Maersk-skibe ender på berygtet indisk strand
ARBEJDSMILJØ De er berygtede for at vaere nogle af verdens farligste og mest forurenende arbejdspladser. Ngo’er og miljøorganisationer advarer kraftigt imod dem. Og de fleste større rederier holder sig langt vaek. Men skibskirkegårdene i Alang i Indien, hvor der i gennemsnit dør én vaerftsarbejder naesten hver måned, er nu destinationen for A.P. MøllerMaersks pensionsmodne skibe.
Mange tusinde ludfattige indere arbejder for ned til to kroner i timen på flere end 100 vaerfter på stranden. Her løber vilde hunde rundt, og mange arbejdere må spejde langt efter udstyr som sikkerhedssko eller hjelme. Udenfor bor de oftest i uhumske slumkvarterer uden rent vand.
Lige nu bliver to af Maersks lyseblå containerskibe skåret i småbidder og solgt som genbrugsstål på den ti kilometer lange strand, hvor skrotvragene ligger på stribe. Det gamle rederi har udset sig det bedste Alang-vaerft, men det er alligevel et brud med traditionen. Før var det i Kina og Tyrkiet Maersk har aldrig før valgt Alang som sidste stop for de slidte skibe, men i stedet brugt kinesiske og tyrkiske vaerfter med bedre sikkerhedsog miljøprofil. Disse betaler dog også faerre penge for de store stålskrog.
Annette Stube, chef for Sustainability i Maersk, indrømmer da også, at økonomien spiller en rolle.
Rederiet, der for tiden har svaert ved at tjene nok til at tilfredsstille aktionaererne, regner med at hente en milliard kroner ekstra over fem år ved at rykke sin ophugning til Alang. Til sammenligning har de sidste fem år givet et samlet overskud på 115 milliarder kr. i Maersk.
SKIBSKIRKEGÅRDEN I ALANG Maersk har i år for første gang De aflønnes typisk med 10 til 30 kr. sendt skibe til ophugning på per arbejdsdag. stranden i Alang i Indien. Omkring 500 arbejdere har mistet
Alang har vaeret brugt til ophugning livet ved arbejdsulykker gennem i mere end 30 år på grund tiden De seneste år er der i snit af den flade strandbund og store omkommet 10 arbejdere årligt. tidevandsforskelle. Danske rederier har tidligere vaeret
Der arbejder mellem 5.000 og under staerk kritik for at sende 20.000 – afhaengig af travlheden fordelt skibe til Alang, hvor der langtfra på flere end 100 vaerfter. altid er styr på sikkerhed og miljø.
De fleste arbejdere er tilrejsende fra andre dele af Indien.
Men Annette Stube har også som mål at forbedre forholdene gevaldigt på strandene i Indien, Pakistan og Bangladesh, som tilsammen tager imod tre fjerdedele af verdens skrotskibe.
»Vi er i en industri, der gør brug af strandophugning – om vi kan lide det eller ej. Hvis vi holder os udenfor og stiller os op på en piedestal, sker der ikke noget.
Vi ved godt, at det ikke er perfekt lige nu, men vi vil gøre noget ved det, gøre en forskel og udvikle det her til et ansvarligt niveau,« siger Annette Stube, som mener, at der allerede er store fremskridt. En mere langsigtet tilgang Indtil videre arbejder Maersk kun med ét vaerft, der stort set lever op til rederiets eget regelsaet med krav til alt fra sikkerhed, miljø og arbejdsrettigheder til lønsedler og fritidsaktiviteter.
Men Maersk går ikke langt nok, lyder kritikken fra ngo’en Shipbreaking Platform. Alang er simpelthen det mest ’bekvemme’ valg for Maersk, der bare går efter størst mulig profit, lyder anklagen fra ngo’en, som kaemper imod brugen af strandophugning.
»Fra et firma som Maersk forventer vi en mere baeredygtig og langsigtet tilgang,« siger Patrizia Heidegger fra Shipbreaking Platform, som foreslår Maersk at investere i moderne ophugning vaek fra stranden.«
Ifølge Annette Stube kan det dog godt forsvares at bruge de lavteknologiske strande for at opildne til flere forbedringer.
»Vi kan ikke aendre verden i ét hug, men vi kan skubbe i den rigtige retning. Det synes jeg, vi gør her i Alang,« siger Annette Stube.
Naeste punkt for Maersk er at få andre rederier om bord på planen for at saette yderligere gang i udviklingen.
