav­de en ma­er­ke­lig sum­men i fød­der­ne og fø­lel­sen af, at fød­der­ne – og ef­ter­hån­den og­så det ene ben – sov, uden at hun kun­ne stam­pe fø­lel­sen va­ek. Og­så den­ne gang var der pres på li­vet, for Mil­le Di­ne­sens mor hav­de få­et en vold­som og livs­far­lig blod­prop i den ene lun­ge, sam­ti­dig med at den den­gang 27-åri­ge Mil­le Di­ne­sen søg­te ind på Te­a­ter­sko­len, som hun – me­re end no­get an­det i ver­den – vil­le ha­ve til at lyk­kes.

Den sum­men­de for­nem­mel­se fik hen­de til at sø­ge la­e­ge, og hvor la­e­gen slap hen­de, tog Rigs­ho­spi­ta­let over og gav hen­de al­le de un­der­sø­gel­ser, de hav­de til de­res dis­po­si­tion. Re­sul­ta­tet var nog­le ’plet­ter’ på scan­nings­bil­le­der­ne af hen­des ho­ved.

Mil­le Di­ne­sen hav­de mulig­vis sk­lero­se.

»Det var sja­e­le­rysten­de, for jeg var 27 år og ban­ge for, at jeg skul­le dø. Det var og­så et vink med en ka­em­pe vogn­stang, men jeg hav­de ik­ke tid til at lyt­te til sig­na­ler­ne,« forta­el­ler Mil­le Di­ne­sen, som i mel­lem­ti­den er ble­vet 42 år og en hel del klo­ge­re på isa­er sam­men­ha­en­gen mel­lem psy­ke og fy­sik.

For hvor Mil­le Di­ne­sen det ene år tog imod en ben­hård vi­ta­min­kur mod si­ne hud­pro­ble­mer, tak­ke­de hun året ef­ter nej til sk­lero­se­me­di­ci­nen. For ’det føl­tes ba­re ik­ke rig­tigt’. I ste­det rej­ste hun ind i den al­ter­na­ti­ve ver­den på jagt ef­ter en sun­de­re vej.

Hun vil ik­ke så tvivl om la­e­ger­nes fag­lig­hed, for­kla­rer hun, mens hun

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.