’SÅ SIG DOG NOG

BT - - SPORTEN -

RASTLØSHED »Kom så, Cor­ne­li­us. Sig no­get!« Jakob Kjeld­berg ta­ler til den sto­re fladska­erm på va­eg­gen, hvor FC Kø­ben­havn-an­gri­be­ren An­dreas Cor­ne­li­us får stuk­ket en mi­kro­fon i ho­ve­d­et. Da den nu­va­e­ren­de Ro­bin­son-va­ert sag­de far­vel til fod­bold­pro­gram­met On­si­de, så han ik­ke en fod­bold­kamp i to år. Han var ma­et. Nu er sul­ten til­ba­ge og sid­den­de i stu­ens so­fa­hjør­ne iført jog­ging­buk­ser sam­men med si­ne pi­ger er pas­sio­nen til­ba­ge. Op­tak­ten til Cham­pions Le­ague-bra­get mod bel­gi­ske Club Brug­ge er i gang, og An­dreas Cor­ne­li­us le­ve­rer et par in­tet­si­gen­de selv­føl­ge­lig­he­der. »Arh!« ly­der det fra so­fa­en. »Fod­bold­spil­le­re bør for­stå, at hvert ene­ste in­ter­view de la­ver, er en jo­ban­søg­ning til ti­den ef­ter kar­ri­e­ren. Der er en us­und angst for at ka­ste sig ud på dybt vand. Hvad er det va­er­ste, der kan ske, når vi hå­ner hin­an­den lidt og slås om plad­sen i me­di­er­ne. At man gi­ver hin­an­den lidt røg i me­di­er­ne og si­ger, ’jeg er den bed­ste’. Helt ae­r­ligt. Hvad er problemet? Fod­bold er jo ham­ren­de un­der­hol­den­de, men man går glip af ti pro­cent gra­tis un­der­hold­ning, for­di man la­eg­ger bånd på sig selv og spil­ler­ne.«

BT er på be­søg i 46-åri­ge Jakob Kjeld­bergs fran­ske pa­ra­dis i bjerg­by­en Ma­gag­nosc godt 45 mi­nut­ters kør­sel fra hav­ne­by­en Ni­ce. Hos fod­bold­spil­le­ren, der for små 20 år si­den blev er­kla­e­ret fod­bol­din­va­lid, og si­den blev en af dansk tvs mest ka­ris­ma­ti­ske pro­fi­ler med en klar am­bi­tion om at drop­pe li­ge­gyl­dig­he­der og le­ve­re un­der­hold­ning. Un­der­vejs – for pra­e­cis 10 år si­den – sag­de han far­vel til Dan­mark og ka­ste­de sig selv og fa­mi­li­en ud på dybt vand med luk­ke­de øj­ne og ho­ve­d­et først. Det kun­ne va­e­re ble­vet en smer­te­fuld ma­ve­pla­sker så­dan i over­ført be­tyd­ning, men end­te som et vel­ti­met ho­ved­spring.

»Det er et even­tyr, som er lyk­ke­des. Der har ved gud va­e­ret bump på vej­en, men sik­ke et even­tyr,« un­der­stre­ger han. ’Fod­bold er for enspo­ret’ Den tid­li­ge­re lands­holds­spil­ler og ud­land­sprof i Chel­sea er ak­tu­el i sin 12. sa­e­son som eks­pe­di­tions­le­der i TV3s po­pu­la­e­re re­a­li­ty-pro­gram ’Ro­bin­son Eks­pe­di­tio­nen’ og har åb­net dø­re­ne for at gi­ve et ind­blik i det liv, han selv kal­der et even­tyr. Til en snak om, hvor­dan årets dan­ske fod­bold­spil­ler an­no 1993 kom til at rå­be ad even­tyr­lyst­ne dan­ske­re på øde bo­un­ty-øer, om den enspo­re­de fod­bold­ver­den han al­drig fandt ro i, hans op­sang til ke­de­li­ge fod­bold­spil­le­re og per­so­nen bag khakiskjor­ten.

»Vi har en epi­de­mi her­ne­de. Pal­me­tra­e­er­nes dengue fe­ber!«

Nog­le ti­mer før Kjel­bergs skuf­fel­se i so­fa­en gjal­der or­de­ne med en eks­pe­di­tions­le­ders kraft godt fem me­ter over gra­es­set. Han har sa­ven i den ene hånd, en gren med pal­me­frug­ter i den an­den og fød­der­ne på sky­desti­gen, der hvi­ler mod den enor­me pal­me uden for ca­sa Kjeld­berg. Han ta­ler om gif­ti­ge bil­ler, der er ved at ud­s­let­te om­rå­dets pal­mer med sam­me bruta­li­tet som den syg­dom, der i 2010 var ved at ta­ge li­vet af ham på en Ro­bin­son-eks­pe­di­tion.

Den­gang han blev min­det om, at li­vet kun er til låns. Fod­bold­kar­ri­e­ren skab­te Jakob Kjeld­bergs for­mue, men for den kom­pro­mis­lø­se for­svars­spil­ler var fod­bol­den ik­ke nok. Han blev eks­pe­di­tions­le­der på øde bar­ske øer og står den­ne solskin­s­dag i ar­bejd­s­tøj med ha­en­der­ne i en pal­me­top.

