’Jeg er ik­ke din ven. Jeg er din f ****** che

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

Han hav­de ba­net vej­en til et liv blandt klo­dens stør­ste fod­bold­stjer­ner. Men un­der­vejs mi­ste­de Mads Timm fra Aged­rup i det nor­døst­li­ge Oden­se gre­bet om drøm­men, og han gik fra ’won­der­kid’ til ’the not wan­ted kid’. I selv­bi­o­gra­fi­en ’Rød Dja­e­vel. Så­dan blev jeg ik­ke stjer­ne i Man­che­ster Uni­ted’ forta­el­ler den nu 31-åri­ge eks-fod­bold­spil­ler åbent om op- og ned­t­u­re­ne i sin us­a­ed­van­ligt tu­mul­ta­ri­ske kar­ri­e­re, der bå­de bød på en hver­dag blandt ver­dens­stjer­ner­ne i Man­che­ster Uni­ted og et op­hold bag trem­mer i et en­gelsk ung­doms­fa­engsel.

BT brin­ger her­un­der et ud­snit af ka­pit­let »Det be­skid­te spil«, hvor Mads Timm forta­el­ler om li­vet un­der den le­gen­da­ri­ske Man­che­ster Uni­ted­ma­na­ger Sir Alex Fer­gu­sons hår­de le­del­se:

ALEX FERGUSON VAR HAN VAR KONTROLFREAK, og han mo­ti­ve­re­de of­te spil­ler­ne med frygt. På den må­de var han god for ti­den og pas­se­de godt til de spil­le­re, der var i Uni­ted den­gang – Beck­hams, Gig­gs’ og Ne­vil­le-brød­re­nes per­son­lig­he­der pas­se­de per­fekt ind i Fer­gu­sons sla­ve­ha­er.

Jeg er ik­ke sik­ker på, man kan ska­be sam­me suc­ces på sam­me må­de i dag. I dag kan du ik­ke få fod­bold­spil­le­re til at un­der­ka­ste sig ved at ta­le om ae­re og vilj­en til at dø for klub­ben.

I dag ved de fle­ste fod­bold­spil­le­re godt, at klubån­den ik­ke er stør­re end kon­trak­ten.

En dag, man­ge år ef­ter at vi beg­ge var stop­pet i Uni­ted, la­e­ste jeg et in­ter­view med David Beck­ham. Han hav­de kort for­in­den mødt Ferguson til en re­cep­tion. Det var ti år si­den, Ferguson hav­de va­e­ret hans ma­na­ger, men Beck­ham hav­de al­li­ge­vel ta­get sig selv i bå­de at kal­de ham »boss« og gem­me sit rød­vins­glas om­me på ryg­gen. I dag kan du ik­ke ha­ve sam­me magt over fe­te­re­de un­ge man­ge­mil­li­o­na­e­rer. MIT PER­SON­LI­GE FOR­HOLD I LØ­BET AF OM BO­GEN FOR­LAG: UD­KOM­MER: PRIS: AN­TAL SI­DER:

»Fuck­ing idi­ot« kald­te han mig ved den lej­lig­hed, og så tog jeg en taxa til tra­e­ning i en pe­ri­o­de. DA VI KORT ef­ter skul­le spil­le en vig­tig kamp i FA’s Youth Cup, en pre­sti­ge­fyldt po­kal­tur­ne­ring for en­gel­ske ung­doms­hold, in­vi­te­re­de han he­le hol­det ind på sit kon­tor.

Han stod og svin­ge­de med en øk­se, mens han i be­stem­te ven­din­ger for­kla­re­de os, hvor stor en fi­a­sko det var, hvis ik­ke vi gik he­le vej­en og vandt po­ka­len.

