Så for­skel­li­ge bør­ne­liv J

BT - - NOTER -

eg våg­ner, ta­en­der stea­rin­lys, la­ver hav­re­grød til un­ger­ne og ny­der mør­ket uden­for. Jeg tra­en­ger til års­ti­der og ny­der en­de­lig at ma­er­ke, at vej­ret skif­ter. (Jeg skal nok nå bli­ve tra­et af det in­den ja­nu­ar, men li­ge nu er det ka­er­kom­ment). Jeg våg­ne­de, for­di vin­den rev i min mar­ki­se. Mens jeg kram­mer un­ger­ne våg­ne, ta­en­ker jeg på, hvor man­ge gan­ge jeg har sun­get: ’Bla­e­sten kan man ik­ke få at se’ for dem. Jeg la­ver mad­pak­ke til Ka­mil­le. I mad­kas­sens små rum fyl­der jeg øko­lo­gisk agurk, to­mat og gu­lerod. I det sto­re rum re­ster fra af­tens­ma­den. Og ka­nelk­na­ek­brød og et ae­b­le, hvis da­gen bli­ver lang. Ka­mil­le forta­el­ler om sko­lens rod, der ka­ster med sten. Hun forta­el­ler om en vold­som epi­so­de, hvor han ef­ter si­gen­de har hop­pet på en an­den drengs ho­ved. Jeg hå­ber, det er et til­fa­el­de af ’over­dri­vel­se frem­mer for­stå­el­sen’, men si­ger til hen­de, at hun skal hol­de af­stand til ham, så hun ik­ke bli­ver den na­e­ste, der ulo­gisk pro­vo­ke­rer ham. Han ly­der ik­ke rar. En­gang da jeg var barn, var der en rod på min sko­le – Claus Ove hed han. Jeg var ban­ge for ham. Jeg var et par år yn­gre, og han var rå, for en lil­le pi­ge. Han ka­ste­de med sne – lidt vold­som­me­re end vi tur­de, el­ske­de at ned­gø­re os og brug­te grimme ord, som vi ik­ke helt for­stod. Til sidst slog vi igen, og vo­res ond­skabs­fuld­he­der var me­get me­re raf­fi­ne­re­de end hans. En­gang gem­te vi hans tra­esko­støv­ler, så han først fandt dem fle­re da­ge ef­ter. I min hukom­mel­se var det i øv­rigt de­cem­ber og mindst mi­nus 20 gra­der uden­for. Når jeg en sja­el­den gang som vok­sen har set Claus Ove el­ler hans brød­re, ser jeg en helt an­den hi­sto­rie end mi­ne 10-åri­ge øj­ne så. Jeg ta­en­ker, at han nok na­ep­pe fik mor­gen­mad. Gad vi­de om dren­ge­ne over­ho­ve­det hav­de mad­pak­ke med? El­ler om de no­gen­sin­de ma­er­ke­de, at de var el­ske­de? Da Benja­min var ca. 10 år, så vi et barn tig­ge på ga­den i Frank­rig. Han for­stod det ik­ke, men jeg for­kla­re­de, at det vil­le han og­så gø­re, hvis han var sul­ten, og jeg var va­ek. Hvor­til han sva­re­de: Nej, så vil­le jeg rin­ge ef­ter mor­mor.« Det går jeg og mo­rer mig lidt over, mens jeg ta­en­ker på Benja­mins klas­sela­e­rer, som al­tid stak ele­ver­ne num­me­ret til Bør­ne­te­le­fo­nen, når de ka­ef­te­de op om de­res pri­vil­e­ge­re­de pro­ble­mer. Ka­mil­le be­der mig bør­ne­lo­gisk om at la­de va­e­re med at lå­se dø­ren før 15 mi­nut­ter ef­ter, at hun er gå­et – hvis nu hun glem­mer si­ne nøg­ler. I går glem­te hun dem, og da hun ef­ter tre mi­nut­ter kom til­ba­ge for at hen­te dem, var jeg gå­et i seng igen (med det dø­ve øre opad). Stak­kels barn... Da hun lidt ef­ter lø­ber af sted på lø­be­hjul, sva­rer jeg vok­sen­lo­gisk: »Har du hu­sket mad­pak­ke. Og nøg­ler? Sid­der din hjelm or­dent­ligt, skat? – Jeg el­sker dig«. Hen­des sik­kers­heds­net er mas­sivt. Fra vo­res tryg­ge hjem i stea­rin­lys­ska­e­ret fø­rer jeg den ska­e­ve fak­kel vi­de­re i sam­fun­det og ta­en­ker på føl­gen­de ci­tat fra Ja­cob Holdt: ’Først og frem­mest vil jeg el­skes. Hvis jeg ik­ke kan bli­ve el­sket, vil jeg respek­te­res. Hvis jeg ik­ke kan bli­ve respek­te­ret, vil jeg an­er­ken­des. Hvis jeg ik­ke kan bli­ve an­er­kendt, vil jeg ac­cep­te­res. Hvis jeg ik­ke kan bli­ve ac­cep­te­ret, vil jeg be­ma­er­kes. Hvis jeg ik­ke kan bli­ve be­ma­er­ket, vil jeg fryg­tes. Hvis jeg ik­ke kan bli­ve fryg­tet, vil jeg ha­des...’ Gad vi­de om en mor den­ne mor­gen har sendt ro­den fra Ka­mil­les sko­le af sted med et kys?

Først og frem­mest vil jeg el­skes. Hvis jeg ik­ke kan bli­ve el­sket, vil jeg respek­te­res. Hvis jeg ik­ke kan bli­ve respek­te­ret, vil jeg an­er­ken­des. Hvis jeg ik­ke kan bli­ve an­er­kendt, vil jeg ac­cep­te­res. Hvis jeg ik­ke kan bli­ve ac­cep­te­ret, vil jeg be­ma­er­kes. Hvis jeg ik­ke kan bli­ve be­ma­er­ket, vil jeg fryg­tes. Hvis jeg ik­ke kan bli­ve fryg­tet, vil jeg ha­des...

DEN­NE UGE

Mi­chel­le Hviid 44 år, fored­rags­hol­der og iva­er­ksa­et­ter. Har bl.a. stå­et bag Run­ning­din­ner.dk, ’ Mi­chel­les Mis­sion’ på DR1 og har skre­vet bø­ge­ne ’Skru op for li­vet’ og ’Råstyr­ke’. Mi­chel­le bor med si­ne to børn i Kø­ben­havn.

NA­E­STE UGE Na­e­ste lør­dag skri­ver Christina Se­derq­vist ugens klum­me

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.