»Jeg er en af de ty­per, for hvem fod­bol­den sim­pelt­hen bli­ver for enspo­ret. På den må­de tror jeg, at Ni­ck­las Bendt­ner har det lidt li­ge­som mig. Ik­ke i for­hold til at keg­le rundt, men i for­hold til, at han dy­best set ba­re har be­hov for no­get an­det og­så. Fod­bold­ver­de­nen er sim­pelt­hen ble­vet for ri­gid for ham,« ly­der det fra Jakob Kjeld­berg, der bru­ger re­fe­ren­cen til Bendt­ners es­ka­pa­der i forta­el­lin­gen om sin egen rastløshed. En rastløshed og rod­løs­hed, som al­le­re­de pra­e­ge­de ham, da han som 18-årigt Vi­borg-ta­lent brug­te Su­per­liga­ens vin­ter­pau­se på at spil­le fod­bold i Thailand med hold­kam­me­ra­ten He­i­ne Fer­nan­dez.

»Det var nok en af de sid­ste ting, man skul­le gø­re, hvis man vil­le va­e­re lands­holds­spil­ler og ud­land­spro­fes­sio­nel, men der tog vi sgu li­ge over og spil­le­de Qu­e­ens Cup. Al­le­re­de den­gang hav­de jeg even­tyrtran­gen.«

Kort ef­ter skif­te­de Jakob Kjeld­berg til Sil­ke­borg, hvor han i 1993 blev kå­ret som ’Årets Spil­ler’ i Dan­mark, in­den han blev hen­tet af en­gel­ske Chel­sea. Her fort­sat­te op­tu­ren, men un­der­vejs ul­me­de en kon­stant trang til at prø­ve no­get me­re end ’ba­re’ spil­le fod­bold. Og­så selv­om til­va­e­rel­sen i Chel­sea var gyl­den, bå­de hvad spil­le­tid og mil­li­o­ner an­går.

»Den bed­ste pe­ri­o­de, jeg hav­de som fod­bold­spil­ler, var mit sid­ste år i Sil­ke­borg. Der hav­de jeg et job, hvor jeg ha­eld­te gas i gas­be­hol­de­re, mens jeg den sid­ste pe­ri­o­de la­e­ste på uni­ver­si­te­tet i Aar­hus. Kom­bi­na­tio­nen af no­get helt an­det sam­men med fod­bol­den gjor­de mig god,« si­ger han og ta­ler vi­de­re:

»Hvis jeg ik­ke var ble­vet ska­det og måt­te stop­pe kar­ri­e­ren, er jeg sik­ker på, jeg var ble­vet en af dem, der på et el­ler an­det tids­punkt hav­de få­et nok. Det var jeg fak­tisk ved at få, og­så in­den jeg blev ska­det. At fod­bol­den fyld­te alt, var sva­ert for mig.« »Jer­ry, nej!« Den ene af Jakob Kjeld­bergs to bok­ser­hunde iret­tesa­et­tes med en klas­sisk Kjeld­berg-be­fa­ling, der af­bry­der den idyl­li­ske ro på grun­den, som blandt an­det ta­el­ler en po­ol, en ten­nis­ba­ne, oli­ven­tra­e­er og en uden­dørs lo­un­ge med køk­ken og bar. I mid­ten af lo­un­gen ha­en­ger en tra­e­nings­e­la­stik, som han bru­ger til at kom­me i form in­den Ro­bin­so­n­op­ta­gel­ser­ne. Ham­ren­de am­bi­tiøs Hun­de­ne sva­er­mer om­kring de­res ’far’, mens han vi­ser rundt. Det er dem, der hol­der ham med sel­skab, når døtre­ne Ma­ria og Sop­hia er i sko­le, og hu­stru­en Chri­sti­ne ar­bej­der. Jakob Kjeld­berg er på op­ta­gel­se med Ro­bin­son i syv-ot­te uger om året og ty­pisk tre-fi­re uger yder­li­ge­re som va­ert på et an­det TV3-pro­gram. Re­sten af året til­brin­ger han i sit fran­ske pa­ra­dis med hun­de­ne, som han kal­der ’mi­ne bed­ste ven­ner i dag­lig­da­gen’. Vi skal gla­e­de vo­res fans, de skal ha­ve no­get at snak­ke om. Lad os få lidt slag i bol­le­dej­en Her­fra re­flek­te­rer han over sit eget og si­ne pi­gers liv. Som 27-årig slog li­vet en vold­som kold­bøt­te, da han blev er­kla­e­ret fod­bol­din­va­lid ef­ter en slem kna­eska­de. Et chok og en brutal ma­ve­pu­ster, men og­så en fri­bil­let til en ver­den med nye mu­lig­he­der.

»Jeg var nok hur­ti­ge­re end den ’al­min­de­li­ge’ fod­bold­spil­ler til at si­ge; ’wow’, nu kø­rer det. Hvad er det så, jeg skal? Mit liv var ik­ke i ru­i­ner i sa­er­lig lang tid.«

»Uden ska­den kun­ne jeg nok ha­ve spil­let i seks-ot­te år me­re og nå­et den gyld­ne øko­no­mi­ske pe­ri­o­de, hvor jeg kun­ne ha­ve stå­et i et mid­ter­for­svar i den na­est­bed­ste en­gel­ske ra­ek­ke og sko­v­let mil­li­o­ner ind. Men mit ho­ved hav­de ik­ke va­e­ret med.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.