Kultur

PUSTERUM Han bragede igennem med hittet Fred fra den ene dag til den anden. Nu er han klar med stille protester og larmende tekster, der meget gerne må forstyrre os alle sammen lidt ’midt i hyggen.’ Og på Christiania. Der er dømt high fives og krammere fra gud og hvermand, da vi møder Bo Evers på Christiania på årets sidste lune solskinsdag. Han føler sig tydeligvis hjemme.

»Jeg kan godt lide stemningen herude. Variationen i mennesker og bygninger. Det er et frirum midt i alt det paene og velfriserede, og her er plads til drømme – både menneskeligt og musikalsk,« siger Evers og griber ’Christiania-bolden’ naermest før, den er kastet. Christiania »Ja, jeg ved godt, det kan lyde lidt for romantisk at se på Christiania med de øjne, og jeg ser også alt det andet (kriminaliseringen af Pusherstreet, red.), der til tider er – eller var – nemt at få øje på. Men mit indtryk er, at ’Staden’ lige nu er taet på den oprindelige tanke om at vaere et tiltraengt åndehul. Jeg har en fornemmelse af, at stemningen er rigtig god her,« siger musikeren, der har spillet adskillige koncerter på Christiania – både før og efter han blev sådan én, der blev spillet i radioen.

Dét blev han en vinteraften i 2014. Med X Factor som vindue, Remee og Chief 1 som bagmaend og en ukendt X Factor-deltager som fortolker.

Dagen efter var det Evers’ egen stemme, der leverede ordene i radioen. I en sang, kyndige haender havde formet og skudt af sted i et tempo, så ingen kunne undgå at bemaerke den nye sang og den nye stemme, der sparkede sig op i toppen af hitlisterne, mens hovedpersonen selv var en anelse mere forbeholden. Tilbage til rødderne »Det gik staerkt, det var sjovt, og jeg fortryder ikke, at jeg sagde ja til at lade andre blande sig i, hvordan min sang skulle lyde. Men nu er jeg tilbage ved rødderne, og jeg gider ikke gå efter at skrive hit, der skal lyde på en saerlig måde. Mit succeskriterium er et andet, og jeg har masser af sange, der har deres berettigelse, selvom de ikke nødvendigvis er totalt hit-agtige,« siger Evers om de nye sange på dobbeltepen Stiv og blød. »I al beskedenhed forsøger jeg Mine egne sange ender tit med en politisk eller bittersød undertone. Det er meningen, for jeg vil faktisk gerne råbe lidt op midt i lørdagshyggen at traekke musikken i en anden retning end den, der bliver flittigst spillet i radioen. Der er meget musik, der handler om ingenting eller om at vaere forkaelet teenager og ikke tage stilling til andet end sit eget urtebed. Mine egne sange ender tit med en politisk eller bittersød undertone. Det er meningen, for jeg vil faktisk gerne råbe lidt op midt i lørdagshyggen.«

Det er nu ikke fordi, han hverken er bitter eller vred. Selv forsøger han at finde balancen: At kunne hvile i at vaere glad og fri i en kaotisk verden – og så tillade sig at råbe lidt højt. Det sidste er – også – vigtigt.

»Jeg synes, det giver alting mening at turde tage stilling. Der er en tendens til, at ladhed og holdenmund hyldes og dyrkes. Måske fordi det er det, vi lige kan overskue. Det er bare nemmere at se den ’Den store bagedyst’ i stedet for ’Deadline’.«

Lige nu er der hverken tid til bagedyster, deadlines eller andet forstyrrende i Bo Evers’ liv. Når han ikke passer sit arbejde som biologiog idraetslaerer på Hvidovre Gymnasium, passer han landets spillesteder på sin fjerde Danmarksturné med bandet Gypsy Vendetta. John Mogensen Inspirationen og et af de tydeligste forbilleder er John Mogensen, som udgav sange laenge før, der overhovedet var taenkt på Bo Evers. Et af Mogensens store hit er sangen om ’Karl og Ann Catrin,’ som sidder på en baenk på Christiania med bristede drømme. Og sammenligningen mellem et stykke af Danmark og en af vores største fortolkere gennem tiden er oplagt i et Evers’k univers.

»Jeg synes, han kan det samme, som Christiania kan. Han var – og er stadigvaek – et pusterum i noget fancy og poleret. Han formår at sige noget meget alvorligt med den største umiddelbarhed og lethed, og han taler til manden,« siger Bo Evers, der gerne går sit idol i bedene. Ikke når det kommer til at blive spillet i radioen … men på vaertshusene.

»Taenk at ramme folk så rent og aegte, at de gider putte en femmer mere i jukeboxen, mens de drikker en kold øl. Ligesom vi gør det med John Mogensens sange. Det gider jeg godt. I det hele taget skal musikken ned på jorden, ud på vaertshusene og i de små flaekker. Det er vigtigt.«