L

BT - - INTERVIEW -

btwe­e­kend@bt.dk Foto Bax Lind­hardt ivet bli­ver spra­engt i ato­mer, når skilsmissen ram­mer. Børn, bo­lig­si­tu­a­tion, fø­lel­ses­liv, øko­no­mi og om­gangskreds er i spil – det ta­ger tid at gen­ska­be fa­mi­lie­dy­na­mi­k­ken – og lan­de på beg­ge ben igen.

»Når du bli­ver skilt, bli­ver he­le din ver­den vendt på ho­ve­d­et. Det er hår­de­re og sva­e­re­re, end du over­ho­ve­det kan fo­re­stil­le dig. Selv­om du fø­ler dig klar til at ryk­ke vi­de­re i dit liv og har ta­get be­slut­nin­gen, er det en enorm livsomva­elt­ning. Vi er til­bø­je­li­ge til at va­e­re me­get utå­l­mo­di­ge og ’kort­tids­indstil­le­de’ og vil ha­ve, at ting går over, men ting ta­ger tid, ik­ke mindst en skils­mis­se. Selv­om det er fi­re år si­den, jeg blev skilt, kan jeg sta­dig lø­be ind i nye ud­for­drin­ger,« si­ger 42-åri­ge Sa­rah Zo­bel.

Hils på BTs nye brev­kas­se­re­dak­tør. Fra i mor­gen og hver søn­dag frem­over vil Sa­rah Zo­bel be­sva­re spørgs­mål fra jer la­e­se­re. Hun er ud­dan­net psy­ko­log, men hun har og­så på egen krop ma­er­ket de om­va­elt­nin­ger og ud­for­drin­ger, li­vet by­der på. Hen­des egen vej har langt­fra va­e­ret snor­li­ge. Hun er selv vok­set op i en sam­men­bragt fa­mi­lie og er ’pa­pi­fi­ce­ret’ fra en tid­lig al­der, da hun har haft bå­de pap­mor og bo­et sam­men med en pap­far i 20 år. Hun har og­så selv va­e­ret pap­mor i sit tid­li­ge­re ae­g­te­skab. Hen­des fa­mi­lie­ma­es­si­ge bag­grund me­get blan­det. Hen­des mor er fra ar­bej­der­klas­sen – hen­des far fra over­klas­sen. Godt nok har hun spist fi­ne mid­da­ge, men hun er kom­met li­ge så me­get i bedste­fora­el­dre­nes tova­e­rel­ses lej­lig­hed i Husum. Fag­ligt har hun be­ska­ef­ti­get sig med alt fra le­der­ud­vik­ling til in­di­vi­du­el te­ra­pi og så har hun net­op lan­ce­ret YouTu­be ka­na­len ’Fuck­ing Mo­der­ne Fa­mi­li­er’, et forum hvor fora­el­dre kan få tip og vi­den om al­ver­dens fa­mi­lie­ma­es­si­ge ud­for­drin­ger li­ge­fra skif­te­da­ge til te­e­na­ge­re i hu­set.

Skilsmissen

Hen­des egen bag­grund og ar­bej­det som psy­ko­log har vist hen­de, hvor af­gø­ren­de fora­el­dre­ska­bet egent­lig er. Men det er ik­ke til­fa­el­digt, at der har sne­get sig et ’fuck­ing’ ind.

»Fuck­ing re­fe­re­rer til de man­ge om­va­elt­nin­ger, der er for­bun­det med at va­e­re en mo­der­ne fa­mi­lie med fø­lel­ses­ma­es­si­ge ud­for­drin­ger – pap­fora­el­dre, de­lebørn o.s.v. For fuck – det er en ud­for­dring. Hvad gør jeg? Og fuck – går smer­ten no­gen­sin­de va­ek? I en mo­der­ne fa­mi­lie kan li­vet fø­les me­get kom­plekst. Vi gør det ik­ke li­ge­frem nem­me­re for os selv ved at bli­ve skilt. Der er no­get dej­lig sim­pelt ved ker­ne­fa­mi­li­en, men det er ik­ke nød­ven­dig­vis me­re lyk­ke­ligt,« si­ger Sa­rah Zo­bel, der na­er­me­de sig de 40 år, da hun selv blev skilt.

»Det er dybt egoi­stisk at split­te en fa­mi­lie ad. Men jeg tror, at man nog­le gan­ge mø­der et men­ne­ske, man skal mø­de på et gi­vent tids­punkt, kald det ska­eb­ne, el­ler hvad du vil. Det kan godt va­e­re, han el­ler hun kom­mer ind i ens liv på en lidt uhel­dig må­de, men du er nødt til at ha­ve til­lid til ska­eb­nen. Vi vil ger­ne kon­trol­le­re al­ting, men nog­le gan­ge ka­ster li­vet brik­ker­ne op i luf­ten, når vi sy­nes, vi har al­ler­mest kon­trol over det. Vi kan ik­ke kon­trol­le­re al­ting,« si­ger Sa­rah Zo­bel.

Da hun mød­te san­ge­ren Bur­han G., hav­de hun va­e­ret gift med Ale­xan­der Køl­pin i 14 år. Sam­men har de en dat­ter og en søn, der i dag er 15 og 10 år gam­le.

Ti­den, der fulg­te, be­skri­ver Sa­rah Zo­bel som vold­som på al­le må­der.

»Når du går fra et for­hold, hvor der er børn, kan du ik­ke und­gå at fø­le skyld og skam og ha­ve dår­lig samvit­tig­hed. Der er selv­føl­ge­lig for­skel­li­ge fø­lel­ser in­vol­ve­ret af­ha­en­gig af, om man er den, der går, el­ler den, der står til­ba­ge. Beg­ge si­tu­a­tio­ner kan va­e­re li­ge vold­som­me. Den dår­li­ge samvit­tig­hed re­sul­te­rer of­te i, at vi ik­ke for­mår at sa­et­te gra­en­ser for vo­res børn, men gra­en­se­løs ’cur­lingop­dra­gel­se’, hvor vi ik­ke tra­e­der i ka­rak­ter som fora­el­dre, er ik­ke godt. Der er vir­ke­lig me­get at de­a­le med i den si­tu­a­tion, bå­de fø­lel­ses­ma­es­sigt og lav­prak­tisk.«

De vig­tig­ste men­nek­ser

Iføl­ge Sa­rah Zo­bel er det vig­tigt at hu­ske sig selv på, at far og mor er de vig­tig­ste per­so­ner i bør­ne­nes liv – bå­de når man er en ker­ne­fa­mi­lie, men og­så når man bor på hver sin adres­se. Sam­ar­bej­de er vej­en frem, selv­om det kan va­e­re me­get sva­ert, isa­er i be­gyn­del­sen. Fora­el­dre­ska­bet vil man va­e­re fa­el­les om re­sten af li­vet. Det er selv­føl­ge­lig ik­ke no­get, der kø­rer fra dag ét, men man kan øve sig i det, og det bli­ver bed­re med ti­den.

Hen­des bed­ste råd er ik­ke at va­e­re for fir­kan­tet, men der­i­mod åben for, at ting kan aen­dre sig un­der­vejs.

»Hvis vi skal gø­re, hvad der er bedst for bør­ne­ne, nyt­ter det f.eks. ik­ke at hol­de sta­e­digt fast i, at nu er det min uge, og i den be­stem­mer

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.