Kul­tur ’Jeg stopper al­drig m

Woo­dy Al­len om for­hol­det til kvin­der: ’Jeg har al­drig haft selv­til­lid’

BT - - KULTUR -

Woo­dy Al­len er ak­tu­el med ’Café So­cie­ty’ i bi­o­gra­fer­ne, og BT har mødt den le­gen­da­ri­ske in­struk­tør, der ger­ne ta­ger os med ind i sit la­bo­ra­to­ri­um, hvor der pro­du­ce­res en film hvert ene­ste år, uan­set om solen skin­ner, el­ler det reg­ner. Al­le de bed­ste sku­e­spil­le­re stil­ler ger­ne op i Woo­dy Al­lens film. Den­ne gang er det Kri­sten Stewart fra ’Twi­light’-fil­me­ne, Bla­ke Li­ve­ly fra tv-se­ri­en ’Gos­sip Girl’, Corey Stoll fra ’Hou­se of Cards’ og Jes­se Ei­sen­berg, vi se­ne­st har set som Lex Lut­hor i ’Bat­man vs Su­per­man: Dawn of Justi­ce’. For slet ik­ke at ta­le om ko­mi­ke­ren Ste­ve Ca­rell.

Woo­dy Al­len har sam­ti­dig som en af de me­get få in­struk­tø­rer i USA ret til at la­ve si­ne film helt fa­er­di­ge, uden pen­ge­ma­end med en saks i hån­den kig­ger ham over skul­de­ren. Et liv om film ’Café So­cie­ty’ hand­ler om en ung fyr (Jes­se Ei­sen­berg) i 1930er­ne, der for at få luft­for­an­dring rej­ser fra New York til Hol­lywood og får ar­bej­de i fil­min­du­stri­en. Her­med føl­ger tyk film­nostal­gi og en stri­be for­vik­lin­ger, da han fo­rel­sker sig i sin on­kels as­si­stent (Kri­sten Stewart) uden at vi­de, at hun har haft en af­fa­e­re med selv­sam­me on­kel.

Det har al­tid un­dret mig, at Woo­dy Al­len kun­ne la­ve en film hvert år, men han på­står selv, at det ik­ke er spor hårdt.

»Jeg fø­ler det ik­ke, som om jeg ha­en­ger i en tids­plan. Hver gang, jeg er fa­er­dig med at la­ve en film, fal­der det na­tur­ligt for mig at gå i gang med en ny. Først ta­ger jeg en pau­se, hvor min ko­ne og jeg går på mu­se­um og ud og spi­ser, men hvad så der­ef­ter? Jeg har in­gen båd, jeg har ik­ke no­get som­mer­hus, og jeg kan ik­ke li­de at ta­ge på fe­rie. Der­i­mod el­sker jeg at skri­ve og ar­bej­de i om­eg­nen af New York Ci­ty. Jeg skri­ver ma­nuskrip­tet på to må­ne­der og tra­ek­ker det ud af min skri­ve­ma­ski­ne, og så går vi i gang. Det er ik­ke sva­ert at skaf­fe pen­ge til fil­me­ne, for­di de ik­ke er så dy­re. Ude­fra kan det må­ske se ud, som om det er hårdt, men jeg har fak­tisk fle­re må­ne­ders fri i lø­bet af et år, hvor jeg for ek­sem­pel spil­ler med mit band,« si­ger Woo­dy Al­len og fort­sa­et­ter:

»An­dre in­struk­tø­rer bru­ger et par år på frokost­mø­der og på at få de sku­e­spil­le­re, de ger­ne vil ha­ve, og den slags, men det be­hø­ver jeg hel­dig­vis ik­ke. Jeg har haft det sto­re held i kar­ri­e­ren at kun­ne be­stem­me over mi­ne eg­ne film. For­di de var flin­ke på de to før­ste film­sel­ska­ber, jeg ar­bej­de for, fik jeg selv ’fi­nal cut’ på mi­ne film, og fra og med min fem­te film gik det så godt, at jeg har kun­net kra­e­ve det li­ge si­den. Jeg har of­te sagt, at det ene­ste, der står mel­lem stor­he­den og mig selv, er mig selv. Jeg har in­gen, jeg kan sky­de skyl­den på, så hvis ik­ke jeg kan la­ve en god film, er det ene og ale­ne min egen skyld.« Det ene­ste, han al­drig har fejl­et... Har du no­gen­sin­de lidt af skri­ve­blo­ke­ring?