En fre­dag i be­gyn­del­sen af marts 2003 fik jeg at vi­de, at jeg ik­ke skul­le spil­le for hver­ken Uhol­de­ne el­ler re­ser­ver­ne i den kom­men­de we­e­kend. I ste­det skul­le jeg mø­de man­dag og tra­e­ne med første­hol­det. Tirs­dag skul­le jeg med i trup­pen til Cham­pions Le­ague-kam­pen mod Ba­sel fra Schweiz.

Det var en fed be­sked at få ef­ter en vin­ter, hvor jeg sta­dig ik­ke hav­de spil­let an­dre første­holdskam­pe end ef­ter­å­rets kamp mod Mac­ca­bi Hai­fa.

Om man­da­gen, da jeg mød­te ind, blev jeg stop­pet af Bri­an McClair.

»Mads, hør her. In­di­mel­lem sker der uret­fa­er­di­ge ting i fod­bold, som man ik­ke kan for­kla­re ...« be­gynd­te han.

Den be­sked, han skul­le gi­ve mig, gik ham på, kun­ne jeg se.

»Du skal ik­ke tra­e­ne med i dag al­li­ge­vel, og du skal ik­ke spil­le i mor­gen. Ba­re tag hjem, og mød ind i mor­gen sam­men U19-hol­det,« sag­de han. af et an­tik­li­maks. DET VAR NO­GET

Hvad fo­re­gik der? Det kun­ne Bri­an McClair ik­ke rig­tigt sva­re på. Men nog­le da­ge ef­ter fandt jeg ud af, at min kon­kur­rent i an­gre­bet på U-hol­de­ne, Dan­ny Web­ber, hav­de skre­vet kon­trakt med Alex Fer­gu­sons søn, Ja­son, der hav­de ned­sat sig som fod­bol­da­gent. Sam­ti­dig hav­de Web­ber for­la­en­get med Uni­ted. Det var en of­fent­lig hem­me­lig­hed på tra­e­nings­ba­nen, at bå­de Alex Ferguson og søn hav­de gjort en god han­del, og at Web­ber der­for skul­le be­løn­nes med en plads på ba­en­ken i en Cham­pions Le­agu­e­kamp. Web­ber hav­de el­lers ik­ke spil­let sa­er­lig godt i lang tid, og jeg var langt for­an ham i den in­ter­ne kon­kur­ren­ce om plad­ser­ne.

Men det var åben­bart li­ge­gyl­digt. Det var vig­ti­ge­re, at fa­ren ple­je­de søn­nens in­ter­es­ser. Ferguson hav­de fle­re gan­ge min­det mig om, at hans egen søn var fod­bol­da­gent og ger­ne tog nye kli­en­ter ind, men det hav­de jeg af­vist.

Først den dag gik det op for mig, hvor stor kon­se­kvens det hav­de for min kar­ri­e­re.

Der var sport­s­li­ge grun­de nok til at ud­ta­ge mig til første­hol­det, og i lø­bet af 2003 blev der kun fle­re. Kort ef­ter vandt vi FA’s Youth Cup. Fi­na­len mod Mid­dles­brough blev spil­let over to kam­pe, en i Mid­dles­brough og en på Old Traf­ford.

Det var før­ste gang, jeg spil­le­de der. Jeg hav­de set utal­li­ge kam­pe på Uni­teds le­gen­da­ri­ske hjem­me­ba­ne, pri­ma­ert for­di Bri­an McClair ind­før­te mø­de­pligt, når første­hol­det spil­le­de hjem­me i Pre­mi­er Le­ague.

Men det var selv­føl­ge­lig no­get an­det at lø­be rundt de­r­in­de selv. For en gangs skyld var det første­hol­det, der var tvangsind­lagt til at se os spil­le, og in­den kam­pen kom al­le spil­ler­ne hen og gav hånd og øn­ske­de os held og lyk­ke.

Det var an­den gang no­gen­sin­de, David Beck­ham hav­de kig-

Pe­op­le’s Press 12.10.16 249, 95 kr. Ca. 300

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.