Hur­ra for bøl­gen af små Poké­mon

BT - - DEBAT -

Ilang tid tro­e­de jeg, at de var en form for zom­bi­er, men den fejl har min søn nu få­et ret­tet op på. IND­TIL FOR GAN­SKE ny­lig var min ene­ste be­rø­ring med Poké­mon en kom­men­tar, som jeg skrev i min bog ’Hjer­tet blø­der’. Her gjor­de jeg op­ma­er­k­som på, at man fle­re ste­der i den ara­bi­ske ver­den har for­budt bå­de se­ri­en og spil­le­ne, for­di man me­ner, at de små Poké­mon er jø­di­ske, og at de ud­sen­der et hem­me­ligt ko­de­sprog, som skal gø­re folk prois­ra­el­ske.

Da min 11-åri­ge søn Han­ni­bal så be­gynd­te at in­ter­es­se­re sig for dem, så jeg til med en vis over­ba­e­ren­hed. På et tids­punkt tro­e­de han, at han var kom­met til at slet­te sin Poké­mon-app, hvor jeg sag­de, at han jo ba­re kun­ne down­lo­a­de en ny. Det gjor­de ham me­get vred, og han for­kla­re­de, at han så vil­le mi­ste al­le si­ne hårdt op­tjen­te po­int og kom­me helt bag­ef­ter i for­hold til kam­me­ra­ter­ne.

HVAD ER PRO­BLE­MET? Jeg rå­ber hur­ra for Poké­mon. Det har gi­vet man­ge fora­el­dre og børn go­de op­le­vel­ser

MIN UVI­DEN­HED BLEV der ret­tet ge­val­digt op på for­ri­ge we­e­kend. Jeg hav­de lo­vet min søn at gå på Poké­monj­agt med ham, og jeg skal ae­r­ligt in­drøm­me, at jeg ik­ke hav­de for sto­re for­vent­nin­ger til det. Men BENEDIKTE KIAER hvad gør man ik­ke for si­ne børn, så vi tog ind til Det Kon­ge­li­ge Bi­bli­o­teks ha­ve, som lig­ger li­ge over­for Chri­sti­ans­borg, for­di der an­gi­ve­ligt skul­le va­e­re nog­le go­de Poké­mons at fan­ge der.

Da vi an­kom til haven, skin­ne­de so­len, og den var pro­p­fyldt med børn og de­res fora­el­dre. Jeg var paf, for det sted ple­je­de før i ti­den at va­e­re na­e­sten men­ne­ske­tomt. Jeg og fle­re af mi­ne kol­le­ga­er har tid­li­ge­re of­te søgt til­flugt der som MF’ere, når vi skul­le ha­ve lidt ro til at re­flek­te­re over tin­ge­ne. Og så fin­der jeg haven fuld af liv og snak. Jeg måt­te over­gi­ve mig. Det var en af de stør­ste kul­tu­ro­p­le­vel­ser, jeg har haft for ny­lig. MAN­GE HAR DEN op­fat­tel­se, at it, com­pu­ter­spil og in­ter­net­tet er no­get, der iso­le­rer folk, men her sad fora­el­dre på ba­en­ke og faldt i snak, selv­om de ik­ke kend­te hin­an­den. Børn og voks­ne løb rundt og hjalp hin­an­den med at fan­ge Poké­mons, og nye ven­ska­ber blev skabt. Man kun­ne kø­be kaf­fe og fø­le, man var med i et im­pro­vi­se­ret fa­el­les­skab. Jeg mød­te fle­re, som jeg ik­ke har set la­en­ge, og min søn var sam­men med si­ne kam­me­ra­ter.

Det var vir­ke­lig sjovt at se, hvor­dan Na­ser Kha­der, al­le fulg­te ef­ter, når en en­kelt hav­de få­et øje på en Poké­mon og be­gynd­te at lø­be. En dreng lu­re­de det og la­ve­de lidt sjov ved at lø­be uden grund for at få de an­dre ef­ter sig. Den dag hav­de jeg plan­lagt at va­e­re med min søn i Det Kon­ge­li­ge Bi­bli­o­teks Ha­ve i en en­kelt ti­me, men end­te med at va­e­re der i fem. DET VAR EN aha-op­le­vel­se, men det slut­ter ik­ke der. I af­ten er det kul­tur­nat i Kø­ben­havn, og min søn har for før­ste gang gi­vet ud­tryk for, at han ger­ne vil del­ta­ge. Han har la­vet af­ta­ler med si­ne kam­me­ra­ter, og driv­kraf­ten er na­tur­lig­vis Poké­mon-jagt. Men lur mig om ik­ke de­res in­ter­es­se og­så bli­ver fan­get af nog­le af de utal­li­ge kul­tu­rel­le ak­ti­vi­te­ter, der fo­re­går den af­ten. De skal for ek­sem­pel en tur for­bi Chri­sti­ans­borg, hvor jeg står og by­der dem vel­kom­men.

Så jeg rå­ber hur­ra for Poké­mon. Det har gi­vet man­ge fora­el­dre og børn go­de op­le­vel­ser og ska­ber nye so­ci­a­le re­la­tio­ner.

PS. Min te­e­na­ge­dat­ter So­fia in­ter­es­se­rer sig slet ik­ke for Poké­mon. Hun ik­ke en­gang ap­pen på sin mo­bil.

(K) borg­me­ster i Hels­in­gør Kom­mu­ne

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.