’Jeg var sik­ker på, at folk gri­ne­de ad mig’

Over­va­egt gør in­tet godt for selv­til­li­den. Chri­sti­an Vang ve­je­de over 170 kg, in­den han be­gynd­te at gå. Han har tabt 70 kg, og det er ik­ke kun mus­k­ler­ne, der er ble­vet stør­re. Det er og­så hans tro på sig selv

BT - - 180° -

SFo­to Claus Bech ko­le­da­gen var no­get, der skul­le over­stås, da Chri­sti­an Vang var barn. Som klas­sens tyk­ke dreng blev han dril­let og sad tit ale­ne og teg­ne­de, for han føl­te ik­ke, at han hav­de no­get at by­de på. Skal han be­skri­ve sit liv den­gang, fal­der svaret promp­te: ’Hvad for et liv?’. »Mit liv var min com­pu­ter, min nin­ten­do, mad og so­da­vand. Og wre­st­ling i fjern­sy­net. Min sto­re drøm var at bli­ve wre­st­ler. De var le­ven­de su­per­hel­te, der fik klapsal­ver for de­res pra­e­sta­tion,« forta­el­ler Chri­sti­an Vang.

Mar­ga­ri­ne, ma­elk og flø­de var fa­ste in­gre­di­en­ser i mo­de­rens mad­lav­ning, og Chri­sti­an Vang var ik­ke ret gam­mel, før ki­lo­e­ne be­gynd­te at sa­et­te sig. Hans mor la­ve­de rigtig mor­mor­mad, men der var og­så man­ge da­ge, hvor der blev hen­tet gril­l­kyl­lin­ger med po­m­mes fri­tes el­ler bøf­sandwi­ches på gril­l­ba­ren.

Det var ik­ke uden om­kost­nin­ger at spi­se junk­food og sof­ti­ce.

»Det sat­te en stop­per for al­ting, at jeg ve­je­de for me­get. Jeg kun­ne ik­ke kø­be det tøj, jeg ger­ne vil­le, og jeg føl­te mig stil­let til skue på ga­den. Hvis jeg så folk, der gri­ne­de på den an­den si­de af ga­den, var jeg sik­ker på, at de gri­ne­de ad mig. Så­dan var det ba­re. Jeg kun­ne ik­ke lø­be hur­tigt nok til at va­e­re med til fod­bold, og jeg tur­de slet ik­ke ta­le med pi­ger,« si­ger Chri­sti­an Vang, der i dag er 34 år.

Det før­ste job

Da Chri­sti­an Vang var 18 år gam­mel, skaf­fe­de hans far ham et ar­bej­de i Ti­vo­li. Job­bet var no­get af det bed­ste, hans far gjor­de for ham.

»Min far var me­get me­re so­ci­al og sag­de: ’Nu skal du ud at la­ve no­get’, og jeg blev tvun­get til at kom­me lidt ud af min skal og ha­ve med frem­me­de at gø­re, når jeg skul­le for­hol­de mig til kol­le­ger.«

Den 2. sa­e­son han ar­bej­de­de der, var han en af­ten ude at spi­se på en ki­ne­sisk re­stau­rant med nog­le kol­le­ger, og dér var en mørk­hå­ret pi­ge, han vir­ke­lig lag­de ma­er­ke til.

»Jeg syn­tes, hun var bedå­ren­de, men mit ud­se­en­de af­holdt mig fra at gø­re no­get ved det. Jeg føl­te mig hver­ken se­xet el­ler til­tra­ek­ken­de, jeg sad ba­re og kig­ge­de på hen­de og suk­ke­de uden at gø­re no­get ved det.«

Han ta­enk­te, det vil­le hja­el­pe, hvis han tab­te sig, og be­gynd­te en kort over­gang at tra­e­ne, men ef­ter en ti­me på cros­strai­ne­ren gik han di­rek­te på pizze­ria, for han ane­de in­tet om sund mad. De man­ge ti­mer på et hårdt stengulv i Ti­vo­li gav ham ondt i ryg­gen. Løsningen var iføl­ge Chri­sti­an Vangs mor at me­di­ci­ne­re smer­ter­ne va­ek. Hun tog en del smer­testil­len­de me­di­cin og stak ham to ke­to­gan. Chri­sti­an Vang tog en kvart, og plud­se­lig kun­ne han yde ’kun­de­ser­vi­ce på do­ping’.

»Det var en her­lig for­nem­mel­se, og jeg ta­enk­te egent­lig ik­ke på det som stof­mis­brug. Jeg ta­enk­te, at jeg vil­le stop­pe igen, når sa­e­so­nen var slut, men så dø­de min mor plud­se­lig, og jeg gik rundt som en zom­bie. Min far hav­de sva­ert ved at ta­le om fø­lel­ser og i ste­det for at ta­le om det, der var sket, fik jeg ba­re end­nu fle­re ke­to­gan. Pil­ler­ne blev min kryk­ke, og ef­ter­hån­den var jeg så af­ha­en­gig, at jeg skul­le ha­ve dem hver dag for at fun­ge­re,« forta­el­ler Chri­sti­an Vang, der end­te med at lig­ge der­hjem­me på so­fa­en i fle­re år.

Til­ba­ge på so­fa­en

Stu­en blev igen om­drej­nings­punk­tet i hans liv, og det ta­end­te tv dér, hvor han hen­te­de sit livsind­hold.

»Jeg hav­de re­o­len fyldt med dvd’er, så film og spi­ste en mas­se mad, men der­u­d­over la­ve­de jeg ik­ke no­get. Jeg kun­ne ik­ke ryd­de op, og jeg kun­ne ik­ke hol­de ud at gå uden­for.«

Chri­sti­an Vang for­lod først lej­lig­he­den ef­ter mør­kets frem­brud og gik så på McDo­nald’s ef­ter ti che­e­se­bur­ge­re, en me­nu og et par ka­ger – og så var det el­lers hjem på so­fa­en igen.

Ef­ter så­dan en om­gang hav­de han ik­ke hø­je tan­ker om sig selv – ’Føj, du er et svin. Du er jo ik­ke nor­mal’ – kør­te igen­nem hans ho­ved, men tran­gen til fedt og suk­ker sty­re­de, han kun­ne ik­ke la­de va­e­re.

Da hans far dø­de i 2012 eska­le­re­de pil­le­mis­bru­get yder­li­ge­re. Til be­gra­vel­sen mød­te fa­mi­li­en en fed­tet og uva­sket Chri­sti­an Vang, der på det tids­punkt ve­je­de over 170 kg. Han hav­de stort set in­gen kon­takt med sin fa­mi­lie, og i dag for­står han godt hvor­for. Han for­kla­rer, hvor­dan mis­bru­ge­re su­ger på folk og kun rin­ger, når de selv har brug for hja­elp. Så­dan var det og­så for Chri­sti­an Vang, der til sidst blev smidt ud af sin lej­lig­hed, for­di han

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.