Dit barn er og­så mit barn

BT - - SONDAG -

Hvis der er no­get, der lig­ger mit hjer­te na­ert, er det børn. Nå ja, ta­en­ker du må­ske. Det gør det da for al­le fora­el­dre. MEN FOR MIG gør det det af fle­re grun­de. Børn er jo uskyl­di­ge, ‘re­ne’ og sjove. Vi el­sker de­res livs­gla­e­de og vild­skab. Og de har end­nu ik­ke ta­get al­le vok­sen­li­vets be­gra­ens­nin­ger til sig så­som: ’Jeg er ik­ke god nok’ og ’kan jeg nu fin­de ud af det’. Men jeg er jo og­så psy­ko­log og ar­bej­der der­for of­te med folks barn­dom, og hvor­dan den på­vir­ker de­res voks­ne liv. Så hvor­dan skul­le jeg kun­ne an­det end at va­e­re dybt in­ter­es­se­ret i, hvad der fo­re­går i børns liv. MEN FOR ET par uger si­den så jeg et bil­le­de på net­tet, som fik mit ‘barn­li­ge’ hjer­te til at gå lidt i stå. Bil­le­det var af en mand, der gik i et su­per­mar­ked med sin dat­ter ved si­den af. De­talj­en var så ba­re, at han brutalt holdt fast i no­get af hen­des hår på ind­købs­vog­nen, mens han trak hen­de rundt i su­per­mar­ke­det. Skra­em­men­de og na­er­mest ula­ek­kert. Folk om­kring ham blev selv­føl­ge­lig me­get stød­te over den­ne hand­ling og bad ham stop­pe. Men hvad man­den sva­re­de til ind­si­gel­ser­ne, ken­der de fle­ste af os fora­el­dre alt for godt til. Han sag­de nem­lig: ’Du skal ik­ke blan­de dig. Det er mit barn!’ MEN HVIS VI i så­dan en gro­tesk hand­ling ‘ik­ke må blan­de os’. Hvor­når må vi så? Og hvad må vi egent­lig blan­de os i, når det ga­el­der an­dres børn? Må­ske man kun­ne grad­bø­je det. No­get vi blan­de os i, an­det vi blan­de os i, og no­get skal vi vel blan­de os i (så­som hvil­ken tand­pas­ta, der bli­ver brugt in­de hos na­bo­en). MEN BLAN­DER VI os ge­ne­relt ik­ke alt for lidt i hin­an­dens børn? Jeg sy­nes det. Jeg sy­nes, vi skul­le blan­de os en hel del me­re. Og ik­ke kun i sa­er­li­ge til­fa­el­de, som med man­den her. El­ler når der er ta­le om mis­brug el­ler an­det. Men og­så i me­re hver­dags­ag­ti­ge si­tu­a­tio­ner. Når det sam­me barn igen og igen ska­ber splid i klas­sen, el­ler når vi ved, at gen­bo­en gen­nem­går en hård tid, og bør­ne­ne er ma­er­ke­de af det. Så kan vi f.eks. til­by­de at ta­ge un­ger­ne en we­e­kend el­ler hja­el­pe med at fin­de et sted, hvor de kan få no­get støt­te. Er det så egent­lig ik­ke vo­res pligt at blan­de os? MEN LI­GE UD ad lan­de­vej­en er det jo ik­ke al­tid. Jeg kan hu­ske en­gang, jeg var med fa­mi­lie og ven­ner på fe­rie, og vi al­le sam­men sad og snak­ke­de en af­ten. Men et af bør­ne­ne blev ved med at af­bry­de den sam­ta­le, jeg hav­de med en ve­nin­de. Og det ske­te ik­ke kun den­ne ene gang. Men gang på gang. Til sidst or­ke­de jeg na­e­sten ik­ke at ta­le med ve­nin­den, for­di jeg vid­ste, hvad der vil­le ske. Da hav­de jeg fle­re gan­ge lyst til at si­ge no­get til mo­de­ren. Ik­ke til bar­net! For det er trods alt fora­el­dre­nes an­svar at stå for den di­rek­te op­dra­gel­se. Men jeg gjor­de det ik­ke. Jeg tur­de ik­ke. For ta­enk, hvis hun nu blev stik­tos­set el­ler vil­le ta­ge det alt for il­de op. MEN HVAD NU hvis jeg hav­de sagt: ’Jeg ved godt, det ik­ke er det mest nor­ma­le at mel­de ud. Og det er ik­ke for at tra­e­de ind over di­ne gra­en­ser. Men jeg har lagt ma­er­ke til, at vi he­le ti­den bli­ver af­brudt af lil­le Per, når vi snak­ker. Har du selv be­ma­er­ket det? Jeg op­le­ver, at han kon­stant for­sø­ger at få din op­ma­er­k­som­hed, og at du ik­ke sa­et­ter gra­en­ser for ham. Det er ba­re lidt ka­er­lig fora­el­dre­in­put ude­fra. Du kan bru­ge det el­ler la­de va­e­re. Og kom en­de­lig med in­put om mi­ne børn, hvis du op­le­ver no­get.’ I DEN IDEELLE ver­den vil­le jeg si­ge no­get i dén dur. Og vi vil­le beg­ge to få mu­lig­he­den for at kla­e­de vo­res børn en anel­se bed­re på til li­vet. FOR (HEY), ER mit barn vir­ke­lig kun barn? Jo, jeg har bå­ret det, født det, va­er­net om det, el­sket det og op­dra­get det, ind­til det flyt­ter hjem­me­fra. Og så lig­ner det selv­føl­ge­lig og­så mig. Men mi­ne børn er jo ik­ke en ejen­del, som jeg ejer. I mod­sa­et­ning til et skab el­ler et par sko. Fra de bli­ver født, er de selv­sta­en­di­ge sja­e­le, som er på spring ud i li­vet. På spring va­ek fra mig og ud i ver­den. Det er kun ca. en fjer­de­del af de­res liv, at vi som fora­el­dre re­elt set ‘be­stem­mer’ no­get som helst. Og så snart jeg sen­der dem ud i li­vet, bli­ver de til en an­dens ka­e­re­ste, di­ne an­sat­te og vo­res fa­el­les frem­tid. MEN ‘AN­DRE FOLKS børn’ er en varm kar­tof­fel. Man kan nem­lig hur­tigt kom­me galt af sted. For kri­tik af ens børn er jo som di­rek­te kri­tik af én selv, og det kan hur­tigt bli­ve me­get sår­bart og kon­fron­te­ren­de. Det er, som om fora­el­dre­ska­bet er ble­vet no­get me­get in­di­vi­du­elt. No­get, vi går me­get op i, og no­get, vi fø­ler, at vi helt selv er bedst til. (Og det selv­om in­gen af os end­nu har vun­det mester­ska­bet i ‘fejl­fri bør­ne­op­dra­gel­se’). SÅ SKAL VI ik­ke ba­re si­ge, at bør­ne­op­dra­gel­se ik­ke kun er en pri­vatsag. At vi som fora­el­dre godt kan ha­ve brug for at få spej­let holdt op for­an os selv en gang imel­lem. Og at vi ik­ke be­hø­ver at fø­le os kra­en­ke­de, hvis en an­den vok­sen har no­get kon­struk­tivt at si­ge om vo­res små po­der. Det er trods alt de men­ne­sker, som vi el­sker al­ler­hø­jest, der kun­ne en­de med at få no­get po­si­tivt ud af det. Bør­ne­op­dra­gel­se er ik­ke kun en pri­vatsag. Som fora­el­dre kan vi godt ha­ve brug for at få spej­let holdt op for­an os selv en gang imel­lem

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.