ANNETTE HEICK Tak for nu – og på gen­syn

BT - - SØNDAG -

Jeg kør­te for­le­den med en taxa­chauf­før i Kø­be­havn, som uvist af hvil­ken år­sag hav­de brug for at forta­el­le mig, at Jo­a­chim B. Ol­sen var dum. Jeg over­ve­je­de at la­de det pas­se­re, men blev al­li­ge­vel pro­vo­ke­ret. »JEG HØ­RER DIG egent­lig ba­re si­ge, at du er ue­nig med ham. Dum er han vel ik­ke,« sag­de jeg. »Jo,« sag­de chauf­før­en. »Alt, hvad der kom­mer ud af mun­den på ham, er dumt.« »Man kan godt va­e­re ue­nig med en po­li­ti­ker og sam­ti­dig respek­te­re, at han el­ler hun re­pra­e­sen­te­rer folk med an­dre hold­nin­ger,« prø­ve­de jeg. »Jeg respek­te­rer ik­ke dum­me men­ne­sker,« sva­re­de han. »Så respek­te­rer jeg hel­ler ik­ke dig,« sag­de jeg. Og så blev der en­de­lig stil­le. JEG VIL IK­KE på­stå, at der li­ge­frem var god stem­ning in­de i den lil­le ka­bi­ne, men jeg fik fred. For hvor kan jeg dog bli­ve tra­et af, at po­li­ti­ke­re kal­des dum­me. Gå dog selv ind i po­li­tik, så! DET LIL­LE OPTRIN tog ud­gangs­punkt i en op­sang, jeg selv hav­de få­et: Hvor langt vil du gå for den go­de stem­ning? Spørgs­må­let blev stil­let af en af mi­ne ven­ner. Han er iva­er­ksa­et­ter og hav­de op­le­vet et af­slag på en or­dre med or­de­ne: »Jeg kan se, du har så me­get suc­ces, at du nok over­le­ver, at vi al­li­ge­vel ik­ke pla­ce­rer vo­res or­dre hos dig.« Min ven skrev re­tur til fir­ma­et: »Jeg vil ger­ne ha­ve lov selv at vur­de­re, om jeg har suc­ces el­ler ej. Er den suc­ces, som jeg hver dag ka­em­per for, ble­vet år­sag til, at du nu va­el­ger mig fra? Jeg ved godt, at det­te brev ik­ke får dig til at skif­te me­ning, men til en an­den gang så sy­nes jeg, du skal over­ve­je dit ord­valg.« JA, DET ER ret of­fen­sivt at sva­re så­dan, men der er og­så no­get skønt ved men­ne­sker, der ik­ke stik­ker op for bol­le­ma­elk. Når man be­gyn­der at ta­en­ke over det, så kan det jo va­e­re he­le ka­ra­va­ner af ka­me­ler, man går og ae­der gen­nem li­vet for at und­gå kon­flik­ter. JEG HADER SELV kon­fron­ta­tio­ner. Vir­ke­lig. Men jeg har op­le­vet, at det gi­ver luft – og og­så respekt – når man ta­ger dem. Hav­de jeg det ik­ke så­dan, kun­ne jeg vel na­ep­pe hel­ler ha­ve haft den­ne klum­me i BT gen­nem snart ot­te år. Em­ner­ne har in­di­mel­lem va­e­ret pro­vo­ke­ren­de og gi­vet an­led­ning til men jeg har dog kun én gang måt­tet op­gi­ve at sva­re al­le dem, der blan­de­de sig i de­bat­ten. OG DET BRINGER mig frem til mel­din­gen om, at jeg nu går på or­lov. Frem til 1. fe­bru­ar vil min blog og min brev­kas­se va­e­re luk­ket. Det skyl­des ab­so­lut ik­ke me­tal­tra­et­hed, men en trist kon­sta­te­ring af, at jeg står for­an mit livs stormvejr, hvor jeg får brug for al­le de kra­ef­ter, jeg har. GAN­SKE KORT DREJER det sig om, at vo­res kun 12 år gam­le hus har vist sig at va­e­re pil­rå­d­dent pga. byg­ge­s­jusk. Det ko­ster 700.000 at ud­bed­re ska­der­ne, og for­sik­rin­gen vil ik­ke da­ek­ke det. Vi kan hel­ler ik­ke lå­ne i fri­va­er­di­en, da vi sid­ste år belån­te hu­set alt, hvad vi kun­ne, for at ska­be en virk­som­hed – et nyt fun­da­ment for min mand, der, som man­ge ved, blev to tred­je­de­le in­va­lid ef­ter en ulyk­ke. SÅ ALT­SÅ FOR at fin­de pen­ge til renove­rin­gen af det gam­le hus må vi ta­ge et byg­gelån til et nyt. Og det kan vi, for­di vi tak­ket va­e­re ret­ti­dig om­hu har en tom byg­ge­grund stå­en­de. Sum­ma sum­marum går vi i dis­se da­ge og ri­ver vo­res eget hus så godt som ned og på­be­gyn­der byg­nin­gen af et nyt hus, som vi si­den flyt­ter over i. Og så har vi li­ge et fir­ma, vi går og ban­ker op på Born­holm, mens jeg ar­bej­der dob­belt på to te­a­ter­fo­re­stil­lin­ger, og Jes­per er han­di­cap­pet. KLARER VI OG vo­res to børn den? Ja, sgu. Men jeg tror, det er o.k., hvis jeg li­ge tra­ek­ker stik­ket et par må­ne­der og med ve­mod i blik­ket si­ger på gen­hør til mi­ne fa­ste og en­ga­ge­re­de la­e­se­re her i avi­sen. bt.dk/brev­kas­ser

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.