»Det er nok det ene­ste, jeg al­drig no­gen­sin­de har fejl­et.«

Jour­na­li­ster­ne om­kring bor­det gri­ner med tan­ke på, at Woo­dy Al­len er kendt som no­get af en hy­po­kon­der.

»Jeg har el­lers lidt af det me­ste, man kan fo­re­stil­le sig. Jeg er ik­ke me­get for tun­nel­ler, ele­va­to­rer går det hel­ler ik­ke så godt med, og høj­der el­ler det at va­e­re i ni­veau med havet – in­gen af de ting er jeg vild med – men skri­ve­blo­ke­ring har jeg ik­ke haft. Det er gan­ske en­kelt af­slap­pen­de for mig at skri­ve. Jeg er ale­ne i et rum i mit eget hus. Jeg kan lig­ge på min seng og dag­drøm­me og i af­slap­pet til­stand ud­ta­en­ke ide­a­li­se­re­de ka­rak­te­rer og si­tu­a­tio­ner, sam­ti­dig med at den vir­ke­li­ge ver­den kø­rer for­bi uden­for. Hvis jeg hav­de et kon­torjob, vil­le jeg ile hjem og skri­ve ef­ter ar­bejds­tid og i mi­ne fe­ri­er, for­di jeg el­sker det«. Ka­er­lig­heds­kon­flik­ter I ’Café So­cie­ty’ var ud­gangs­punk­tet ro­man­cen mel­lem en ung fyr, der bli­ver fo­rel­sket i sin on­kels se­kre­ta­er uden at vi­de, at on­k­len har haft et for­hold til hen­de gen­nem et helt år. Woo­dy Al­len vid­ste in­stink­tivt, at det kun­ne fø­re til pas­sen­de dra­ma­ti­ske for­vik­lin­ger, kon­flik­ter og der­med hu­mor. Jeg har of­te sagt, at det ene­ste, der står mel­lem stor­he­den og mig selv, er mig selv. Jeg har in­gen, jeg kan sky­de skyl­den på, så hvis ik­ke jeg kan la­ve en god film, er det ene og ale­ne min egen skyld KEJTET MED KVIN­DER For­hol­det mel­lem kvin­der og ma­end er et tema i Woo­dy Al­lens film. In­struk­tø­ren forta­el­ler selv, at han har sco­ret over ni­veau. »Det var sva­ert, da jeg var ung, og det er det sta­dig­va­ek. Li­del­ser­ne i kølvan­det på ro­man­tik er evig­gyl­di­ge. Al­le li­der. Jeg har va­e­ret hel­dig de se­ne­ste år, men jeg er 80 år gam­mel nu, og jeg har lidt, når det ga­el­der ro­man­tik, i de før­ste 60 år af mit liv,« si­ger Woo­dy Al­len og fort­sa­et­ter:

»Jeg har al­drig haft selv­til­lid. Jeg har ar­bej­det med man­ge smuk­ke kvin­der, men jeg har ik­ke va­e­ret ro­man­tisk in­vol­ve­ret med dem. El­ler det vil si­ge kun med et par styk­ker, Di­a­ne Ke­a­ton og Mia Far­row. Jeg kun­ne ik­ke ha­ve for­ført dem. Vi var sam­men, for­di de kun­ne li­de mig af en el­ler an­den per­vers grund, det så har va­e­ret. Jeg har al­drig va­e­ret så god til det so­ci­a­le spil. Jeg er kejtet i den ret­ning. Ta­enk på sådan en som War­ren Be­at­ty. Han er su­perb til den slags, men jeg er selv helt håb­løs. Mit for­bil­le­de var ik­ke Clark Gab­le, men Grou­cho Marx og W. C. Fi­elds, og de er sta­dig fan­ta­sti­ske i mi­ne øj­ne.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.