Tril­le dø­de ef­ter kun en må­ned

BT - - NYHEDER -

DØDS­FALD

»I det sid­ste styk­ke tid var det kun de al­ler­na­er­me­ste, der var in­for­me­ret om hen­des til­stand. Men hun var syg den sid­ste må­ned, og det gik me­get hur­tigt til sidst. Det er så trist og sør­ge­ligt, at hun er va­ek,« si­ger Met­te Marck­mann, der si­den 2006 har sun­get og for­tol­ket Tril­les san­ge med san­ge­r­in­dens ori­gi­na­le band - Øyvind Ou­gård, Ole Fi­ck og Hu­go Ras­mus­sen, der dø­de sid­ste år.

»Jeg ved ik­ke, om det var hur­tigt hun dø­de,« si­ger mu­si­ke­ren Ole Fi­ck, der var Tril­les ven og kol­le­ga si­den star­ten af 1970er­ne.

»Jeg tror desva­er­re, hun hav­de va­e­ret på vej la­en­ge. Hun hav­de rø­get he­le sit liv og hav­de det ik­ke godt. Hun led af knog­les­kør­hed, og så bra­ek­ker man hof­ten, når man fal­der. Hun hav­de dår­ligt syn og var ik­ke sa­er­ligt mo­bil,« si­ger Ole Fi­ck, som Tril­le har spil­let hun­dred­vis af kon­cer­ter med gen­nem na­e­sten 20 år. Sva­ek­ket i for­vej­en En an­den af Tril­les man­ge­åri­ge ven­ner, for­fat­ter og jour­na­list Jan Søt­trup, me­ner og­så, at Tril­le i for­vej­en var sva­ek­ket.

Hun hav­de og­så lun­ge­syg­dom­men KOL.

»I de sid­ste år le­ve­de og ån­de­de hun for sin dat­ter Sil­le og si­ne tre bør­ne­børn, men jeg tror og­så, at det hav­de slidt på Tril­le, at hun al­tid hav­de så van­vit­tigt travlt. Da hun tur­ne­re­de, kun­ne hun godt ha­ve to kon­cer­ter for voks­ne og to kon­cer­ter for børn på sam­me dag, og så bag­ef­ter skul­le hun hjem og va­e­re sam­men med sin dat­ter, som hun var ale­ne med,« si­ger Søt­trup, der forta­el­ler, at den kend­te fe­mi­nist og mu­si­ker al­tid sat­te en ae­re i at vir­ke ve­l­o­p­lagt på sce­nen.

»Li­ge­gyl­digt hvor tra­et hun var, så var hun al­tid smi­len­de, når hun op­t­rå­d­te, og gav sig tid til sit pu­bli­kum. Men i bi­len bag­ef­ter var hun fuld­sta­en­dig fa­er­dig. Og så var der alt­så langt hjem til Pra­e­stø. Så­dan et liv ta­e­rer.«

Tril­le blev en af kvin­desa­gens stør­ste iko­ner i 1970er­ne og 1980er­ne med gen­nem­bruds-al­bum­met ’Hej Sø­ster’.

Hun spil­le­de of­te for kvin­der­ne i Dan­ner­hu­set, til vel­gø­ren­heds­kon­cer­ter og på kvin­de­festi­va­ler, og man­ge hu­sker hen­de for bal­la­den om san­gen ’Øjet’, der hand­ler om re­li­gion og un­der­trykt seksu­a­li­tet, og Li­ge­gyl­digt hvor tra­et hun var, så var hun al­tid smi­len­de, når hun op­t­rå­d­te som for­ar­ge­de, da hun op­t­rå­d­te li­ve på tv med den.

Men se­ne­re af­vi­ste Tril­le over­ra­sken­de, at hun var en del af rød­strøm­pe­be­va­e­gel­sen. Den bås vil­le hun ik­ke spa­er­res in­de i.

»Jeg har jo al­drig va­e­ret rød­strøm­pe. Og har hel­ler al­drig følt mig som en in­te­gre­ret del af det mil­jø. For mig var det me­re på det pri­va­te plan, at det var in­ter­es­sant. Når vi mød­tes kvin­de til kvin­de og ud­veks­le­de er­fa­rin­ger om ma­en­de­ne,« sag­de hun til BT sid­ste år i an­led­ning af bi­o­gra­fi­en ’Al­tid har jeg la­engsel’.

»Hun bak­ke­de op om fe­mi­nis­men og kvin­desa­gen, men hun vil­le ab­so­lut ik­ke ta­ges til ind­ta­egt for alt, hvad rød­strøm­pe­be­va­e­gel­sen stod for. Hun hav­de det i det he­le ta­get ik­ke godt med at va­e­re en del af no­gen be­va­e­gel­se,« si­ger ven­nen Jan Søt­trup, der og­så na­ev­ner en me­re ukendt si­de af Tril­le, nem­lig hen­des frik­var­ter med ko­mi­ker­par­ret Mon­rad og Ri­slund, hvor hun in­di­mel­lem var en del af en­sem­blet som kor­san­ger.

»Hun var helt vild med at op­tra­e­de med Mon­rad og Ri­slund og hav­de be­hov for at kø­re på fri­hjul. Det kun­ne hun sam­men med dem, hvor hun hav­de det ski­de­ska­egt og ik­ke skul­le va­e­re den se­ri­ø­se kvin­desags­for­ka­em­per.«

I 1988 stop­pe­de Tril­le plud­se­lig med at op­tra­e­de. Det kom som et chok for hen­des or­ke­ster.

Hun kom al­drig til­ba­ge på sce­nen igen, og skrev al­drig en sang til sig selv igen.

»Hun kun­ne ik­ke se sig selv på sce­nen igen. Det blev al­drig helt klart for mig, for hun tal­te ik­ke om det. En dag sag­de hun til os, at hun ik­ke hav­de det godt og måt­te mel­de sig syg. Og så tog hun den be­slut­ning, der kom bag på os al­le sam­men. Det var en lil­le de­pres­sion, der gjor­de, at hun ik­ke kun­ne kla­re at stil­le op, men hvad der pra­e­cist fo­re­går dybt in­de i et men­ne­ske, ved man ik­ke al­tid,« si­ger Ole Fi­ck.

»Det var vig­tig for hen­de, at forta­el­le om det, hun så, og den hver­dag, hun op­le­ve­de. Der var nog­le skar­pe ob­ser­va­tio­ner og sta­er­ke bil­le­der i hen­des san­ge, der gav hen­de den gen­nem­slags­kraft, hun hav­de,« me­ner Ole Fi­ck, der al­drig fandt ud af, hvor­for Tril­le ik­ke kun­ne stå på sce­nen me­re.

»Hun er ef­ter­føl­gen­de ble­vet kendt for ’Øjet’, men den er slet ik­ke re­pra­e­sen­ta­tiv for Tril­le. Det er ik­ke en­gang hen­des egen tekst, og vi spil­le­de al­drig det num­mer. Hun har et ka­em­pe ka­ta­log og er en af de få dan­ske sangskri­ve­re, der kan rø­re ved nog­le helt ele­men­ta­e­re fø­lel­ser, og hen­des san­ge er fuld­sta­en­digt hud­lø­se, hvil­ket vi kan se, for­di de i den grad rø­rer pu­bli­kum, når vi spil­ler dem,« si­ger Ole Fi­ck.«

Tril­le bli­ver bi­sat på fre­dag ved en stil­le høj­ti­de­lig­hed på Pra­e­stø.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.